I dag sidder Jesper Aronro, 37 år, i sit hus på Gyllingnæs og kan se sine tidligere kolleger køre forbi til Narayana Trykkeri, hvor han selv arbejdede indtil oktober 2004. Det var ikke hvilken som helst it-stilling han sagde ja til i 2002. Trykkeriet hvor han arbejdede som it-ansvarlig i to år er nemlig ejet og drevet af en hinduistisk sekt. Blandt de ca. 60 ansatte i trykkeriet og det tilhørende landbrug, går nonner og munke - som sekt-medlemmerne kaldes - rundt og hjælper til.
- Jeg så ikke noget problem i det. Hvis de passede deres livsanskuelse, så passede jeg min, fortæller Jesper om jobbet der kun lå tre kilometer fra hans hjem.
Og det første halve år gik da også rigtig godt, selvom der var meget at se til som ene-mand med 60 pc´ere, 40 MAC´ ere og 15-20 servere. De smukke og velholdte gårdanlæg omkranset af tre mindre templer og snorlige landbrugs-bygninger efterlader et indtryk af et sted med styr på tingene. Der er rent og pænt og udstyret er i orden. Men det var en særegen form for orden, skulle Jesper snart opleve.
Sektmedlemmer ved bedst
- Hvis fx truckføreren er sektmedlem og undrede sig over mit it-arbejde, så blev jeg kontaktet. Dvs. jeg havde 60-70 chefer, fordi sektmedlemmerne holdt øje og hele tiden havde det sidste ord - selv på mit fagområde, fortæller Jesper om den følelse af kontrol, han efter det første halve år begyndte at mærke til.
Det udmøntede sig bl.a. i, at fire-fem munke blandede sig i it-området og - med mindre og større held - havde fingre i systemerne og back-upen. Alle havde i princippet adgang til alt og det var uproblematisk at logge sig på som en anden.
- En gang kom jeg tilbage efter ferie og fik skæld ud fordi back-upen ikke havde kørt, giver Jesper som eksempel.
- Det viste sig, at nogle af munkene havde været inde og pille og slå ting fra, for det var da helt forkert sat op, fortalte de mig. Men de havde slet ikke indsigt i det store komplekse back up-system.
Masser af skæld ud
Alligevel ender Jesper med at få både skyld og skæld ud. Det skal vise sig at blive reglen mere end undtagelsen. Han oplever adskillige gange at blive hevet til side og få læst og påskrevet, når han har gjort noget, som sektmedlemmerne ikke billiger.
- Jeg kunne få skæld ud fordi jeg havde sagt til en bruger, at jeg ikke lige havde tid nu til at hjælpe, fordi jeg sad med en server der var ved at styrte, hvilket ville påvirke 70 menneskers arbejde. Men det er ikke et argument for dem - jeg skulle bare gøre som de sagde.
Han oplevede også, at når han sad med en hasteopgave - fx en server der var ved at gå ned - konstant at blive ringet op: Hvad laver du? Hvad er der galt? Det var så udtalt, at en it-konsulent som Jesper sad med i en periode, skrev ind i sin rapport, at arbejdet var blevet udført trods konstante kontraordrer og indblanding.
- Og det er folk uden teknisk indsigt, så jeg kunne ikke begynde at forklare noget. Det var for at stresse mig, fordi jeg som udefrakommende ikke skulle tro, at jeg kunne noget, giver Jesper som forklaring på den mærkelige adfærd.
Som en båndoptager
Efterhånden startede hver arbejdsdag med, at Jesper holdt møde med en, to eller tre sektmedlemmer, der fortalte ham, hvad han skal lave i løbet af dagen. Noget han langt hen ad vejen synes fungerede udmærket, men det er tydeligt, at hans input og spørgsmål ikke er velkomne. Og hans spørgsmål kunne heller ikke besvares, da dem der satte ham til opgaverne ikke var it-kyndige og blot vidregiver de ordrer, de selv har fået.
- Så når jeg spurgte ind til noget, gentog de bare det samme igen - som en båndoptager, husker Jesper og forklarer, at sådan var beslutningsgangene på et sted, hvor der reelt kun var to sektmedlemmer øverst oppe der bestemte.
- Så hvis jeg skulle lave noget, skulle jeg hive fat i et sektmedlem, der så skulle gå videre op i systemet. Og de var svære at fange, men det var mig der fik skæld ud, hvis jeg ikke havde gjort nok - så var det min skyld, at jeg ikke havde været vedholdende nok i mit forsøg på at fange dem, forklarer Jesper.
Arbejdsdagene bliver travle og lange. Ofte droppes frokostpausen, for der var ikke nogen forståelse for, at han havde brugt tre timer på en server, når der var et medlem eller en ansat der havde problemer med musen. Jesper tog også derud nogle aftener. Han fik nemlig først meget sent i ansættelsen forbindelse hjemmefra.
- Det stolede de ikke nok på mig til, siger Jesper.
It-afdelingen rømmes
I Påsken 2004 tager Jesper således igen ud på sit arbejde. Da han kommer, er it-afdelingen væk - lokalet er ved at blive tømt og han får at vide, at han skal sidde blandt en masse andre ovre i administrationen. Det gør langt fra arbejdsdagen nemmere. Låsene til it-afdelingen bliver skiftet og det bliver besværligt at få adgang til it-lageret. I perioder må Jesper bede om nøgle for at få adgang. Ved samme lejlighed mister han den eneste reelle it-kollega, han har haft. De giver deres eget samarbejde nådestødet, da de laver en rapport og fremlægger den for de øverste medlemmer.
- Planen indebar, at det skulle være tydeligt at se, hvem der havde ansvaret for hvad, så alle ikke pillede i alt. Desuden skulle man lave nogle standardsystemer, hvor folk rent faktisk loggede på som sig selv og så kun havde rettigheder til det, de skulle arbejde med.
Efter det møde flyttes Jespers kollega til en anden afdeling - til begges store beklagelse. Jesper var igen alene og skulle ikke komme med flere gode ideer. Han foreslog dog, at trykkeriet skulle få sin egen mailserver. Det blev modtaget godt af ledelsen, der opfordrede ham til at gå igang, så de straks kunne tage det i brug.
- Jeg knoklede på for at få det færdigt. Men da den var klar, fik jeg beskeden, at "det venter vi lidt med." Og den samme besked fik jeg hver gang, jeg spurgte. Så til sidst holder man op med at spørge. Som ikke-sektmedlem får man ikke nogen forklaring, fortæller Jesper.
I dag har trykkeriet stadig ikke sin egen mailserver.
Må ikke tale med leverandører
Jesper får også forbud mod at tale med trykkeriets leverandører. Når der holdes leverandør-møder gøres det efter Jespers arbejdstid eller når han ikke er der. Jesper føler, han er ved at blive kørt ud på et sidespor og det bekræftes, da trykkeriets leder spørger om han vil flyttes til den grafiske afdeling.
- De siger, det er synd for mig, at jeg er helt alene i it-afdelingen og at jeg kan lære produktionen at kende ved at komme ned i grafisk afdeling.
Jesper er dog overbevist om, at det ikke var medmenneskelighed der stod bag forslaget, men et ønske om, at få Jesper væk fra it og ned i HK-regi. Han takker nej til tilbuddet.
- Flere HK´ere er gået ned derude, men HK vil ikke røre ved stedet. De vidste, at det ikke ville blive så nemt med PROSA, som jeg insisterede på at forblive medlem af, da jeg begyndte derude.
Ingen licenser
Jesper mærker, at tingene spidser til og beslutter sig for, at det skal være nu, han melder bredt ud, at trykkeriet har et helt konkret it-problem, som ikke er blevet taget alvorligt: Licenser.
- Trykkeriet brugte software uden licen-ser. Der blev købt et stykke software som så blev kopieret i 10-20 eksempler. Efterhånden som jeg havde været der nogen tid, virkede det som en bevidst strategi og det var et stort problem for mig som it-ansvarlig. Det var mig der kunne blive fyret og hængt ud på grund af det, fortæller Jesper.
Det sidste halve år af sin ansættelse er Jesper ved at have fået nok af den evige kontrol og indblanden og han er jævnligt i kontakt med Hanne Lykke Jespersen, faglig sekretær i PROSA, for at få råd og støtte. Hun bakker ham op i at gøre opmærksom på licens-problematikken. Og til at skrive endnu en mail, da ingen reagerer på den første.
- I den anden mail skriver jeg, at jeg ikke kan håndtere den software, vi ikke har licensen til, fordi det som it-professionel sætter mig i en klemme.
Det får trykkeriets øverste op af stolen og de finder Jesper ude på gårdspladsen og forlanger, at han kommer med ind og holder møde med dem.
- Jeg fortæller dem, at jeg har holdt det sidste møde med dem, hvor de tilsviner mig og at jeg vil have en fra min fagforening med, husker Jesper om det dramatiske optrin der ender med, at han tager hjem - og kaster op. Halvandet års utåleligt pres kommer væltende. Jesper sygemeldes og bliver fyret af Narayana Press "på grund af omstruktureringer". Det får faglig sekretær Hanne Lykke til at gå trykkeriet på klingen: Hvilke omstruktureringer? Hvad har arbejdspladsen gjort for at undgå at fyre folk? Og på Jespers vegne kræver hun 90.000 kr. for uberettiget fyring. Det har trykkeriet accepteret.
Hjernevask
På spørgsmålet om hvorfor Jesper ikke sagde fra, svarer han:
- Jeg har overrasket mig selv mange gange i dette forløb. Selvom jeg har et stort temperament, prøvede jeg virkelig hver gang at spille med og tænke, at nu var det her så spillereglerne og sagde til mig selv, de måske havde ret.
Et par samtaler hos PROSAs arbejdspsykolog Einar Baldursson satte tingene på plads. Han betegnede det, Jesper har oplevet på sit arbejde som en form for hjernevask og psykisk tortur.
- Jeg har været så glad for samarbejdet med psykologen og PROSA. Alternativet ville være, at jeg idag sad og tyggede i gulvtæppet. Når du i så lang tid - flere gange dagligt - får at vide, at du ikke dur til noget, så gør det noget ved dig.
Derfor skal erstatningen på 90.000 kr. også bruges på familien, der har holdt for. Jesper rejser til Korea med sin koreansk fødte kone og deres lille søn. Hun blev bortadopteret til Danmark fra Korea som toårig. Rejsen er det første møde med hendes koreanske familie.
