PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Intelligente maskiner indtager verden omkring os

I de kommende årtier vil kunstig intelligens vende op og ned på verden, som vi kender den, mener forskere.

Når ordet "intelligens"bliver nævnt i forbindelse med computerteknologi, er det nærliggende at tænke på de menneskelignende robotter i "Star Wars", "The Terminator", "A.I." og andre science fiction-klassikere.

Men den slags robotter hører kun hjemme i film.

Til gengæld sniger andre, langt mere simple og specialiserede, intelligente maskiner sig ind i trafikken, på slagmarkerne, klodens fabrikker, finansmarkederne og mange andre steder. Modsat science fiction-robotterne er disse maskiner kendetegnet ved at have stærkt afgrænsede funktioner. Men netop denne form for kunstig intelligens har et kolossalt potentiale. Det mener blandt mange andre Thomas Bolander, der forsker i kunstig intelligens på Danmarks Tekniske Universitet.
– Kunstig intelligens og robotik kommer til at ændre vores liv meget mere, end internettet har gjort, vurderer han.

Siden 1990’erne har de digitale hjerner taget stormskridt, og resultaterne har været til at tage at føle på. For eksempel bliver en stor del af verdens aktiehandel i dag foretaget af intelligent software. Softwaregiganten Google har – blandt andre – udviklet selvkørende biler, og der eksperimenteres med selvstyrende droner. Samtidig har en række spektakulære "showcases" overrasket verden. I 1997 vandt IBM’s supercomputer Deep Blue for eksempel over den daværende verdensmester i skak, Garry Kasparov. Og i 2011 vandt en ny IBM-computer ved navn Watson en stor sejr i Jeopardy over verdens to bedste menneskelige Jeopardy-spillere, Brad Rutter og Ken Jennings.

Optimismen er stærk blandt højt profilerede forskere, og der arbejdes hårdt på sagen. Norbert Krüger, der forsker i kognitiv robotik ved Syddansk Universitet, fortæller:

– Jeg vil vurdere, at der er 10.000 forskere over hele verden, som arbejder på alle de indbyrdes forbundne forskningsområder, som har med kognitive robotsystemer at gøre. Der har været en kæmpe vækst i forskningsindsatsen på området i de sidste 20 år.

Prosabladet har udvalgt tre af de områder, hvor intelligente maskiner har luft under vingerne lige nu: arbejdsmarkedet, bilindustrien og slagmarken. Men først vil vi skabe en grundforståelse for det omdiskuterede begreb "kunstig intelligens".