Arbejdsløse er vant til at blive bedømt hver dag af jobcentre, 'anden aktører' og de virksomheder, de søger job hos. Nu er det de arbejdsløses tur til at bedømme systemet. En gruppe it-folk fra PROSAs karrierenetværk for ledige har startet en smileyordning for beskæftigelsessystemet – Ledige Uddeler Smiley – hvor ledige kan uddele karakterer i form af smileys til de aktører, de møder i systemet.
– Vi vil gerne lave en ordning, hvor de ledige kan se, hvad der er godt og skidt i systemet. Som ledig kan man komme ud for virkelig grimme oplevelser, men der er også reel hjælp at få. Vi håber på, at ledigeuddelersmiley.dk kan højne kvaliteten på kurser og aktiveringstilbud til ledige, siger Michael Harly, projektleder på Ledige Uddeler Smiley.
Projektet er støttet økonomisk af PROSA og Min A-kasse, og til en start vil PROSAs ledige medlemmer få en opfordring om at uddele smileys på hjemmesiden. Målet er dog at skabe en platform for alle ledige i Danmark.
Mangler kvalitetstjek
Ideen til projektet opstod af de lediges egen frustration over, at der manglede et kvalitetstjek af de aktiveringsforløb og 'anden aktører', man møder som ledig.
– Der er så mange regler og aktører, at man nærmest skal være professionel ledig for at finde rundt i systemet. Ved at sætte fokus på de steder, der kører godt, kan vi forhåbentlig være med til, at ledige vil få bedre og mere relevante tilbud i fremtiden. Og gøre det lettere at finde det kursus eller forløb, der kan øge muligheden for at få job, siger Vibeke Lind Hansen, der har brugt de værktøjer, hun har lært på et kursus i design af brugergrænseflader, til at være med til at realisere Ledige Uddeler Smiley.
Belønne gode tiltag
Et typisk problem blandt ledige, der skal i aktivering hos et jobcenter eller en anden aktør er også, at der ofte er blandede grupper af uddannelsesbaggrunde på holdene.
– Når man holder kurser for alt fra rengøringsfolk til it-folk, kan det godt være, man gør sit bedste, men det er svært at gøre det relevant for alle. Især jobcentrene i de mindre kommuner har det problem. Hvis de har en ledig it-professionel hvert andet år, har de ikke en chance for at give kvalificeret assistance. Men nogle kommuner har tænkt over det og samarbejder med andre kommuner om at lave specialiserede tilbud. Den slags tiltag vil vi gerne belønne og sætte fokus på, siger projektgruppens tredje medlem Steen Thomassen, der fik værdifuld erfaring med CMS'et Drupal, da han opbyggede ledigeuddelersmiley.dk.