Det følgende er et forsøg på at drage operationelle konklusioner for PROSA af konflikten på CSC – konklusioner, der muligvis ikke vil være at finde i den officielle evalueringsrapport, idet hovedbestyrelsen har besluttet at konklusioner af den art, der her fremlægges, ikke umiddelbart skal indgå i rapporten, men afvente forretningsudvalgets beslutning desangående.
PROSA/CSCs bestyrelse gik i en fælde, firmaet havde lagt for at frigøre sig fra PROSAs overenskomster. Man var ikke forberedt på en konflikt af en sådan karakter og der var derfor ikke opbygget en effektiv, intern kamporganisation, der kunne fungere uden om overenskomstapparatet, eller en kampvilje, der gik ud over de helt snævre, overenskomstmæssige forholdsregler. Flertallet af medlemmerne og bestyrelsen ville ikke tage aktivistiske midler i brug, men stolede på arbejdsgiverens og arbejdsrettens "retfærdighed", "etik" og den danske model.
Mange år med aftaler, der var meget fordelagtige, men mere og mere afveg fra it-industrienes andre aftaler og kutymer, gjorde overenskomsterne sårbare samtidigt med at en hastigt fremadskridende globalisering underminerede fundamentet for aftalerne. Medlemmers og bestyrelsens holdninger var præget af en lukket kultur, der gjorde det vanskeligt at se sig selv som både en del af et dynamisk arbejdsmarked og som ansvarlig del af et fagforbund. Hertil kom en urealistisk opfattelse af styrkeforholdet og en tillid til at faktorer som tekniske nedbrud eller regeringsindgreb, der lå uden for PROSAs kontrol, ville vinde kampen for PROSA. Derfor lænede man sig tilbage og lod tiden gå, indtil storkonflikten legalt kunne gå i gang. Kampviljens omfang illustreres af det faktum, at der ingen spontane aktioner forekom, da ledelsen som første kampskridt sendte 120 mand i lockout, ej heller da ledelsen indførte sidemandsoplæring af skruebrækkere eller senere hen da to tillidsfolk bortvistes. Der var heller ingen forsøg på ved hjælp af konstant uro at lægge pres på ledelsen.
PROSA/CSC blev fra flere sider i PROSA - ikke mindst fra PROSA/ØST, der allerede tidligt fremlagde forslag til den centrale konfliktorganisation for HB - opfordret til at effektivisere konflikten fordi man frygtede en KMD-konflikt version 2, men kunne med den formelle struktur og vedtægterne i hånden længe afvise "indblanding" udefra. Den lokale konfliktorganisationen udviste store svagheder med en uoverskuelig mængde udvalg, der, alt efter den øjeblikkelige sammensætning, fremsatte vekslende beslutninger.
PROSAs centrale organisation udviste også svagheder, der især viste sig i den flaskehals, som den meget kraftige centralisering af koordinationen hos en enkelt person udgjorde. Og på trods af at PROSA er en proklameret organizer-organisation, blev det potentiale, de mange medlemmer udenfor CSC udgør, ikke tilnærmelsesvist udnyttet. Det samme gjorde sig gældende for brugen af egne medier, ikke mindst webben, hvor man fra centralt og lokalt hold i stort omfang undlod at bruge den som organisations- og oplysningsmiddel. Resultatet var at konfliktens baggrund og karakter forblev ukendt eller uklart i store dele af medlemsskaren og offentligheden.
PROSAs hovedbestyrelse bidrog til nederlaget ved ikke at forlange, at konfliktfondens vedtægter blev overholdt, hvad angår konfliktansøgningens indhold. Selvom det viste sig, at en hasteansøgning ikke var nødvendig, fulgte man ikke op på ansøgningen eller gjorde udløsning af udbetaling af konfliktstøtten betinget af, at vedtægternes bestemmelser om fremlægning af strategi og konfliktafslutning overholdtes. Også her viste svaghederne i den decentrale struktur sig og ved sin holdning fratog hovedbestyrelsen sig selv et vigtigt redskab, der senere kunne være blevet brugt som påvirkningsmiddel over for PROSA/CSC.
Da det stod klart i slutningen af maj, at CSC ikke var til at rokke og at systemerne ikke brød sammen, kunderne ikke skred eller regeringen ikke greb ind, opfordredes PROSA/CSC til at afslutte konflikten, fordi det stod klart at den ikke kunne vindes, men ville påføre PROSA store materielle og prestigemæssige tab og måske ville være livstruende for organisationen. På trods af situationens alvor lagde hverken hovedbestyrelsen eller lokalafdelingens bestyrelse tilstrækkeligt pres på medlemmerne for at opnå det "ja" til mæglingsforslagene, der - ganske vist i meget forringet form - ville have reddet PROSAs overenskomster og dermed også PROSAs organisation og tillidsmænd på CSC.
På trods af direkte advarsler til PROSA/CSCs bestyrelse i form af et brev fra ØST stemte medlemmerne med en snæver margin først nej til at sende mæglingsforslaget til urafstemning og dernæst nej til det næste mæglingsforslag. Medvirkende til "nej'et" var bestyrelsens splittelse, der medførte at man ikke kunne enes om een holdning. Det skal tilføjes, at samarbejdet mellem på den ene side PROSA/CSCs bestyrelse og på den anden side hovedbestyrelsen og kontaktudvalget bedst kan karakteriseres som havende været op ad bakke det meste af tiden. Bestyrelsen fremlagde heller ikke analyser af firmaets situation og fremtidsudsigter eller forsøgte at se tingene fra modpartens side for på denne måde at skaffe sig indsigt i modpartens mulige træk.
At arbejdsrettens kendelse om konfliktens frigørende virkning kom som en overraskelse, når man kender rettens sammensætning og funktionsmåde og de advarsler, der var fremkommet tidligt i konflikten, vidner om den mangel på realitetssans og utilstrækkelig professionalisme, der udvistes. Og i bagklogskabens skærende lys må man nok indrømme, at fjernelsen af udtrykket ”klassedomstol” fra PROSAs principprogram har været forhastet.
PROSA/CSCs bestyrelse så ikke, at konflikten havde en helt anden karakter end tidligere konflikter på CSC. CSC-ledelsens fremvisning for tillidsfolkene af slides, der viste, at der forestod massefyringer koblet med lockouten, brugen af strejkebrydere samt de manglende sympatiaktioner fra andre forbund på arbejdspladsen, burde have advaret bestyrelsen om karakteren af konflikten og således medført en anden og mere realistisk holdning. Disse forhold, kombineret med PROSAs decentrale struktur og det forhold at PROSAs ledelse ikke formåede at lægge et tilstrækkeligt pres på lokalafdelingens bestyrelse, førte frem til den nuværende situation.
Den accellererende globalisering rammer nu ikke blot ansatte i fremstillingsindustrien, byggesektoren eller transporterhvervene, men også vidensarbejdere med stigende styrke. Hverken den danske model eller EU har været i stand eller haft viljen til at beskytte lønarbejderne mod følgerne af denne globalisering. Hvor det førhen var stærke lønmodtagerorganisationer, der havde den fornødne styrke til at forsvare og udbygge lønmodtagernes interesser og indflydelse på samfundsudviklingen inden for nationalstatens rammer og båret af et skandinavisk lighedsideal, kommer den danske model til kort i en verden hvor virksomhedsejerne ikke længere har brug for det fordelingspolitiske kompromis, velfærdsstaten hviler på. Dereguleringen af de globale kapitalbevægelser, det indre marked i EU og den dertilhørende overnationale indgriben i de nationale arbejdsmarkedsforhold har betydet, at det ikke længere er styrkeforholdet i de enkelte stater, der er afgørende. Lønmodtagerne i Europa er ikke længere i offensiven, men i defensiven.
Derfor er PROSA nødt til at tage stilling til, hvorledes danske it-arbejdere under disse præmisser bedst kan beskyttes mod de forringelser, der konstant planlægges fra virksomhedsejernes side, ofte hjulpet af den siddende regering. Kan vi bedst beskytte medlemmerne ved at lægge organisationen om, så den målfast satser på at støtte individuelle medlemmer – de fleste PROSA-medlemmer arbejder jo på individuelle vilkår – ved f.eks. ved at udbygge funktionærloven og forstærke indsatsen efter organizer-modellen? Eller skal vi satse på at få så mange af vore medlemmer som muligt ind under en overenskomst? Og hvis vi mener, at overenskomster er vejen frem for i det mindste at sinke det ræs mod bunden, der tegner sig for europæiske lønmodtagere, hvad skal der så til – kan vi så klare opgaven selv eller er vi nødt til at bide i det bitre og sure æble, der hedder at slutte os sammen med et andet forbund og dermed nedlægge PROSA?
Efter konflikten på CSC kan der derfor drages følgende konklusioner:
- PROSA er ikke istand til at vinde konflikter af denne karakter og længde uden sympatiaktioner fra andre forbund
- Ønsker PROSA at satse på det individuelle medlemsskab, må organisationen grundlæggende indrettes på det politisk, vedtægtsmæssigt, strukturelt og personalemæssigt
- Ønsker PROSA overenskomster efter den danske model og som effektivt kan forsvares, må man finde et samliv med LO
Det er min opfattelse, at virkeligheden ikke levner PROSA lang tid til at beslutte sin fremtid.
Efterskrift:
Det skal tilføjes, at ”efterbehandlingen” af konflikten har været meget utilfredsstillende. Det gælder især den manglende oplysning af PROSAs øvrige medlemmer om udviklingen på CSC efter konflikten.
