Arbejdsmarkedet

IBM-ansatte organiserer sig internationalt

IBM-ansatte er så trætte af manglende indflydelse, at de nu mødes internationalt og debatterer deres arbejdsplads. PROSA tog med den IBM-fyrede Claus Juul til konference i Paris om problemerne med it-giganten.

Når arbejdsgiverne opererer på internationalt plan, er en fagforening som PROSA også nødt til at gøre det. Derfor har PROSA aktivt engageret sig i arbejdet med at puste nyt liv i et globalt netværk af IBM-medarbejdere, også kendt som IWIS eller IBM Workers International Solidarity. 26.-28. juni bar noget af dette arbejde frugt, da 55 deltagere fra fire verdensdele satte hinanden stævne til en international konference i Paris. Fra Danmark deltog faglig sekretær i PROSA, Hanne Lykke Jespersen, det klausulramte PROSA-medlem og nu tidligere IBM-ansatte Claus Juul samt faglig medarbejder Bjarke Friborg.

- Jeg er dybt overrasket over, hvad jeg ser som IBMs systematiske tilsidesættelse af regler, lyder det fra Claus Juul, der blev fyret før sommerferien pga. sin åbenmundede kritik af IBMs hemmelige jobklausuler.
-Jeg har hørt utroligt meget under konferencen, om hvad IBM tror, de kan slippe af sted med. Der er behov for systematisk at samle den information og gøre omverdenen opmærksom på, hvad det er, IBM står for, siger Claus Juul.

Globalt modspil
Stor arbejdsbyrde, manglende ledelsesinformation og et stigende pres på løn- og arbejdsforhold er åbenbart udfordringer, der er fælles for IBM-ansatte i hele verden. Dertil kommer f.eks. de hemmelige jobklausuler i Danmark, påstande om aldersdiskriminering i Belgien, udhuling af pensionsordninger i USA samt udnyttelse af gratis arbejdskraft i Indien. For den nyvalgte IWIS-koordinator, Lee Conrad fra den amerikanske IBM-fagforening Alliance@IBM, er det vigtigt, at medarbejderne ikke bliver spillet ud mod hinanden.

- I USA har vi tabt mange arbejdspladser pga. offshoring til bl.a. Indien, Brasilien og Kina. Samtidig udhules og indskrænkes goder, f.eks. pensioner og sundhedsforsikring. IBM begrunder det med konkurrencen fra billigere lande. For os er løsningen dog ikke at stoppe den globale økonomi, men at de IBM-ansatte i forskellige lande går sammen om at få IBM til at opretholde en vis standard. Det er også vigtigt at vise IBM, at vi er klar til at møde dem - uanset om det er Providence, Rhode Island eller Bangalore, Indien, fortæller Conrad.

- IWIS er åben for alle fagforeninger, der organiserer IBM-ansatte. Det er vigtigt for os at bidrage til mere enhed, ikke mindst i de lande, hvor de ansatte er fordelt mellem flere forskellige forbund. Forhåbentlig kan den internationale ramme være med til at få flere til at løfte blikket, lyder det håbefuldt fra den faglige IBM-veteran, der selv har arbejdet over 20 år i selskabet.

Fagforeninger vil have dialog
På konferencen var der repræsentanter for 17 fagforeninger fra 13 forskellige lande, bl.a. Argentina, USA, Indien, Japan samt en lang række europæiske lande.

- Generelt var der stor frustration over IBMs generelle modvilje over for dialog med de ansattes repræsentanter og organisationer, fortæller faglig sekretær Hanne Lykke Jespersen og fortsætter:

- IBM foretrækker helt klart at se på de ansattes frustrationer som noget individuelt, også selv om problemerne er udbredte blandt mange. Som fagforbund er vores udgangspunkt selvfølgelig de ansattes synsvinkel. Men vi kan heller ikke se andet, end at IBM går glip af en vigtig samarbejdspartner. Tillidsvalgte kan jo netop være med til at få ting til at glide lettere og til at forebygge, at problemerne hober sig op. I flere lande har IBM pga. lovgivningen eller fagforbundenes styrke været nødt til at indgå overenskomster, f.eks. i Norge, Sverige og Finland samt Tyskland og Italien. Her har det været muligt at få nedskrevet nogle spilleregler, bl.a. om information og dialog med de ansattes repræsentanter osv. Det er et stort skridt frem, men der er stadigvæk lang vej at gå, før IBM fuldt ud anerkender de ansatte som en samarbejdspartner.

Læs mere om PROSAs arbejde for IBM-ansatte i Danmark og internationalt på www.prosa.dk/ibm eller send mail til ibm@prosa.dk.

IWIS - IBM Workers International Solidarity

Formål:
• Indsamle og dele information om IBMs strategi samt konsekvenserne for IBMs ansatte

• Støtte og forsvare medarbejdernes interesser, såvel i IBM som i IBMs underselskaber og underleverandører

• Mødes jævnligt for at udvikle en fælles strategi og fælles mål samt planlægge aktioner for at opnå disse mål

• Aktivt støtte og fremme lokal faglig organisering

IWIS: iwis.ibm.free.fr


USA: www.allianceibm.org
DK: www.prosa.dk/ibm