"Rats … rats … rats…"
Arthur Blok var ikke i tvivl. Han kunne afkode et morsesignal, når han hørte det. Signalet sagde klart og tydeligt 'rotter' – ordet kan dog også oversættes med 'pokkers'. Men hvorfor kom disse klikkelyde fra en elektrisk buelampe i Royal Institutions forelæsningssal i London?
Sammen med professor John Ambrose Fleming var Arthur Blok fra Marconi Company i lokalet om aftenen 4. juni 1903. Foran et indbudt publikum præsenterede og demonstrerede de Guglielmo Marconis opfindelse, den trådløse telegraf. I lokalet stod der en modtager, som bare ventede på, at Marconi begyndte at transmittere signaler via en sendestation i Chelmsford 50 kilometer derfra. Transmissionen skulle begynde klokken 21.
John Ambrose Fleming var tunghør og hørte derfor ikke morseklikkene. Så han fortsatte sin forelæsning. Publikum bemærkede ikke noget.
Arthur Blok gik hen til modtageren og bad om at få den tændt. Ganske rigtigt: Den skrev ordet 'rats' igen og igen i morse. Derefter blev den mere poetisk. De næste linjer lød: "There was a young fellow of Italy, who diddled the public quite prettily." Verset fortsatte, hvorefter der fulgte nogle Shakespeare-citater.
Practical joke eller druk?
"Var det en practical joke, eller var de fulde i Chelmsford? Eller var det ligefrem videnskabssabotage?" spurgte Arthur Blok sig selv.
Klokken blev ni. De mystiske signaler holdt op, få sekunder før Marconis transmission kom igennem uden problemer.
Teksten om en ung fyr fra Italien var en klar henvisning til Marconi. Og med ordet 'diddle' gjorde afsenderen det klart, at han ikke havde høje tanker om den italienske opfinder: At 'diddle' betyder at svindle.
Marconis formål med demonstrationen var at vise, at trådløs telegrafi virkede, og at det var en sikker kommunikationsform. Marconi hævdede således, at hvert sæt trådløst telegrafiudstyr var tunet ind på en måde, der gjorde det umuligt at aflytte kommunikationen.
Når det nu tydeligvis var lykkedes en udenforstående at blande sig i kommunikationen, kunne det så alvorlig tvivl om kommunikationssikkerheden.
John Ambrose Fleming var rasende. Han skrev et vredt læserbrev til avisen The Times, hvori han betegnede affæren som et 'videnskabeligt bølleoverfald'. Han opfordrede avisens læsere til at hjælpe med at finde frem til bagmændene.
Maskelyne melder sig
Fire dage senere bragte The Times et læserbrev fra tryllekunstneren Nevil Maskelyne. Han tilstod gladeligt at stå bag de mystiske signaler. Han havde sendt dem fra en improviseret sendestation, som han havde placeret på sin fars forlystelsesteater Egyptian Theatre i det nærliggende West End.
Hans formål var at demonstrere en sikkerhedsbrist i Marconis teknologi. Læserne skulle vide, at hvis de begyndte at sende deres telegrammer trådløst, kunne uvedkommende lytte med.
Det var ikke tilfældigt, at en tryllekunstner som Nevil Maskelyne kendte til morse. Han havde benyttet morsealfabetet i et tankelæsertrick. Også trådløs teknologi kendte han til: I år 1900 sendte han trådløse signaler mellem en jordstation og en ballon over 10 kilometer derfra.
Men Marconi havde patenter på teknologien. Det forhindrede Maskelyne i at udnytte trådløs telegrafi forretningsmæssigt. I stedet allierede han sig med andre, der ikke var vilde med Marconis opfindelse: Telegrafselskaberne.
Disse virksomheder havde brugt tid og penge på at trække kabler kloden rundt. Hvis trådløs telegrafi blev udbredt, udgjorde den en billig og enkel konkurrent til den gammelkendte telegrafi gennem kobberkabler. Eastern Telegraph Company, hvis undersøiske kabler forbandt Storbritannien med resten af verden, hyrede Maskelyne til at udspionere Marconi og hans selskab.
Nevil Maskelyne tog ud til kysten og rejste en 50 meter høj radiomast. Dens antenne opfangede uden problemer kommunikationen mellem Marconi Company og et skib.
Dermed havde han bevist, at Marconis system ikke var sikkert. Uvedkommende kunne lytte med. Nu manglede han blot en metode til at gøre offentligheden opmærksom på problemet. Her valgte han den højtprofilerede demonstration i Royal Institution i London.
Professor John Ambrose Fleming fungerede både som uafhængig forsker og som videnskabelig rådgiver for Marconi Company. Maskelyne-affæren betød, at han mistede troværdighed. Han kunne ikke længere udtale sig som uafhængig iagttager, når det gjaldt Marconis demonstrationer. Hans kontrakt med Marconis selskab blev da heller ikke fornyet, da den udløb med udgangen af 1903.
Trods afsløringen fik Marconis trådløse telegraf succes især med kommunikation med skibe til søs. Sikkerhedsproblemet blev siden løst ved at indføre kryptering af telegrammerne. Så kunne uvedkommende stadig opsnappe kommunikationen, men uden den rette nøgle kunne de ikke læse indholdet.
100 år senere
De mystiske morsesignaler den aften i London var forvarsel om et fænomen, der siden har præget diskussionen om it-sikkerhed.
Også i dag forløber det efter samme model: En sikkerhedsforsker eller hacker opdager en hidtil ukendt sårbarhed i et it-system. Han udnytter sårbarheden til at offentliggøre sikkerhedsbristen og dermed vække opmærksomhed om den. Det kan for eksempel ske ved at lægge en falsk nyhed ind på en avis' websted for at vise, at dens publiceringssystem har et sikkerhedshul.
Reaktionen på den slags har heller ikke ændret sig siden 1903: De, det går ud over, bliver rasende og forurettede, mens udenforstående morer sig eller træffer forholdsregler for at undgå at blive berørt af sikkerhedshullet.
Maskelyne-affæren er udførligt beskrevet i bogen "Wireless: From Marconi's Black-Box to the Audion" af Sungook Hong.
