Arbejdsmarkedet, Outsourcing, offshore, Overenskomster, Fagforeningernes rolle, Arbejdsløshed

"Hvorfor har CSC skiftet sine flag ud med Dannebrog?"

April blev måneden, hvor CSC-konflikten for alvor kom på dagsordenen for hele Danmark. Sådan gik det for sig tirsdag den 5. april, da flere hundrede CSC-ansatte og sympatisører var i aktion hos CSC i Valby.

Klokken er 7.30, foråret er på vej, selvom det stadig er morgenkoldt, og konflikten på CSC er nu med én aktion kommet ud til familien Danmark.

De 116 CSC-ansatte og cirka 100 støtter står foran it-gigantens hovedkontor og hilser alle kollegaer, ledere og skruebrækkere med en godmorgen-hilsen, en løbeseddel og et smil.

– Hvem mon egentlig har den højeste antenne på deres sendevogn af TV 2 News og DR, griner to af de lockoutede.

Pressen er mødt talstærkt op for at berette til morgen-tv og radio om, hvorfor PROSA-medlemmer står i støvregnen med plastikkrus med dampende kaffe og gule refleksveste.

– Det er en mærkelig følelse at stå ude foran sin arbejdsplads, hvor man har arbejdet i 12 år, og ikke må gå ind. Der står to vagter og holder øje med, at jeg ikke går ind. At der er andre, der så bliver kaldt ind af virksomheden til at løse mit arbejde, det er en meget ubehagelig følelse, forklarer Mads Englund til DR.

I dagene inden aktionen er CSC begyndt at hente vikarer ind til at løse konfliktramt arbejde. Og vikarerne skal læres op af netop de ansatte, som de skal overtage arbejdet fra, hvis de går i strejke.

Ledelsen hiver de ansatte ind en ad gangen og giver den samme besked:

– Du skal lære ham ordentlig op og være rar ved ham, ellers bliver du fyret, lyder det fra lederne, fortæller tillidsrepræsentant på CSC Lotte Mikkelsen.

Indere på vej

CSC arbejder på at hente mindst 22 indere op til at kunne undergrave den store strejke, som PROSA har varslet for op mod 400 ansatte. Den strejke kan fra 1. juni lamme en række vigtige it-systemer som Skat og Politi og er derfor udtænkt til at få ledelsen tilbage til forhandlingerne.

Én efter én triller bilerne igennem den symbolske blokade. De fleste ruller vinduet ned, råber held og lykke og får en løbeseddel til gengæld.

Men det er ikke svært at se, at enkelte ikke har lyst til hyggesnak denne morgen. Pludselig fræser en blå bil igennem blokaden i høj fart. Manden på førersædet har solbriller og kasket på.

– Han var nok en af skruebrækkerne, bliver de gule veste enige om.

"Svineri"

Klokken 9 udbryder der klapsalver. En stor gruppe ansatte har forladt deres skrivebord og går ud til de lockoutede ved blokaden for at snakke og vise deres støtte i en times tid. De fleste trækker den så længe de kan, før de skal være på deres plads igen klokken 10.

Der er en ekstrem dårlig stemning inde på kontorerne. Og en af vikarerne har vist også allerede sagt op efter to dage, fordi det var for surt, forklarer de.

TV 2 News-reporteren ser sjov ud, da han interviewer Margit Hoe, der også er lockoutet. Han må bøje benene og gå meget ned i knæ, for at kameramanden kan filme over hans skulder og stadig få hende med i billedet.

En af de ivrige uddelere er Albert Brink, der hilser på samtlige biler, der triller igennem blokaden og ind på p-pladsen.

– Langt hovedparten af vores kollegaer er rigtig glade for, at vi står her. De mener, at skruebrækkeri er noget svineri, fortæller Albert Brink, der ligesom de andre er lockoutet.

Dansk løn?

Med en megafon råber Finn Sørensen, næstformand i den lokale 3F-afdeling, forsamlingen op. Han holder gæstetale, men hans papirer blafrer i vinden, så han må joke sig til et par kunstpauser, så han kan få styr på papirerne.

Han mener, konflikten er afgørende for både andre it-professionelle og resten af fagbevægelsen.

– Hvis CSC-ledelsen får sin vilje her, vil de andre it-firmaer få blod på tanden, advarer han og forsikrer om, at LO-fagbevægelsen står bag PROSA.

Det drejer sig om, hvorvidt vi fortsat skal have danske lønninger i Danmark, eller om vi skal ned på indisk niveau.

– Hov, nu har CSC hejst dannebrog i stedet for deres egne flag, lyder det senere fra flere. 

Folk vender sig om og ser op på den store facade 50 meter fra indgangen.

CSC's navn og logo pryder ikke længere de tre flagstænger, som da blokaden startede to timer tidligere.

I stedet har ledelsen tilsyneladende hejst tre styk dannebrog. Om det er for at signalere respekten for de danske lønvilkår eller for at se godt ud for pressen, var dog ikke lige til at afgøre tirsdag morgen.