Ansættelsesforhold

Konkurser: Ingen ko på isen

Konkursbølgen ruller stadig henover Danmark. Og mange it-professionelle har oplevet eller vil komme til at opleve en konkurs. Men bare rolig, du skal nok få din løn alligevel.

 

I det seneste års tid, har PROSA haft mange henvendelser fra medlemmer, som har været ansat i virksomheder ramt af konkurs. I de fleste tilfælde ender konkurser med fyringer. Det kan være en ubehagelig oplevelse at være involveret i en konkurs. Men langt de fleste får deres løn, selvom deres arbejdsplads er gået bankerot.

Slå koldt vand i blodet
- Mit råd til alle de medlemmer, som henvender sig til PROSA om konkurser, er: Slå koldt vand i blodet, I skal nok få jeres penge. Sådan siger faglig sagsbehandler i PROSA jurist Nete Valentin Hansen. Du skal blot anmelde konkursen rettidigt til Lønmodtagernes Garantifond, det vil sige inden 4 uger efter konkursdekretets dato.

Du skal ansøge om løndækning i Lønmodtagernes Garantifond gennem PROSA.

LG dækker ikke udlæg
Du skal være opmærksom på, at Lønmodtagernes Garantifond kun dækker løn. Den dækker ikke udlæg.

Store pukler af overarbejde kan du heller ikke få konverteret til penge med mindre, der er dokumentation for, at der tidligere er sket kontant afregning af overarbejde. I fritstillingsperioderne anses tilgodehavende ferie for afholdt. Så skynd dig at afspadsere, hvis der er mulighed for det.

Begræns dit tab
Når virksomheden er gået konkurs, skal du melde dig ledig, både i a-kassen og på arbejdsformidlingen.

- Det er vigtigt at huske, at du har en tabsbegrænsningspligt, siger Nete Valentin Hansen.
Du har pligt til at begrænse dit tab i den periode, hvor der søges om dækning fra Lønmodtagernes Garantifond. Det gør du ved at søge andet arbejde og få dokumentation for det. Der er ingen helt klare regler for, hvor mange stillinger du har pligt til at søge i perioden, men der er tale om en konkret afvejning under hensyntagen til blandt andet din profession. I hele opsigelsesperioden bør du søge så mange stillinger som muligt.

Rådet lyder fra Nete Valentin Hansen:

- Du må ikke arbejde efter konkursdekretet, hvis ikke der er stillet sikkerhed. Så kan du risikere ikke at få dine penge.

Sikkerhedsstillelse er typisk en bankgaranti fra kurator eller boets advokat.

Medlemslån
I den tid, det tager Lønmodtagernes Garantifond at behandle sagen, får du ingen løn fra arbejdsgiveren. Som medlem af PROSA kan du rentefrit låne et beløb, som svarer til din vanlige nettoudbetaling – uden fradrag - i ansættelsesforholdet. Hvis du ønsker at modtage et rentefrit lån, skal du udfylde en erklæring, som du kan bestille hos PROSA. Lånet kan ydes flere gange.

Det er en betingelse, at PROSA har fuldmagt til at varetage sagsbehandlingen overfor Lønmodtagernes Garantifond for, at vi kan yde lån.