PROSA/CSC var i første halvdel af året ude i en 4 1/2 måned lang konflikt med sin arbejdsgiver, CSC. Kampen var lang, hård og ubarmhjertig. Den endte som bekendt med, at medlemmerne ikke godkendte et forslag til ny overenskomst, og efterfølgende dømte Arbejdsretten, at CSC var frigjort af overenskomsterne med det resultat, at PROSA/CSC mistede begge sine overenskomster med CSC, og PROSA har nu kun en overenskomst med CSC.
Uhensigtsmæssig situation
CSC har i stedet indgået overenskomst med HK. Det betyder, at CSC nu har en stor medarbejdergruppe, hvor langt de fleste er medlemmer af PROSA, men overenskomsten er indgået med et forbund, som kun har ganske få medlemmer. En helt usædvanlig og meget uhensigtsmæssig situation, da det dermed ikke er muligt at få lavet de nødvendige lokale aftaler på arbejdspladsen, som medarbejderne kan godkende. Jeg kan ikke forestille mig, at ledelsen kan leve med den situation i længere tid, så der skal findes en lokal løsning på aftalesituationen.
Tabet af overenskomsten mærkes i dagligdagen. De individuelle rettigheder er fortsat gældende indtil udgangen af januar 2012, men allerede nu mærkes det klart, at der ikke er nogen tillidsrepræsentanter. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at medlemmerne til hver en tid kan få hjælp fra PROSA, når der er behov for det. Men det er jo langtfra det samme som at have sin tillidsrepræsentant lige i nærheden hele tiden.
Tilliden er ikke stor
CSC er også mærket af konflikten. Det har givet skår i forholdet til flere kunder og har på mange andre måder kostet CSC dyrt. Efter fyringen af Carsten Lind og ansættelsen af John Walsh som direktør er der signaler om et bedre samarbejde med medarbejderne og deres organisationer. Det er også det, begge parter i høj grad har brug for. Der er brug for samarbejde og genopbygning af tilliden.
Der er ikke tvivl om, at det er svært. Tilliden er ikke stor oven på den lange konflikt, men det er nu mit indtryk, at begge parter faktisk ønsker at få samarbejdet til at fungere. Det er en nødvendig forudsætning for, at det også skal lykkes. Det er også helt klart i begges interesse.
CSC skal igen have virksomheden til at fungere. Dertil har den brug for tilfredse medarbejdere. Den har også brug for at stoppe afgangen af vigtige medarbejdere (10 nøglearkitekter og 30 medarbejdere på CSC's offentlige systemer har sagt op efter konflikten). Tilsvarende har PROSA/CSC selvfølgelig behov for at være med til at skabe en arbejdsplads, som den kan være tilfreds med.
Medarbejdere i vakuum
I forbindelse med afslutningen af konflikten lovede CSC, at der ikke ville blive afskediget medarbejdere før april 2012. Men det virker i øjeblikket, som om mange medarbejdere befinder sig i et vakuum, hvor de blot venter på en stor afskedigelsesrunde i april 2012. Den personlige utryghed og den generelle stemning får mange til at søge væk fra CSC og gør det samtidigt vanskeligt at tiltrække nye ansatte. Det er ikke hensigtsmæssigt. Den pinagtige situation er til skade for både medarbejderne og CSC. Der bør sammen findes løsninger, så den lovede jobgaranti ikke bliver negativ.
CSC har kun ansat ganske få af de folk fra kundegrupperne, som blev bortvist, fordi de ikke ville oplære deres egne skruebrækkere. En fremgangsmåde, som Arbejdsretten senere kendte overenskomststridig. Det mærkes fortsat, at de mangler. Det er naturligvis frustrerende for kollegerne, at problemer kunne løses med ansættelse af disse mennesker, men at det bare ikke sker. Og jeg vil da gerne opfordre ledelsen til at tage det med i overvejelserne om, hvordan tilliden og samarbejdet kan forbedres fremover.
Koordineret indsats
PROSA/CSC har holdt generalforsamling og skal nu til at finde en anden måde at arbejde på, nu hvor overenskomsterne er væk. På generalforsamlingen blev der givet klare signaler om, at man ønsker et godt og konstruktivt samarbejde med CSC. Der er nedsat en række arbejdsgrupper til at lave forskellige aktiviteter. Det betyder, at der er flere, som kan bidrage til arbejdet. Der er også behov for at koordinere indsatsen på de mange områder, hvor PROSA/CSC har tillidsposter.
Selv om PROSA ikke længere har egentlige tillidsrepræsentanter, har en række PROSA-medlemmer tillidsposter, idet de er valgt som arbejdsmiljørepræsentanter, SU-medlemmer i Danmark og Europa og aktieselskabsbestyrelsesmedlemmer.
Det er i øjeblikket udmeldingen fra CSC, at man ønsker at satse på Norden og det baltiske område på trods af de store problemer, som firmaet er ude i. Til det er der brug for et godt samarbejde med alle medarbejdergrupper. Der er brug for at få samarbejdet med medarbejderne og deres repræsentanter til at fungere igen.
Skab positive historier
CSC er fortsat genstand for meget negativ presseomtale. Dette kan imødegås ved at løse de problemer, som giver den negative omtale, men også ved på andre måder at skabe positive historier. I begge tilfælde er der brug for et godt forhold til medarbejderne og deres organisationer, for at det skal kunne lykkes.
Vi vil gerne gøre vores til, at det skal lykkes. Opgaven er stor – men det skal jo nødigt afholde nogen fra at gå i gang med den.