Arbejdsmarkedet, Fagforeningernes rolle, Outsourcing, offshore

Investorerne vil bare høste gevinsten

Da diktaturet i Chile faldt i 1990, troede alle, at de venstreorienterede regeringer ville skabe bedre vilkår for de ansatte. I stedet er landet blevet et paradis for udenlandske investorer, der næsten ikke betaler skat, og som kan behandle de ansatte som deres ejendom.

– Chile er i virkeligheden langt mere liberalistisk end eksempelvis USA. Her bestemmer arbejdsgiveren det hele, og de ansatte har næsten ingen beskyttelse.
Så konsekvent lyder ordene fra Ricardo Campos, der er formand for teknologi-fagforeningen Sinate, der organiserer folk inden for især it-, tele- og callcentre. Fra foreningens hyggelige kontorer i den historiske del af Santiago centrum organiseres en hård kamp, der næsten altid er op ad bakke. Kun få tør organisere sig af frygt for at miste deres arbejde.
– Hvis arbejdsgiveren fornemmer, at en fagforening er på vej, så opretter han sin egen fagforening, som han selv kan kontrollere. Det er næsten helt håbløst at gøre noget ved, siger Campos.
Alligevel er det dog i det små lykkedes at få en form for overenskomster op at stå rundtomkring. Ikke som i Danmark med store fælles-overenskomster, men små lokale aftaler.
– Før i tiden handlede det meget om konfrontation, men det fik vi meget lidt ud af. I dag går vi derfor mere teknisk til værks, så vi ikke kommer til at kræve mere, end virksomhederne selv ser sig i stand til at levere. Dermed undgår vi dyre strejker, som vi alligevel ikke har økonomi til at gennemføre.

Kommer for at spare penge

Foreningens største udfordring er den store mængde af udenlandske callcentre, der er begyndt at etablere sig i byen – nogle gange med 3-4.000 ansatte. Selvom de typisk kommer fra USA eller Spanien, så har de ingen intention om at indføre arbejdsforhold, som ligner deres eget hjemmemarked.
– De kommer her jo for at spare penge og trække overskuddet ud skattefrit, så mange opfører sig værre end de chilenske virksomheder, siger han og peger på, at lønnen kan være så lav som 2.000 kroner om måneden – kun en lille smule mere end den mindste lovlige minimumsløn, der ligger på 1.600 kroner om måneden.
En løn, der typisk gives til gadefejere og hushjælp. Og i modsætning til gadefejere skal mange it-ansatte selv købe deres computere og andet udstyr for overhovedet at få lov til at arbejde.
I en sådan situation forarger det Campos, at virksomhedernes overskud bare stiger og stiger. I 2009 voksede det gennemsnitlige overskud i børsnoterede virksomheder med 15 procent i Chile – uden at lønningerne har flyttet sig nævneværdigt. Det øger uligheden, og det motiverer fagbevægelsen til at fortsætte kampen.
En meget anvendt metode er at gå ind på en arbejdsplads og forære de ansatte et gratis medlemskab af Sinate. Når der er kommet tilstrækkeligt med medlemmer, forsøger Sinate at gå ind og forhandle. Først derefter begynder de ansatte at betale kontingent.
– Men det er altid en farlig øvelse, for det er utroligt let at fyre folk. Virksomheden kan bare sige, at der har været ændringer i organisationen, og de derfor ikke har brug for de ansatte længere.

Fremgang i retssager

Ved fyringer kæmper Sinate ofte sagen på vegne af de ansatte, og netop retssagerne er det eneste punkt, hvor Campos ser en smule fremgang.
– Det er svært at vinde sagerne, men heldigvis kan de nu gennemføres på under seks måneder. Før tog det mindst fire år, og så kunne vi lige så godt opgive, siger han.
En anden metode til at forbedre de ansattes rettigheder går på at arbejde mere politisk. Derfor har fagforeningen de senere år arbejdet på at få nøglepersoner ind i bestyrelsen, som kender til politik, PR og virksomhedsforhold.
– Vi har fået bedre resultater og mere viden ud af det, siger Campos, der håber, at Chile med tiden vil magte at sætte nogle minimumskrav for de ansatte.
– Som minimum skal man da beskyttes som fagligt aktiv og ikke tvinges til at arbejde gratis. Det nytter jo ikke, at Chile har en officiel arbejdstid på 45 timer om ugen, når der ikke er nogen, som overholder det. Derfor håber vi, at vi kan få regeringen i tale og få skabt nogle love, som kræver, at arbejdsgiverne overholder visse minimumsregler. Vi synes også, at regeringen bør gå ind i treparts-forhandlinger om overenskomster, men det har den også afvist hidtil.
Ricardo Campos tilføjer:
– Mange af problemerne stammer tilbage fra diktaturets tid, hvor den private ejendomsret havde større betydning end arbejderklassen. Det gjaldt bare om at holde folk dumme, og på det punkt er det ikke blevet meget bedre. Regeringen bygger ganske vist nogle meget flotte skoler, men bag murene udvikler eleverne ingen selvstændig kreativitet og slet ikke en kritisk stillingtagen til vores samfundsmodel.
Sinate vurderer, at kun 10 procent af de ansatte i private virksomheder er organiseret.
– Desuden er de ansatte fordelt over ekstremt mange forskellige fagforeninger, så det gør det endnu sværere, siger formanden, der godt kunne ønske sig overenskomster med et minimum af rettigheder såsom gratis udstyr til de ansatte.
– Det er kun chefen, der har den slags personalegoder, forklarer Campos, der dog håber, at forholdene ændrer sig langsomt til det bedre.
– Landet bliver hele tiden lidt rigere, og vi har det trods alt bedre i dag end for 20 år siden. Men forskellene på rig og fattig øges hele tiden. Og det vil ikke ændre sig, hvis vi ikke får skabt et bedre fagligt sammenhold.