1,8 procent. Det er, hvad den gennemsnitlige lønstigning har været for en privatansat it-professionel fra januar sidste år til samme måned i år, afslører dette års lønstatistik.
– Sammenligner vi med det faktum, at prisudviklingen sidste år har været på 0,8 procent, er der således tale om en reallønsfremgang, selvom den er beskeden, siger konsulent i PROSA Allan Pleman, der udarbejder lønstatistikken.
Realløn betegner din reelle købekraft – altså hvad du kan købe for dine tjente penge. Hvis reallønnen stiger, er dine penge så at sige mere værd. Stiger prisudviklingen mere end lønnen, kan du få mindre for dine penge.
– Reallønsfremgangen for de it-professionelle i år er mere et resultat af, at priserne ikke er steget så meget, end det er, fordi man har fået gode lønstigninger, siger Allan Pleman.
Han peger på, at udviklingen i lønniveauet i it-faget er lavere end på arbejdsmarkedet generelt. For it-faget alene er lønstigningen på 0,1 procent uden anciennitet, hvor stigningen ifølge Dansk Arbejdsgiverforening overordnet har været på 1,6 procent i 2013.
Tingene er dog ved at vende. Siden 2008 er der givet mindre og mindre lønstigninger, men nu er det ved at stabilisere sig. Faldet i reallønnen, som er affødt af, at prisudviklingen siden 2011 har overhalet lønudviklingen, er nu stoppet. Og der er mere håb at spore, for tallene i lønstatistikken er faktisk historiske.
– Vi har indhentet tallene, før en række overenskomster faldt på plads på det private område. Her har man ment, at der er plads til lønstigninger på 1,6 procent uden anciennitet, og det burde fremover smitte af på lønnen – også for it-folk. Det faktum kan i hvert fald bruges som argument i en kommende lønforhandling og måske smitte af på næste års lønstatistik, siger Allan Pleman.
Og udviklingen er ved at vende, siger næstformand i PROSA, Hanne Lykke Jespersen.
– Det går langsomt, og det er ikke hele tiden entydigt, men det går faktisk fremad, og generelt er der lidt større efterspørgsel efter it-folk, siger hun.
Større efterspørgsel efter arbejdskraft giver typisk mere i lønningsposen til dem, der efterspørges.
– At det går langsomt, ses jo også af, at der trods alt stadig er tale om små lønstigninger, siger Hanne Lykke Jespersen.
Et brugbart redskab
Knap 2.700 it-folk har i år bidraget til lønstatistikken, og deres svar viser vanen tro, at der er stor spredning i, hvad der løber ind på kontoen hos en it-professionel. Selv når man ser på it-professionelle, som har samme funktion og samme anciennitet, kan der være store forskelle i lønnen. Derfor er lønstatistikken ikke et opslagsværk, der afslører præcist, hvad du kan kræve af din arbejdsgiver. Den er et værktøj til at danne et overblik over, hvordan en given funktion er aflønnet, hvilket du kan bruge som afsæt for en lønforhandling.
Det er desuden vigtigt at holde sig for øje, at lønstatistikkens løntal, ud over selve lønsummen for en 37 timers arbejdsuge, også indeholder pension, ferie ud over fem uger samt eventuelle bonusbeløb.
– Når det drejer sig om ferie og pension, vil det i reglen være ens for hele arbejdspladsen. Derfor kan det også være svært at forhandle den slags for dem, der er på individuel kontrakt, som langt de fleste af vores medlemmer er, siger Allan Pleman.
Seks ugers ferie
Alligevel afslører tallene, at selv for dem på individuel kontrakt er normen seks ugers ferie. 70 procent svarer, at de har seks ugers ferie eller mere, mens kun 23,6 procent må nøjes med fem ugers ferie. Du skal dog være opmærksom på, at ferie er noget, man optjener, så du kan ikke forvente at have de seks ugers ferie fra første dag på en ny arbejdsplads.
Når drejer sig om pension, har 79,3 procent af dem på individuel kontrakt en pensionsordning, som arbejdsgiveren bidrager til. Bonusordninger er fortsat relativt udbredt blandt de privatansatte. Således har 29,4 procent af de privatansatte en bonusordning.
– Man skal imidlertid være opmærksom på, at selvom man har en bonusordning, er det ikke sikkert, man får noget ud af det, siger Allan Pleman.
Faktisk svarer 22,4 procent af dem, der har en bonusordning, at de ikke har fået bonus sidste år.
Flere ansættelser
I lønstatistikken spørges der også til forventningerne til 2014, og her siger 40 procent af de it-folk, som har svaret, at de forventer vækst i antallet af ansatte i deres virksomhed.
– Det var positivt sidste år, og i år ligger andelen af de optimistiske svar over niveauet fra sidste år, siger Allan Pleman.
Dog forventer 19 procent færre it-ansatte på deres arbejdsplads i løbet af året.
– Holder det stik, vil der desværre fortsat være en del it-folk, som skal igennem fyringsrunder, siger Allan Pleman.