Tilbuddet om en jobsamtale i it-konsulenthuset Valtech kom på et godt tidspunkt for Karen Kristine Persøe. Efter at have fået sit første fuldtidsjob i samme virksomhed, som hun var studentermedhjælp i under datalogi- og økonomistudiet på CBS, trængte hun til at bevise sig selv i et nyt job. Og den mulighed kom, da hun blev rekrutteret til den digitale konsulentvirksomhed Valtech via kontakter fra studiet i det professionelle digitale netværk LinkedIn.
– De var ved at udvikle en helt ny afdeling for digitale og sociale mediestrategier, der var relevant for mig, og det var en spændende mulighed for at være med til noget, som jeg kan være med til at forme, hvad skal blive til, siger Karen Kristine Persøe.
Hendes nye afdeling forsøger at samle de digitale strategier ét sted, så for eksempel brugeranalyser understøttes af real time tracking.
– Med det kan vi se, præcis hvad brugerne gør nu og her, drage konklusioner på den baggrund og eventuelt forudse, hvad de vil gøre næste gang, de er på siden.
Det hedder behavioral targeting og handler dybest set om, hvordan man kan få brugerne til at købe noget i Karen Kristine Persøes kunders webshops.
Lytter og søger
Til daglig bruger hun analyseværktøjer som Google Analytics og Omniture til at analysere brugernes adfærd og komme med anbefalinger til Valtechs kunder.
– Det handler for eksempel om, hvilke keywords der skal bruges til søgemaskinernes indeksering af hjemmesider. Her kombinerer vi sociale medier med søgemaskineoptimering, dvs. vi bruger lytteværktøjer til at finde ud af, hvad brugerne søger på og taler om på sociale medier og blogs, så vi kan komme frem til de mest optimale keywords og generere mere trafik.
Hun bruger data fra firmaets social listening-værktøjer sammen med data fra Google og målinger af brugeradfærd på websites til at udarbejde webstrategier, der imødekommer brugerne mest muligt.
– Det er noget, der virkelig har tændt en ild i mig herude, at det hele integrerer med hinanden og går op i en højere enhed, siger Karen Kristine Persøe begejstret.
Hun ser mange spændende fremtidsperspektiver i social marketing på nettet.
– Jeg har jo fået job via mit netværk, men sådan vil produkter også blive solgt i fremtiden. Det giver en stor værdi og målrettethed for både virksomheder og kunder, at folk anbefaler hinanden ting.
Som et tidligt eksempel nævner hun de mere eller mindre nærgående reklamer, vi ser i dag på Facebook, der dog har meget at komme efter endnu. Som 27-årig kvinde har hun selv oplevet pludselig at befinde sig i forældresegmentet med dertilhørende reklamer for bleer og babyrytmik, selvom hun selv er langt fra at gå i graviditetstanker. Men i fremtiden vil den slags reklamer blive langt mere præcise.
– Fremtidsscenariet er scenen fra "Minority Report", hvor Tom Cruise bliver hilst på med navn af de målrettede reklamer, han går forbi. Det lyder måske uhyggeligt, men i virkeligheden er det jo til vores egen fordel, hvis vi kun bliver præsenteret for produkter, der er relevante for os.
Konstant udvikling
Hun kan godt lide at arbejde i en branche, hvor man konstant skal udvikle sig og følge med de nye områder, der opstår.
– Det er en proces, der aldrig bliver færdig, du kan hele tiden blive bedre til digital marketing. Det er lige så fascinerende, som det er frustrerende. Og så er det fedt, at man gør alting på et udførligt datagrundlag. Tre måneder efter en analyse kan vi vise, at brugerne gør det, vi ville have dem til at gøre.
Det er en sejr for hende, når hun mærker, at hun har været med til at gøre kunderne klogere på deres digitale strategi.
– For eksempel gør mange mest ud af forsiden på deres hjemmeside, men faktisk kommer 80 procent af de besøgende direkte ind på undersider via søgemaskiner, så i virkeligheden bør man lave nogle landing pages, der spiller maks.
Hun vil råde nyuddannede til at prøve at skifte job inden alt for længe, fordi det kan give et nyt perspektiv. At hun selv skiftede job, har fået hende til at se mange ting på en anderledes måde.
– Jeg har lært rigtig meget, for eksempel har jeg her en team owner, som leder det daglige arbejde i teamet, og så har jeg en personlig leder, som sikrer mit velbefindende og min udvikling hos Valtech, og som også er dén, jeg forhandler løn med. Det er en god måde at gøre det på. Og så er det fedt, at de kan bruge min viden til meget, fordi det er et helt nyt område for dem. Men jeg har da også gået rundt med koldsved i den første måneds tid, hvor jeg kom hjem klokken otte om aftenen og var helt færdig, siger hun med et grin.