It og samfund

It-giganter under pres

Direktørerne for Amazon, Apple, Google og Facebook var for en gangs skyld i defensiven, da de for første gang var indkaldt samlet til en høring i den amerikanske kongres om techgiganternes forretningsmodel.

Svarene fra de fire topchefer var ifølge nyhedsbureauet Reuters forventelige og kan koges ned til: ”Så store er vi heller ikke, konkurrencen er hård, og brugerne elsker os”. Googles direktør, Sundar Pichai, blev spurgt, om søgegiganten bruger overvågning af internettrafik til at holde øje med sine konkurrenter, men Pichai kom med et vagt svar om, at Google ”prøver at forstå tendenser ud fra de tilgængelige data”.

Stifteren af Amazon, Jeff Bezos, forklarede, at virksomheden har en politik om ikke at bruge data fra sine brugere til at styrke Amazons forretning.
”Men jeg kan ikke garantere, at den politik aldrig er blevet overtrådt”, sagde han.

De amerikanske politikere udspurgte også Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, om, hvorvidt Facebook nogensinde har kopieret funktioner fra konkurrenter.
”Vi har bestemt brugt funktioner, som andre har været førende indenfor”, lød svaret fra Zuckerberg.

ohl