Et blik på det svenske arbejdsmarked efterlader et klart indtryk af, at det, som er en gryende debat herhjemme om, hvordan man sikrer ansatte et fornuftigt arbejdsmiljø på tværs af køn og seksualitet, er kommet langt videre i broderlandet.
– Det er meget mere interessant at sørge for at stille konkret viden om seksuelle minoriteter på arbejdspladsen til rådighed for fagforeningsmedlemmer end at tale om inklusion og tolerance, konstaterer forhandlingschef Dolores Kandelin Mogard fra det svenske fagforbund Fysioterapeuterna.
Hun har mere end 10 års erfaring med konkret rådgivning af fagforeningsmedlemmer for at skabe bedre arbejdsmiljøer med plads til seksuelle minoriteter. Dolores Kandelin Mogard understreger, at selvom hun vurderer, at den generelle svenske bevidsthed om seksuelle minoriteters arbejdspladsvilkår måske er den højeste i Skandinavien, er der stadig plads til og behov for information og rådgivning.
– Der er stadig stor uvidenhed om, hvad homoseksualitet og andre seksuelle orienteringer er. Får man viden, er det lettere at forstå, og når vores medlemmer opdager, at vi kan hjælpe med indsigt, mødes man gerne med fagforbundet, siger hun.
Forhandlingschef Dolores Kandelin Mogard fra det svenske fagforbund Fysioterapeuterna understreger, at selvom hun vurderer, at den generelle svenske bevidsthed om seksuelle minoriteters arbejdspladsvilkår måske er den højeste i Skandinavien, er der stadig plads til og behov for information og rådgivning. (Foto: Theresia Viska, Akademikerförbundet SSR)
Hun fremhæver det vigtige i at være bevidst om sine egne normer og vurderinger. Er man ikke det, er det alt for let at have en ikke-inkluderende tilgang til normer.
– Det handler om at arbejde med normer og vurderinger. Man taler om vigtigheden af at kunne være åben på sin arbejdsplads, men det kan langtfra alle være i dag. Men hvad med de medlemmer, som ikke ønsker at være åbne om deres seksualitet? At være åben eller ikke er et personligt valg. Men det handler om at skabe forudsætninger for, at man selv kan foretage det valg, siger hun.
Øjenåbner for de "normale"
Den svenske forhandlingschef fremhæver, at den svenske Diskrimineringslag fra 2008, som har til formål at forhindre kønsrelateret diskriminering, har haft en positiv effekt, som har hjulpet til at få udbredt den nødvendige viden om minoriteterne til den brede, såkaldt “normale” skare af medlemmer.
– Når vi i Sverige taler man om, hvor mange slags seksuelle orienteringer der findes, går der et lys op for folk: “Nåh, det er det, det handler om”.
Hun husker et konkret eksempel:
– På en arbejdsplads havde man indledningsvis en sprogbrug med mange bøssevittigheder. Det fik nogle af vores medlemmer til at føle sig dårligt tilpas og ikke-accepterede. Vi sørgede for at levere viden om minoriteter, og så begyndte de ansatte faktisk at tale sammen på arbejdspladsen. Resultatet var, at de nedvurderende bøssevittigheder forstummede. Det ændrede tonen på arbejdspladsen og fik personer, som tidligere havde følt sig nedvurderede, til at komme ud og fortælle om deres følelser, konstaterer Dolores Kandelin Mogard.
Hun opfordrer til, at man eksempelvis udskifter udtryk som "kone" med det mere neutrale "partner", hvis man signalerer interesse for en ny kollegas private relationer. Det signalerer åbenhed.
– Et inkluderende sprog giver den homoseksuelle en mulighed for at forstå, at her er det OK at fortælle om sin partner, men valget er personligt. Men det er de andre personer på arbejdspladsen, som skaber forudsætningerne for, at jeg som nytilkommen kan agere på det, siger hun.
Akademikere er også fordomsfulde
Daniel Hjalmarsson, som er ombudsman og medlemsrådgiver i det svenske Akademikerförbundet SSR, bekræfter, at der har været en diskussion i Sverige, siden man i starten af 2000 undersøgte, om ansatte er åbne omkring homo- og biseksualitet på jobbet.
– Man antog, at hvis du havde en akademisk uddannelse, ville du være mindre fordomsfuld. Det er bullshit. Akademiske uddannelser vaccinerer ikke mod fordomme. Holdningen er snarere: “Vi har ikke noget problem på min arbejdsplads, det er ovre hos de andre”, siger Daniel Hjalmarsson.
– Der findes et pres fra flere sider, blandt andet fra fagbevægelsen, for at forbedre arbejdsvilkårene for seksuelle minoriteter her i Sverige. Det oplever jeg ikke på samme måde i Danmark og Norge, konstaterer Daniel Hjalmarsson, ombudsman i Akademikerförbundet SSR. (Foto: Theresia Viska, Akademikerförbundet SSR)
Daniel Hjalmarsson forklarer, at den svenske fagbevægelses fokus på at arbejde så meget med denne problemstilling i høj grad udspringer af, at mange svenske fagforbund for 15 år siden arbejdede inden for rammerne af to EU-projekter. Det svenske forsvar, politi og den svenske folkekirke bestemte sig dengang for, at de skulle sætte seksuel identitet og diskriminering på jobbet på dagsordenen.
– De tre organisationer var præget af machokultur og konservatisme, og det skabte stor opstandelse og opmærksomhed om initiativet. Fagforeningerne var med, og ældre- og børne-omsorgssektoren blev koblet til. Den voksende bevidsthed tvang også fagbevægelsen til at arbejde med emnet internt: Hvad gør vi selv i fagforeningerne?
– Det tror jeg, har været en kæmpegevinst for arbejdet med spørgsmålet i andre brancher i Sverige, siger Daniel Hjalmarsson.
Hans egen organisation, SSR, har arbejdet med rådgivning om seksuelle minoriteter siden EU-projekterne og har netop deltaget i den svenske Pride på 12. år. I 2018 er der europæisk Pride i Stockholm og Göteborg. I løbet af de mere end 10 år er tilliden fra LGBT+-personer til, at man kan henvende sig med spørgsmål til sin fagforening, ifølge svenskeren vokset. Samtidig understreger Daniel Hjalmarsson, at hvad chefen gør og siger, spiller en stor rolle.
– Jeg vil sige, at chefen i ret høj grad sætter standarden for, hvad man kan tale om på arbejdspladsen - vittigheder og jargon, siger han.
De mærkelige skandinaver
Daniel Hjalmarsson fremhæver, at i et bredt perspektiv er der kæmpestore forskelle på, hvordan man ser på seksuelle minoriteters vilkår på arbejdsmarkedet, og om emnet overhovedet er relevant for fagforeninger.
– Alene i Skandinavien er forskellene betydelige. Jeg er ikke ekspert på Danmark, men min fornemmelse er, at LGBT+ ofte er på den svenske politiske dagsorden. Regeringen stiller krav til, at samfundet må arbejde med al slags diskrimination, og det gør, at der er pres fra flere sider, blandt andet fra fagbevægelsen, for at forbedre arbejdsvilkårene her i Sverige. Det oplever jeg ikke på samme måde i Danmark og Norge, siger han.
Endnu mere broget bliver det ifølge Daniel Hjalmarsson, når man ser på den internationale håndtering af emnet.
– Set med europæiske øjne er de skandinaviske landes måde at håndtere problematikken på mærkelig. Og ser man med globale øjne, er vi virkeligt mærkelige. I ikke-europæiske lande forstår man slet ikke, hvorfor fagforeninger skulle arbejde med LGBT+-spørgsmål. Fagforeninger uden for Europa mener, at det er en privatsag, hvem man lever sammen med. Jeg mener derimod, at det handler om, hvorvidt man kan være åben på jobbet - at være et helt menneske på arbejdet, konstaterer han.
Dolores Kandelin Mogard var, som nævnt i artiklen, forhandlingschef for Fysioterapeuterna, da interviewet med Prosabladet blev gennemført. Efterfølgende har hun skiftet ansættelse til Akademikerförbundet SSR, hvor hun skal arbejde som projektleder på et EU-projekt, der handler om inkluderende arbejdspladser (red.).
