– Hvis ikke jeg havde haft en god kollega, som viste mig, hvordan systemerne virkede, så havde jeg nok ikke klaret prøvetiden, forklarer Cristian Salas Delgado, der i dag vedligeholder administrative systemer til små virksomheder.
Han kommer fra en familie, der i mange år har overlevet på at sy og sælge tøj på markedet i centrum. Ikke en tradition, som Cristian Salas Delgado ønskede at fortsætte. Hans far betalte ham derfor en teknisk uddannelse til 500 kroner om måneden. Men til gengæld skulle Cristian Salas Delgado arbejde i faderens forretning så meget som muligt.
– Vi havde ikke råd til en universitetsuddannelse, så jeg måtte nøjes med et ret ukendt institut, der ikke var statskontrolleret. Undervisningen var heldigvis ikke dårlig, men jeg kunne ikke få en ordentlig praktikplads, og det medførte store problemer, erkender Cristian Salas Delgado, der i en lang periode var i praktik i en virksomhed, som servicerede printere og periferi-udstyr.
Ikke meget værd, når man vil være programmør.
Heldigvis fik Cristian Salas Delgado til sidst et job som udvikler af administrative økonomisystemer til små og mellemstore virksomheder. Desværre så sent, at han havde glemt meget af det faglige fra skolen. Men en kollega fik ham hjulpet i gang, og i dag kører det rigtigt godt.
Gratis ekstraarbejde
Cristian Salas Delgado passer nogle faste kunder med alt fra installation til support og service. Kunderne køber virksomhedens standardløsning kombineret med særlige skræddersyede tilpasninger. Og det er hårdt arbejde, forklarer han.
– Kunden forventer, at jeg laver en del ekstra, uden at vi sender ham en regning på det. Så jeg kan godt sidde en halv lørdag med en tilpasning, som ingen betaler for, forklarer Cristian Salas Delgado, der kun får omkring 3.000 kroner i fast månedsløn – uden mulighed for tillæg. Ikke meget mere end en medarbejder i et callcenter, der får 2.000.
Arbejdspladsen ligger lige midt på den mondæne plads Plaza de Armas, men ud over det er der ikke meget mondænt over arbejdspladsen. Kontoret er på tre kvadratmeter, og der skal være plads til to personer derinde. Prosabladet får ikke lov til at fotografere på stedet, hvor Cristian Salas Delgado har lært at leve med forholdene i arbejdstiden, som typisk går fra klokken 8 til 20. Men ofte er kolleger på kundebesøg, og så lettes presset. Frokoststuen er dog et stort problem, fordi der ikke er plads til, at alle kan sidde der, og slet ikke plads til, at de varmer deres mad. I Chile får man varm mad til frokost – typisk medbragt i plastikbøtter. Frokost på restauranter i centrum har kun de bedre lønnede adgang til.
Alligevel betragter Cristian Salas Delgado sig som heldig i forhold til mange andre. Hans status som professionel har eksempelvis medført kontakt til en sød bogholder, som også er rimeligt lønnet.
– Vi har fået råd til at købe en helt ny treværelses lejlighed i Santiago – og jeg tror også, at vi får råd til en lille bil, forklarer han, for dog straks at indrømme, at det også vil sætte ham i stor gæld.
– Alle sætter sig jo i gæld for tiden, og på trods af det har jeg det jo godt på mange måder. Jeg udvikler mig, og jeg kan jo som professionel strække normerne lidt. Måske møder jeg ind lidt senere, fordi jeg skal på kundebesøg, og nogle gange har vi rent faktisk tid til at hygge os eller gå på café, uden at chefen brokker sig.
Endnu en fordel er rygeforbuddet på kontoret.
– Det betyder jo, at vi rygere må ned på gaden af og til.
Hans største håb er lige nu, at hans nærmeste kollega vil få held med at emigrere til Sverige for at prøve lykken. Så vil Cristian Salas Delgado nemlig være den eneste, som kan programmere på stedet.
– Så skal jeg op til chefen og bede om lidt mere i løn. For så er jeg uundværlig nok til, at han næppe vil sige nej.
