Kommentar: Fælles kamp mod lotto-samfundet

Faglige fællesskaber er eneste måde at sikre gode arbejdspladser. Derfor bør 1. maj have fornyet værdi for alle som ønsker ordentlige arbejdspladser.

Faresignalerne er i stigende grad derude. Vi lever i en tid, hvor magtmennesker som Musk i ramme alvor kan kræve en løn på hundreder af milliarder kroner til sig selv, samtidig med at han fyrer ti procent af arbejdsstyrken. En tid, hvor stress er en epidemi, som brænder selv unge ud i en tidlig arbejdsalder, har fagbevægelsen fået en ny kampplads. Det er ikke arbejderkamp, men kamp for alle lønmodtagere og ansatte om en tryg morgendag på arbejdsmarkedet. Ellers venter et lotto-samfund, hvor det gode liv kun gælder de få, som trækker gevinsten. 

Onsdag fejrer vi første 1. maj. Og der er noget at fejre – og endnu mere at kæmpe for

For det kan godt være, at industrisamfundets gamle arbejderkampe er vundet med seks ugers ferie, ret til barsel, sygedage, overenskomster og en række regler, som sikrer ansatte mod udnyttelse og til et værdigt arbejdsliv.

Men det er kampe kæmpet i konteksten af 8-8-8 samfundet ved samlebåndet og med en seks dages arbejdsuge.

Nu står vi i informationssamfundet, et globalt og højteknologisk af slagsen, hvor grænser er opløst sammen med arbejdstiden. Et 24-7-365 samfund, hvor arbejdsmails tikker ind på alle tider af døgnet, og hvor det kan være svært for mange at holde reelt fri.

Vi har såkaldt stressepidemi – også blandt unge, som brænder alt for hurtigt ud. Hvorfor mon?

Vi står også med en verden, hvor konkurrencen er ekstrem og kravet til kompetencer og uddannelse er stadig stigende – og hvor teknologien udfordrer dele af måden at arbejde på.

Den ekstreme grådighed vinder frem

Hvor 1. maj tidligere handlede om arbejdere, så kan man vel i dag sige, at dagen handler om lønmodtagere eller ansatte. Om alle dem, der skal kunne have et godt arbejdsliv nu og mange år frem.

Det burde naturligvis være en menneskeret.

Men det er det ikke – og de eneste, der reelt sikrer gode arbejdsvilkår og -tryghed, er det fællesskab, hvor ansatte og faggrupper samles i fagforeninger.

Må jeg minde om, at vi lever i en tid, hvor berømte og berygtede Musk i ramme alvor kan kræve 300 milliarder kroner i årsløn, samtidig med at han fyrer 10 procent af arbejdsstyrken. Han er nok det mest ekstreme, men tankesættet er ikke ukendt andre steder fra, og det vinder mere og mere ind.

Vi lever i en tidsalder, hvor arbejdsmarkedet indimellem kan minde om en lotto-kupon, hvor et mindretal løber med astronomiske gevinster, og hvor de globale firmaer har vokset sig så store og stærke, at de har enorme muskler, når det handler om at påvirke international politik, herunder de regler, som skal beskytte og sikre os alle.

Vi betaler til hinanden

Faglig organisering er alles beskyttelse i den virkelighed. Hvis vi vil bevare det gode.

Vi betaler nemlig til hinanden for at passe på hinanden.

Når du betaler kontingent, handler det ikke bare om dig, men om dine kolleger. De betaler samtidig for, at du kan få juridisk støtte, bistand, hjælp, kompensation, den bedste rådgivning og meget mere, hvis du bliver ramt.

Det handler om os.  Om juridisk støtte, som eller ville være umulig eller ruinerende. Om meget, meget mere.

Vi skal stå sammen – for ordentligheden skyld

Det er i den kontekst, at 1. maj er så vigtig – ligesom dengang underbetalte arbejdere samledes på fælleden og skabte fundamentet for det, der i dag er en dansk velfærdsstat, et samfund med historisk høj grad af lighed, beskæftigelse, tillid og tryghed.

Det er IKKE kommet af sig selv.

Der er mange årsager til, at fagforeninger er et af de vigtigste fundamenter under den danske velfærdsstat. Årsager vi desværre ofte tager for givet eller har glemt.

Vi danskere har med fagbevægelsen organiseret os til lighed, ordentlighed og respekt. Til et VÆRDIGT arbejdsliv.

Vi har gjort velfærdsstat og arbejdspladser til et fælles projekt, hvor der er regler mod udnyttelse.

Vi har bygget et sikkerhedsnet under alle og sikret os mod urimelighed.

Vi har sikret, at revolutioner er sket i form af store samfundsreformer til gavn for fællesskabet og aftalt ved et forhandlingsbord, hvor alle har haft en stemme. Hvor det er kommet fremtidige generationer til gode.

Det er faktisk helt unikt for Skandinavien.

Den danske model – vi samarbejder om fornuften og ligheden

Vi har altså et system, hvor vi mødes med forhandlingsbordet og når frem til løsninger sammen. Altså tager ansvar for alle. Også fremtiden og samfundet.

Hele fagbevægelsens kerneværdi er løbende at ændre på uacceptable vilkår – og sikre ordentlige forhold på arbejdsmarkedet.

Og det har vi gjort. Og det SKAL vi fortsat gøre. Til gavn for os alle.

Fagbevægelsen er således den virkelige historie bag væksten, rigdommen og ligheden. Til at vi kan udfolde os uden at blive udnyttet eller synke helt ned i elendighed.

Vi har sikret trygheden og tilliden til at turde være fleksible, skifte jobs, efteruddanne os, starte nye virksomheder eller forsøge os med projekter. Vi er garanten for et velsmurt, veluddannet og fleksibelt arbejdsmarked.

Derfor har vi også en STOR forpligtelse til at blande os i samfundsforhold. PROSA har en forpligtelse til at blande sig og sætte dagsordener i it-debatten, også der hvor det er en samfundsdebat. Om at komme løsninger baseret på vores medlemmers ekspertise, og uafhængigt af big tech eller andre økonomiske interesser.

Vi har en forpligtelse til at råbe op, blive hørt og taget med på råd. Også når den gode teknologi bruges af de forkerte til det forkerte.

Blandt andet når deep fakes undergraver vores demokrati, når overvågning bruges til at presse ansatte, eller designet i sociale medier manipulerer med børn. Eller for den sags skyld, når politikerne slet ikke har fået øjnene op for nødvendigheden af teknologiforståelse i skolerne.

Vi står på et fundament af historisk uset rigdom og historisk lav arbejdsløshed. Så det er let at glemme fællesskabet, det medlemskab og sammenhold i fagforeninger, som har skabt samme rigdom og muligheder. Som har sikret den work-life-balance, som alle der, kommer hertil udefra, falder i svime over – for den er helt unik og tilkæmpet.

Den findes nærmest kun i det nordlige Europa.Og uden stærke fagforeninger vil den også blive udhulet og forsvinde igen.

Rigdommen skal ikke blive en sovepude, hvor big tech lusker forbi, politikerne får lov at sove i timen, og beskyttelse og rettigheder udhules. Ikke mindst fordi vi står i starten af og foran i en af de største måske samfundsforandringer i mange år.

HER SKAL VI STÅ VAGT i fagbevægelsen. Vi skal have de unge med. Vi skal gøre dem til en del og få dem til at identificere sig med fællesskaber. Og vi skal også lære af dem. Derfor skal vi også have løst udfordringen med faldende organisering, fordi fællesskabet er et helt nødvendigt modspil til de store kræfter, som ret beset er ligeglade med om folk trives og er har et godt liv.

Lige nu smuldrer fundamentet af sammenhold flere steder. Særligt den del, hvor rigdommen deles ud på ordentlige løn- og arbejdsvilkår til alle og ikke bare aktionærer og de mest efterspurgte 20 procent af arbejdsstyrken.

Altså en slags lotto-samfund, hvor der er absurd stor gevinst til vinderne, men alle andre betaler gildet og trækker nitter.

Det er vigtigst at huske på og forstå.

AI-udfordringen skal løses, så det bliver en gevinst for alle

Med indtoget af kunstig intelligens som en brugbar del af vores arbejdsliv er der al mulig grund til at blive begejstret, fordi det vil gøre os rigere, dygtigere og lette en række opgaver.

Men samtidig er der også grund til bekymring, fordi det vil forandre manges arbejdsliv og stille enorme krav til kompetenceudvikling og fleksibilitet.

Rigdommen kommer ikke nødvendigvis flertallet til gode. Der er behov for reformer, støtte, hjælp og regulering, efterhånden som vi kender betydningen af forandringerne.

Her spiller fagforeningerne en helt central rolle.

For vi er den eneste stemme for alle medlemmer. For helheden. Og for den fælles ansvarlighed.

Det er vigtigt at huske på – især på en dag som 1. maj.