It-support på speed-dial

It-supporterens kollegaer forventer, at han stiller ved deres computer straks, efter de har ringet efter hjælp. Det viser en undersøgelse foretaget af netværkseksperten SolarWinds blandt omkring 1.800 respondenter i syv forskellige lande. Faktisk er danskerne blandt de hyppigste til at ringe efter it-hjælp. Knap hver anden af de adspurgte danskere har ringet efter it-hjælp op mod femten gange i løbet af det seneste år og er dermed nogle af de mest it-krævende - foran medarbejdere i lande som England, USA og Australien.

Men inden it-afdelingen kontaktes, forsøger 73 procent selv at fikse it-problemet eller hente hjælp hos en kollega. Lykkes det ikke, og der ringes til it-afdelingen, forventer 64 procent, at problemet løses inden for en time. 31 procent vil kun vente i 30 minutter, mens 18 procent vil have problemet løst med det samme.

Trods utålmodigheden viser undersøgelsen også, at langt de fleste danskere er glade for it-supporten. Hele 73 procent er tilfredse med den hjælp, de får, og lidt mere end en tredjedel giver selve it-programmet skylden frem for it-afdelingen, når systemerne bryder sammen. 

sny