It og samfund, Internet

Kejserens gamle software

Dårligt digitalt design er årsagen til mange af de problemer, der findes inden for moderne teknologi, hævder virtual reality-eksperten Jaron Lanier i en ny bog.

Begejstringen over internettet og hele Web 2.0-ideen er udbredt og forståelig. Information er alle vegne, og det er nemt at komme i kontakt med andre via sociale netværk som Facebook.
I denne opmarch af begejstring har der hidtil kun været få kritikere, der som drengen i "Kejserens nye klæder" punkterer myten og ødelægger den gode stemning. Clifford Stoll var først med bogen "Silicon Snake Oil", hvori han hævdede, at internettet ikke bragte os tættere sammen, men tværtimod isolerede os fra hinanden.
I nyere tid har journalisten og internet-iværksætteren Andrew Keen påtaget sig rollen som drengen i "Kejserens nye klæder". I bogen "The Cult of The Amateur" påpeger Keen, hvordan internettets gratis-princip undergraver den professionelles arbejde og skaber en kulturel legeplads domineret af glade amatører.
I denne duet af kritikere blander computer-eksperten og komponisten Jaron Lanier sig nu med bogen – eller manifestet – "You Are Not a Gadget".

Dårligt digitalt design

Lanier adskiller sig fra sine kritikere ved at være dybt involveret i teknologi – blandt andet som opfinder af begrebet 'virtual reality'. Han var på et tidligt tidspunkt rådgiver for Linden Labs Second Life og har en forsker-kontrakt med Microsoft, ligesom han underviser på San Francisco State University.
Hovedpointen i Laniers bog er – sat på spidsen – at programmører og software-udviklere på et tidligt tidspunkt ødelagde store dele af moderne kommunikationsteknologi ved at lave dårlig udtænkt arkitektur, som vi stadig må trækkes med.
Software udtrykker alt – fra, hvordan vi opfatter musik over kommunikation til udtænkning af nye ideer. Derfor må programmører være yderst forsigtige og tålmodige, når de skriver nye koder. Den såkaldte 'netværks-effekt' gør, at når programmer først er blevet udbredt – har nået 'critical mass' – er det svært at skabe alternative.
Der er skabt en såkaldt 'lock-in'-situation, som det næsten er umuligt at komme ud af igen.

Lock-in-situationer

Lanier nævner en række konkrete eksempler på, hvordan der er blevet skabt sådanne 'lock-in'-situationer.
MIDI blev skabt af synthesizer-komponisten Dave Smith i starten af 1980'erne. Programmet blev skrevet ud fra, hvordan et piano-keyboard fungerede, og var alt for simpelt til eksempelvis at overføre sang eller en saxofon til digital form. Ikke desto mindre blev MIDI de facto-standarden for musik og eksisterer den dag i dag i en iPhone – selvom det, efter Laniers mening, er en ringe teknisk løsning.
Det software, der findes bag chatrooms og blogs, er også håbløst, hævder Lanier. Det opfordrer til anonymitet, hvor det burde kræve, at folk registrerede sig med deres fulde identitet. Kun sådan kan vi have en fornuftig samtale.
Den første Macintosh, som Jef Raskin stod bag, opererede ikke med 'filer', men organiserede ens arbejde på noget, der nærmest lignede en personlig webside. Det var først, da Steve Jobs kom til, at begrebet 'fil' blev introduceret. Siden kom UNIX med filer, Windows med filer og så videre. I dag lever vi så med denne software-arkitektur, men er det den bedste? Er det klogt for menneskeheden at tænke i 'filer'?

Provokerende bog

Et måske mere overraskende eksempel på software-lock-in er Googles måde at forbinde indholdet på websider med tekstannoncer. Dette har sat en de facto-standard for, hvordan man placerer annoncer på internettet, hvorfor alle i dag må bruge dets AdSense. Men er det godt? spørger Lanier.
Jaron Laniers bog har i USA fået en blandet modtagelse. New York Times kalder bogen for 'provokerende og kontroversiel', mens andre anmeldere udtrykker irritation over Laniers mange idiosynkrasier og spørger: Er Lanier selv fanget i en form for 'åndelig lock-in', hvor gamle kendte synspunkter blot gentages?

"You Are Not a Gadget", af Jaron Lanier, er udgivet på Knopf. 195 sider. Pris: 24,95 dollar.