PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Tag din fagforening med i lommen

Ny medlemsservice mit.prosa.dk

PROSA lancerer nu en mobiloptimeret, digital medlemsservice via mit.prosa.dk, som medlemmerne kan hente ned på deres smartphones, så de altid har deres it-fagforening lige ved hånden.

PROSAs formand, Niels Bertelsen, udtaler: "Det har længe været et stort ønske både fra vores side og fra mange af vores medlemmer, at vi kunne levere en tidssvarende digital medlemsservice. Jeg glæder mig til at høre medlemmernes reaktioner på det nye tiltag, som dog kun er første skridt i et større webteknisk platformskifte for PROSA – en overgang, som vi har arbejdet intensivt på i forbundets sekretariat."

Det er en stor fordel for vores medlemmer, at de nemt kan komme i kontakt med PROSA, hvis behovet skulle opstå – og fx kan finde informationer om arrangementer de er tilmeldt, ved blot at gribe deres mobiltelefon.

Medlemsservicen mit.prosa.dk indeholder alle de funktioner, som medlemmerne allerede kender fra "Mit PROSA". Når man besøger servicen via en mobiltelefon, vises en vejledning til, hvordan man kan oprette en genvej til appen og gemme den på sin startskærm.

Mit.prosa.dk er ikke en traditionel app, men en webapplikation, der anvender browseren på brugerens mobiltelefon. Den kan naturligvis også tilgås fra computere. Desuden understøtter webapplikationen Firefox, som Tor-browseren bygger på, hvilket betyder, at man kan tilgå mit.prosa.dk fuldkommen anonymt og sikkert, hvis man ønsker det.

Den nye medlemsservice er en del af en større webteknisk opdatering af PROSAs websites. Vi opgraderer fra en forældet version 10 af det danskudviklede Typo3 CMS til version 12.4, og løsningen hostes naturligvis på danske servere. Efter den tekniske opdatering er der planlagt større funktionelle og visuelle forbedringer af PROSAs websites.

> Besøg mit.prosa.dk