Når man før 1970 skulle besøge en kommune, skulle man kigge grundigt efter skiltene. Fordi 800 ud af de 1300 kommuner (sogneråd i Danmark) havde ingen fastansatte. Der var kun borgmesteren og kæmneren som havde åbent et par timer om ugen. Det blev ændret med den store kommunalreform som begyndte i 1970. Reformen blev startet, fordi der var et behov for at opbygge nye administrative strukturer, der kunne løfte to store opgaver:
• en kommune skulle være stor nok til at drive et skolevæsen med en moderne centralskole (ca. 10.000 indbyggere.)
• et amt skulle være stor nok til at drive et moderne hospitalsvæsen (ca. 200.000 indbyggere.)
Da kommunalreformen var færdig, var halvdelen af landets kommuner under 10.000 indbyggere.
De konservative vil af med amterne
Der blev tegnet nye streger på det kommunale og amtskommunale landkort, og de nye strukturer begyndte at fungere. Man lærte at leve med det. Det vil sige, næsten alle lærte at leve med det. Et enkelt parti var nemlig ikke tilfreds med det nytegnede landkort. Det konservative folkeparti havde gerne set amterne afskaffet. Op igennem 80-90'erne blev de mere og mere klare i mæglet - afskaffelsen af amterne blev en af deres gennemgående politiske mærkesager. Men alle tiltag til at få amterne nedlagt løb ud i sandet, selvom der var borgerlige regeringer i Danmark i det meste af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Derfor opstod der en slags 'ulven kommer'-holdning til de konservatives vedholdende udmelding om amternes afskaffelse og politiske tiltag i den retning blev opfattet som tomme slag i luften.
Reformen der blev til ved et uheld
I 2001 vandt Anders Fogh Rasmussen valget og blev statsminister. Hans hovedbudskab i valgkampen havde været løftet om et skattestop. Som noget nyt indførte Fogh Rasmussen, kraftig inspireret af Tony Blair, en 'kontraktpolitik' med vælgerne. Det han lovede før valget, skulle også gælde efter valget. Det galt såvel positive som negative løfter. Men som Sherlock Holmes tørt konstaterer i opklaringen af en mordgåde - så skal man især lægge mærke til, når hunden ikke gør. En ændring af det kommunale Danmark blev ikke nævnt med et ord i valgkampen. Det blev derfor hellere ikke skrevet ind i regeringsgrundlaget, der efter valget blev forhandlet på plads mellem Venstre og De Konservative.
Ingen ørn til engelsk
Der har igennem mange år været kutyme, at en koalitionsregering deler magten på følgende måde: Det parti, der ikke får statsministerposten, skal have udenrigsministeriet. Historisk har det været partiernes formænd, der besætter de to centrale poster. Men ifølge politisk redaktør på TV2, Kaare R. Skou, havde Anders Fogh Rasmussen et problem. Den nyvalgte formand for det Konservative Folkeparti, Bendt Bendtsen, var ikke nogen ørn til engelsk. Han kunne derfor ikke blive udenrigsminister. Posten gik videre til Per Stig Møller, der var gået af som De Konservatives formand efter et stort internt opgør i partiet. Det blev udløst, da Hans Engel kørte ind i en betonklods, efter han at have drukket alkohol.
Belønning bliver til straf
Men nu var der ubalance i regnskabet, mener politisk redaktør på TV2 Kaare R. Skou. Den konservative leder skulle have et passende ministerium. Man oprettede derfor et nyt superministerium til Bendt Bendtsen ved at sammenlægge økonomi-, erhvervs og energiministeriet. Men det der skulle have været en belønning, viste sig at være det modsatte. Bendt Bendtsen blev druknet i arbejde og møder både i Danmark og EU. Der blev ikke luft i kalenderen til at tænke politiske tanker.
Gratis omgang
Ifølge politisk redaktør på TV2, Kaare R Skou, var Bent Bendtsen fanget i denne arbejdsmæssige og politiske benlås. Så han gik til sidst til Anders Fogh Rasmussen og klagede sin nød. Hans krav var; "At De Konservative skulle have et eller andet - f.eks en mærkesag opfyldt". Til Bendtsen store overraskelse svarede Anders Fogh: "Hvad vil I have?". Til det svarede Bendt Bendtsen: "Amternes afskaffelse"! Ønsket var bestemt ikke nyt, det var blev behandlet adskillige gange i tidligere regeringer, i nedsatte kommissioner og rapporter - hver gang var overvejelserne løbet ud i sandet. Så det turde Anders Fogh godt gå med til. Det lignede en "gratis omgang", mener politisk redaktør på TV2 Kåre R. Skou.
Syltekrukken
Fogh valgte derfor at imødekomme de konservative med 'syltekrukke-metoden'. Der blev nedsat en strukturkommission med Direktør Johannes Due som formand. Over halvdelen af kommissionens medlemmer kom fra Hovedstadsområdet. Kommissionen skulle udarbejde en rapport der så skulle skydes ned og arkiveres sammen med de tidligere rapporter om samme emne. Spild af tid, men det ville lukke munden på Bendt Bendtsen for en tid, mener politisk redaktør på TV2, Kaare R. Skou.
Kommunerne skal med
Men noget gik galt. Fra starten begyndte processen at leve sit eget liv. Indenrigs- og sundhedsminister og næstformand i Venstre, Lars Løkke Rasmussen, fik den ide, at kommunerne skulle med i udvalgets arbejdskommissorium. Da statsministeren stadigvæk ikke havde nogle aktier i processen - og ikke anede uråd - fik Lars Løkke Rasmussen lov til at indskrive kommunerne i det forestående kommissionsarbejde.
Venstre havde andre motiver
PROSAs kampagnemedarbejder, Erik Swiatek, mener, at Lars Løkke Rasmussen fra Venstre havde andre motiver end Bendt Bendtsen for at kaste sig ind i denne proces.
• Her var en sag, hvor Lars Løkke Rasmussen kunne markere sig uden, at det gik ud over Fogh.
• Der var en stigende irritation over de mange klager over det kommunale serviceniveau.
• Staten kunne få reel magt over sygehusene uden at overtage dem (de nye regioner skulle have frataget muligheden for at opkræve skatter. Regeringen skulle sidde på pengekassen).
• Endelig var der økonomiske interesser, herunder ikke mindst Finansminister Thor Pedersens ønske om at få vristet hele skatteområdet fra kommunerne.
Statsministeren blev væk
Strukturkommission begyndte at arbejde. Rapporten blev fremlagt på en stort anlagt konference i Vingstedcentret ved Vejle i april 2004. Selvom rapporten beskrev en af de største reformer i Danmark i efterkrigstiden, var statsministeren ikke tilstede ved fremlæggelsen. Det var hans måde at sende et signal om, at så vigtig var det heller ikke. Nu havde Bendt Bendtsen og Lars Løkke fået deres rapport, og Anders Fogh ønskede ikke at komme med til begravelsen, vurderer politisk redaktør på TV2 Kaare R. Skou.
Mister kontrollen
Men der skete noget på mødet i Vingstedcentret, som Fogh ikke havde forudset. Da de deltagende borgmestre og kommunaldirektører ikke kendte Anders Fogh Rasmussens masterplan, begyndte de at snakke sammen for at få det bedste ud af situationen. Nogle begyndte til og med at fri til hinanden i korridorerne. Herefter skete der det, som ellers kun er sket meget få gange i Anders Foghs regeringsperiode - han mistede kontrollen over en politisk proces. Ligesom med Muhammed-krisen og strejkerne i dagsinstitutionerne, blev Anders Fogh Rasmussen tvunget til at løbe en proces op, som han for en tid havde mistet kontrollen med. Men da han kom på omgangshøjde, var kommunalreformen ikke til at komme uden om. Den skulle have været dødfødt eller om nødvendigt kvalt ved fødslen. Men nu var den begyndt at vokse og tage føde til sig. At kvæle den nyfødte ville have skabt store problemer både internt i Venstre og i regeringssamarbejdet med de konservative, mener Erik Swiatek, kampagnemedarbejder i PROSA..
Det nye Danmarkskort
Nu gled reformen helt over til indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen - glemte var det, at det var Bendt Bendtsens ønsker om at få gennemført konservativ politik, der havde udløst det hele. Flere af hovedkonklusionerne fra strukturkommissionens rapport blev også hurtig glemt. Ingen kan huske, at der ikke skulle være nogle kommuner under 30.000 indbyggere, og helst ikke flere kommuner over 50.000 indbyggere. For allerede inden ekkoet fra startskuddet var døet hen, havde en række jyske kommuner med over 50.000 indbyggere meldt sig på banen. Så nu kom der gang i det på Sjælland, de ville også være med i fusionsfesten. Resultatet blev at kommuner på over 50.000 indbyggere blev reglen frem for undtagelsen.
Kattelemmen
I den modsatte ende krøb Lars Løkke Rasmussen til korset og åbnede for en 'kattelem'. Kommuner der ikke ville sammenlægges, og som var under 20.000, kunne undgå dette, mod at de indgik et forpligtende mellem-kommunalt samarbejde med en anden (stor) kommune. Ud af denne 'kattelem' forsvandt også en betydelig del af borgernes demokratiske indflydelse. De mellem-kommunale konstruktioner er ikke underlagt den direkte demokratiske og synlige kontrol, som vi kender det fra kommunalbestyrelsesmøderne. Ironisk nok, havde selv samme Lars Løkke Rasmussen i en tidligere fase, netop brugt det manglende demokratiske islæt i det tværkommunale samarbejder, som et af de vigtigste argumenter for kommunesammenlægningerne.
"Mange siger at man burde lærer af fortiden, andre gør hvad de kan for at glemme og gentager deres fejltagelser. I forbindelse med kommunalreformen i 2004-2005 kan begge grupper med rette føle at de vandt."
Stille på Christiansborg
På Christiansborg holdt partierne vejret. Både Statsministeren som Indenrigsministeren havde lovet, at reformen ville blive vedtaget med et bredt flertal. Socialdemokraterne havde fået som løfte, at de som et af de store kommunale partier ville få medindflydelse. Samtidig havde Anders Fogh Rasmussen brug for Socialdemokraterne, fordi der var udsigt til en besværlig folkeafstemning om en EU-traktat. Nogle husker måske, hvordan Anders Fogh Rasmussen, nærmest var usynlig op til folkeafstemningen om Danmarks tilslutning til den Økonomiske Monetære Union. Der blev begyndelsen til enden for Poul Nyrup Rasmussen. Statsministeren var sat under pres. På den ene side havde han brug for Socialdemokraterne for at være sikker på et ja til EU-traktaten. På den anden side havde han brug for Dansk Folkeparti (som var modstandere af EU-traktaten) - til indenrigspolitikken, vurderer Erik Swiatek, kampagnemedarbejder i PROSA.
Panik i kommunerne og amterne
I modsætning til Christiansborg, var der i denne periode panik 'før lukketid' blandt amts- og kommunalpolitikerne. Det var vanskeligt at forudse, hvilke poster de kunne se frem til efter reformen, og hvilke flertal der ville tegne sig i de nye kommuner og regioner. Anders Fogh Rasmussen fik hjælp fra en uventet kant.
Nej til EU-traktat
Et rungende NEJ ved folkeafstemningerne i Holland og Frankrig til den nye EU-traktat bragte Statsministeren ud af den indenrigspolitiske klemme. EU-afstemningen kunne aflyses, og regeringen var ikke længere afhængig af Socialdemokraterne. Dansk Folkeparti var derimod hurtige til at udnytte situationen ved at komme med et betingelsesløst JA til Kommunalreformen. Indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, havde nu helt frie hænder til at udmønte Kommunalreformen i en lang række love og lovændringer til eksisterende love.
Resultatet af Lars Løkke Rasmussens Kommunalreform blev ifølge PROSAs kampagnemedarbejder, Erik Swiatek:
Fem regioner der stort set kun er forvoksede sygehusudvalg uden ret til skatteudskrivning.
98 kommuner der bestemt ikke ligner det som strukturkommissionen anbefalede.
Skatteforvaltningen kom ind under staten
Skær ind i benet
Til denne struktur blev der knyttet en række politiske garantier og krav:
• Reformen skulle være udgiftsneutral
• Overgangsordninger skulle sikre en stabil omstilling
• Refusionsordninger skulle sikre kommunernes økonomiske bærerdygtighed
Oven i det blev der gennemført en ny udligningsreform, som er betaling mellem kommunerne efter en fordelingsnøgle). Det sidste bliver tit overset. Selvom det er en væsentlig årsag til, at nogle kommuner ikke må skære ind til benet, men ind i benet.
Udgifterne stiger
PROSAs kampagnemedarbejder, Erik Swiatek, mener, man skal være naiv, hvis man troede på garantien om, at Kommunalreformen ville blive udgiftsneutral. De seneste tal fra de kommunale it-chefer anslår da også, at alene it-udgifterne vil blive omkring tre milliarder højere end anslået. Af samme grund er overgangs- og refusionsordninger i øjeblikket en varm politisk kartoffel.
Skurken?
Om det er en politisk genistreg eller mangel på samme - så må man konstatere, det faktum, at der er et sammenfald mellem de nye kommuners budgetlægning og konsekvenserne af den nye udligningsreform, har gjort det så godt som umuligt, at vurdere, hvad der er den største skurk, når kommunerne ikke kan få økonomien til at hænge sammen.
Efterspil
Hvad fik vi så ud af det hele. Ifølge PROSAs kampagnemedarbejder, Erik Swiatek, er konklusionen:
Regioner giver ingen mening
Amterne blev erstattet af de nye regioner. Regionerne er en underlig størrelse, der primært skal drive vores sygehuse. I øjeblikket kan man kun se én umiddelbar gevinst - nemlig EPJ (de elektroniske patientjournaler). Dem burde man have kunnet få indført alligevel. Herudover har jeg svært ved at se fordelen ved regionsdannelsen. Jeg må give en fortrolig kilde i Amtsrådsforeningen ret i en påstand som han kom med i efteråret 2004: "Borgerne skal i centrum, og derfor skal der være længere til det hele. Nej, det her handler ikke om borgerne. Det her handler om at staten og KL vil have fingre i amternes opgaver". Og hvis det var øvelsen, så er missionen lykkedes. Hvis dette ikke er tilfældet, så savner jeg stadigvæk en overordnet ide om, hvorfor regionerne skulle dannes. De Konservatives kongstanke om amternes afskaffelse er til at forstå, men en regionsstruktur med folkevalgte, men uden skatteudskrivningsgrundlag giver ringe mening.
Kommunesammenlægningen giver mere mening. Kommuner under 25-30.000 indbyggere, er i dagens Danmark for små til at løfte en lang række af de tunge og dyre opgaver en kommune anno 2006 skal løfte. Men jeg savner en masterplan. Hvordan Lars Løkke Rasmussen, i fuldt alvor, kan melde ud, at reformen skulle være udgiftsneutral, uden at have indhentet helt elementære kalkuler og analyse-tal fra landets kommuner er mig en gåde.
It-udgifter: ti milliarder
Med udgangspunkt i kommunesammenlægningen på Bornholm, 10 års erfaring med glidning i kommunale budgettal og hertil tilsat de kommunale it-chefers seneste skøn over it-udgifterne i de kommende år, er jeg villig til at komme med følgende påstand. At alene udgifterne til nyt it-udstyr, samkøring af data etc. og oplæring/uddannelse vil komme op i nærheden af ti milliarder. Herudover kommer så 1-2 milliarder til ny- og ombygning af rådhuse, samt en række andre fusionsudgifter. Der er ingen tvivl om, at man på længere sigt vil kunne opnå en rationaliseringsgevinst, men det er bestemt på længere sigt, her og nu og de næste 10 år, vil strukturreformen påføre kommunerne en række udgifter de under normale omstændigheder ville have undgået. Og der er kun to steder pengene kan findes: Højere skatter eller besparelser på andre områder. Min erfaring er, at det hyppigt bliver på bygninger og vejene, altså steder hvor en her-og-nu besparelse betyder yderliggere udgifter om 5 - 10 år.
Velkommen til den fagre nye verden og trøst jer med at om 30 år gentager man øvelsen.
De nye kommuners størrelse
over 100.000 -6
50.000 - 100.000 -29
30.000 - 50.000 -38
20.000 - 30.000 -19
Under 20.000 -6*
*Heraf 5 under 10.000
