På Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut i Odense er et hold unge robotudviklere i gang med at bygge morgendagens kunstigt intelligente fabriksarbejder.
Centret er partner i det europæiske forskningsprojekt SME Robotics, som er støttet med 12 millioner euro af EU til at udvikle robot-teknologier, der skal gøre det nemmere for små virksomheder at automatisere deres produktion.
Ingeniørerne udvikler et brugervenligt, intelligent system kaldet ’Robot Co-Worker’. Det er rettet mod virksomheder, der producerer små serier og ofte omstiller produktionen. Systemet skal gøre det muligt for en ufaglært fabriksarbejder - fra et browservindue - at oplære og omstille en industrirobot til en ny opgave på få minutter via en 3D-animeret HTML5-brugerflade.
Under ’oplæringen’ lærer ’Robot Co-Worker’-systemet, hvad der skal til, for at det kan udføre sit arbejde. Hvis der senere sker en afvigelse fra det normale, stopper systemet og spørger en operatør til råds. Den løsning, operatøren vælger, vil blive husket og udført automatisk, næste gang robotten oplever et tilsvarende problem. På den måde bliver robotten hele tiden bedre og mere stabil, og nedbrud og dyre teknikerbesøg kan undgås.
Robottens krop er en robotarm fra danske Universal Robots. Den er forsynet med en hjerne bestående af almindelige pc-komponenter: en Intel i7-processor og så videre. Dertil kommer en ’controller’, så operatørerne kan styre robotten via pc’er, tablets og telefoner.
Udviklingen af ’Robot Co-Worker’-systemet er distribueret. Det vil sige, at flere personer kan udvikle på det samtidig – fra forskellige computere. Selve softwaren er baseret på ’Robot Operating System’ (ROS), og ’neden under’ ROS ligger Linux.
’Robot Co-worker’ ser verden fra oven igennem to grovkornede kameraer, som giver den et tredimensionalt overblik over den ’scene’, den arbejder i - samt gennem et mere præcist kamera, der er monteret på selve armen, og som kan genkende redskaber og objekter.
Robotten kan selv skifte værktøj: gribearme og sugekopper med videre.
Virksomheder som Danfoss, Grundfos og Vola deltager i udviklingsprojektet.