Brugerpanelet var i sommerhumør, da Prosabladet i månedens rundspørge stillede nærgående spørgsmål til samlivet med operativsystemer. Resultatet af panelets kompetente svar tegner et broget og undertiden overraskende billede af udbredelsen og brugen af operativsystemer på arbejdspladsen og derhjemme. Ikke overraskende kunne de 87 adspurgte nærmest samstemmende fortælle, at de anvender Windows-variant på arbejdet. Mere overraskende er imidlertid brugerpanelets opgraderingslyst.
Vil skifte til Windows 7
Da Microsoft lancerede Windows Vista for et par år siden var der meget langt mellem Windows-brugere, der ivrigt rakte fingeren i vejret og kunne bedyre, at de fluks ville opgradere til den nyeste kosmetisk opdaterede Vista-version. Når vi spørger de it-professionelle paneldeltagere om deres opgraderingslyst til Windows 7, tegner billedet absolut mere positivt. Her oplyser næsten halvdelen, at de vil skifte til Windows 7, når produktet ankommer senere på året. Et mindretal siger nej, mens en restgruppe på godt 10 procent ikke har svaret.
Meget tyder desuden på, at den benhårde stillingskrig mellem tilhængere af forskellige typer operativsystemer som Windows og diverse Linux-varianter måske så småt er ved at afløses af en nuanceret holdning, hvor fordele og ulemper holdes op mod hinanden med lødige argumenter. Svarene på fordele og ulemper ved Windows tegner et broget billede af det had/kærlighedsforhold, som de fleste har til Windows. Bortset fra et par stykker, der enten slet ingen fordele eller slet ingen ulemper kunne se ved styresystemet.
Fordele ved Windows:
– Der er lavet meget software til det.
– Nemt at bruge, der findes altid drivere.
– At man er sikker på kompatibilteten til øvrige af verdens pc-brugere.
– At alle bruger det, og derfor bliver alle programmer (stort set) tilpasset til Windows.
Ulemper ved Windows:
– Dyrt, bliver ustabilt som tiden går, kræver dyr hardware efterhånden.
– Brugergrænsefladen er besværlig og uintuitiv. Stoler heller ikke på sikkerheden i Windows eller i de programmer som følger med (Internet Explorer, Mediaplayer osv.).
– Det er ikke så stabilt som Linux/Unix.
– Microsofts monopol og den manglende åbenhed omkring operativsystemet.
– Det er næsten umuligt at finde ud af, hvordan man retter en fejl. Det er langsomt. Der er ikke særlig meget brugerbestemmelse.
– Lallende ringe performance, ustabilt, bloated, usikkert, langsomt
– Det koster penge.
Mit drømmeOS
Brugerpanelets medlemmer bliver nærmest poetiske i beskrivelserne, da vi bad dem om at beskrive det ideelle operativsystem. En adspurgt beskrev det som violet, og en anden så gerne, at det blev leveret med en rød pille. Men der var nu også tale om konkret tankearbejde. Her er et udpluk af de mange svar.
Hvordan ser dit ideelle operativsystem ud?
– Ubuntu med en række forbedringer på usability-siden.
– Modulopbygget så jeg kan vælge til og fra. Det er stabilt og udnytter ressourcer effektivt. Det er let at udbygge og tilpasse.
– Som Windows XP med alt "legetøjet" slået fra, jeg er jo ikke cirkusklovn.
– Windows-brugerflade med Unix-performance og stabilitet.
– Det er ægte intelligent, skal i princippet aldrig skiftes (kun opgraderes), og husker hvad jeg vil og især ikke vil.
– Et system, der vil kunne køre alle programmer fra flere styresystemer, og som har et lavt ressourceforbrug.
– Bygger på åbne standarder, med fokus på sikkerhed og enkel/konsistent brugergrænseflade.
– Bruger ressourcer som Tiny Linux, ligner OSX, er stabilt som Solaris og opdateres med nye features lige så tit som Ubuntu. .. og så skal det leveres med en rød pille.
– Windows 7 (tror jeg).
– På en sky - som Google Crome OS.
– Smukt og velpoleret som Windows. - Yderst brugervenligt - ens intuitive indfald om hvordan man nok gør tingene skal imødekommes af systemet. - Genvejstaster til alt - muligt at anvende systemet. let og hurtigt uden brug af mus overhovedet. – Klippestabilt
– MAC OS X Hurtigt Pålideligt Smukt Intuitivt Befordrende.
Stort udbredelse af Linux
Den store arbejdsmæssige udbredelse af Windows afholder ikke størsteparten af brugerpanelets medlemmer fra at anvende diverse Linux-distributioner. Mere end halvdelen bruger Linux og omkring 25 procent gør det også i arbejdsmæssige sammenhænge. Størsteparten bruger den populære Ubuntu-distribution, men også Debian, Suse, Red Hat, CentOS, Fedora og den kompakte DSL er blandt de distributioner, som paneldeltagerne udpeger. Her er enigheden om Linux-distributionernes fordele stor. Gratis, sikkert, hurtigt, fleksibelt og små krav til hardware, lyder begrundelserne fra de fleste.
Ulemperne ved de open source-baserede distributioner har brugerpanelet også øje for:
– Den største er nok, at Linux er monolitisk opbygget, i stedet for at være bygget på mikrokernedesign.
– Der er for stor forskel mellem de enkelte distributioner med hensyn til installation og brugergrænseflader - man kan ikke altid overføre sine erfaringer fra en distribution til en anden.
– Dårlig eller ingen dokumentation, manglende eller defekte drivere.
– Utilgængeligt for almindelige brugere. Manglende understøttelse af software og få drivere til hardware.