Adskillige computersystemer er med til at forme trafikken på de danske veje anno 2013. I den helt simple ende finder man kontrolsystemet Electronic Stability Control, der er lovpligtigt i nye biler i dag. Dette system er i stand til - på autonom vis - at bremse hjulene individuelt, hvis bilen er ved at skride. Også langt mere komplekse systemer - der bliver mere og mere intelligente – har overtaget forskellige aspekter af kørslen. Det gælder blandt andet systemer, der - via alverdens sensorer - kan læse verden omkring sig, tage kontrol med bremser, acceleration og styretøj, parallelparkere autonomt, komme nødsituationer i forkøbet og så videre.
Systemerne går i dag under navne som "Cruise Control", "Lane Keeping Assist" og "Advanced Emergency Braking System" og kan findes i modeller fra snart sagt alle de store bilproducenter: Audi, Volvo, Volkswagen og så videre. Senere i 2013 vil udviklingen tage et spektakulært skridt. Her sender en af de mest progressive bilproducenter på området – Daimler - nye Mercedes E- og S-modeller på gaden, som kan køre autonomt ved hastigheder på op til 200 kilometer i timen. Dog skal føreren fortsat holde hånden på rattet – for god ordens skyld.
Ved hjælp af radar, ultralyd og forskellige former for kameraer – blandt andet et 3D-kamera – holder Mercedesen konstant øje med verden omkring sig. Dens computere kan læse trafikskilte og genkende fodgængere, dyr og vejstriber. Og ud fra de fusionerede sanseindtryk kan computerne tage kontrol med bremser, acceleration og styretøj samtidig. Dermed kan bilen "køre sig selv" i længere tid ad gangen.
Også andre producenter er på vej med computersystemer, der kan køre bil autonomt i længere tid ad gangen. Volvo kommer med en såkaldt ’traffic jam assistance’ næste år - et computersystem, der kan køre bilen autonomt i tæt trafik med op til 50 kilometer i timen. Ford kommer med et lignende system i mainstream-biler om fem til syv år.
Kan minimere trafikuheld
Myndighederne er så begejstrede for den slags systemer, at de løbende bliver gjort lovpligtige. For eksempel vil det såkaldte "Advanced Emergency Braking System" blive lovpligtigt i nye busser og lastbiler pr. 1. november 2013. Systemet bremser bilen autonomt, hvis der er fare for kollision.
Begejstringen skyldes, at computerne øger trafiksikkerheden markant. Victor Hollnagel er bilinspektør i Trafikstyrelsen og har igennem tre årtier inspiceret mere end 1.000 trafikuheld.
– Jeg er helt overbevist om, at de her semiautonome biler kan minimere antallet af trafikdræbte. Jeg tror næsten, at man med tiden kan opnå 100 procents sikkerhed, siger han.
Samme vurdering lyder fra Rådet for Sikker Trafik. Generelt har myndighederne stor tillid til producenterne – både i Danmark og EU. Rationalet er, at ingen producent har råd til at sende et fejlbehæftet system på markedet.
Ingen avislæsning bag rattet
Der er dog lang vej til biler uden rat. De kommende luksus-Mercedeser kan for eksempel kun "køre sig selv" på lige eller letbugtede strækninger. Og føreren skal fortsat holde hånden på rattet, selv om bilen kan køre sig selv - fordi det er lovpligtigt.
Men på længere sigt er mulighederne uanede. For eksempel arbejder Volvo, Audi, Honda og andre producenter i det såkaldte Car 2 Car Communication Consortium på at få biler til at kommunikere trådløst med hinanden og vejene omkring dem. På den måde vil bilerne kunne forudsige en lang række krisesituationer - og helt nye muligheder for autonome biler vil åbne sig.
Men det er ikke bilproducenterne og deres underleverandører, der er længst fremme. Derimod peger forskere, som arbejder med autonome biler, typisk på softwaregiganten Google som den mest interessante pionér lige nu. Googles eksperimenterende robotbiler har, ved hjælp af roterende laserscannere på taget, kørt over en halv million kilometer i USA – også på motorveje og i bytrafik. Dette er foregået stort set uden menneskelig assistance, og alligevel - eller måske netop derfor - har bilerne endnu ikke været skyld i ét eneste uheld. I februar i år vakte chefen for autonom kørsel hos Google opsigt på en konference afholdt af Society for Automotive Engineers:
– Vi forventer at lancere teknologien i løbet af de næste fem år. Men vi har endnu ikke besluttet os for, i hvilken form den bliver lanceret, sagde han.