It sikkerhed og kryptering

Medarbejdernes smartphones rykker ind på arbejdspladsen

Krav om frit valg af udstyr giver udfordringer for it-funktionen.

Medbring selv udstyr - Bring Your Own Device. Det er den officielle forklaring på forkortelsen BYOD. Men vittige hoveder har på det seneste udtænkt alternativer som Bring Your Own Demise (bring din egen undergang) og Bring Your Own Disaster (bring din egen katastrofe).
De nye udlægninger kommer på et tidspunkt, hvor begejstringen for BYOD er ved at blive afløst af en mere realistisk indstilling til, at der også er ulemper ved at lade medarbejderne finansiere deres arbejdsudstyr.
Udtrykket dækker nemlig over, at medarbejderne får lov til at bruge deres egne smartphones, iPads og laptops i stedet for dem, som virksomheden normalt ville stille til rådighed.
Umiddelbart lyder BYOD som en ren win-win-situation for virksomhederne: De slipper for at investere i det nyeste og dyreste udstyr til medarbejderne.
Men det er ikke økonomien, der gør BYOD til en voksende tendens. Det er et direkte krav fra medarbejderne. Ifølge direktør Søren Jensen fra it-leverandøren Atea har mange virksomheder slet ikke noget valg: De får BYOD ind ad bagvejen, hvis de ikke selv åbner døren for det:

– Virksomheden kan forbyde medarbejderne at bruge Facebook i arbejdstiden. Hvad gør de så? De tager deres smartphone eller iPad med hjemmefra, så de kan tjekke Facebook alligevel, siger han.

 

Et intimt værktøj

Salgsdirektør Ejal Bracha fra konsulentfirmaet Mobile Advisor mener, at mange firmaer får problemer med BYOD, fordi de ikke forstår den grundlæggende forskel på, hvordan folk opfatter deres smartphone i forhold til en pc:

– En smartphone eller iPad er et intimt værktøj. Vi har en anden kultur med dem. Vi tager billeder med dem og har dem med os overalt. En bærbar pc er mere et arbejdsredskab. Med BYOD kræver medarbejderne, at de må bruge deres intime værktøjer på jobbet, siger han.
Han taler om en ændret magtdynamik: Nu kan it-afdelingen ikke længere diktere, hvad folk skal arbejde med og på.
Analysefirmaet IDC forudser, at der på verdensplan i 2016 bliver solgt 480 millioner smartphones. Hele 65 procent af dem vil blive anvendt i BYOD-miljøer.
Ifølge analysefirmaet Gartner Group tillader mange store virksomheder allerede, at medarbejdernes eget udstyr kobles på deres netværk. Og tendensen er mere udtalt i vækstøkonomier som Brasilien, Indien og Kina.
Det forklarer analytikerne med, at der i de lande er flere yngre medarbejdere, som stiller krav om at bruge deres yndlingsenhed på arbejdet.


To ømme punkter

Når eksperterne nu begynder at være skeptiske over for BYOD, skyldes det især to områder: Administration og sikkerhed.
Med BYOD får virksomhedens it-folk langt flere forskellige enheder at holde styr på, og brugerne venter at få support, uanset hvilken model smartphone de har købt.
Udfordringen for virksomhedens it-sikkerhed handler om, at BYOD medfører, at medarbejdernes eget udstyr skal have adgang til virksomhedens interne it-systemer og data. Udfordringen minder om den, der opstod, da man indførte mobile enheder, som ejes af virksomheden.
Men den er vanskeligere at håndtere, når det handler om medarbejderens eget udstyr: Kan virksomheden kræve, at der er installeret antivirus på smartphonen? Og må virksomheden slette alle data via fjernstyring, når telefonen eller computeren bliver stjålet – også selvom det går ud over medarbejderens feriefotos og andre personlige data på pc eller telefon?


Regler er afgørende

Gartner anbefaler, at virksomhederne fokuserer på følgende områder for at understøtte BYOD:
• Beskyttelse af mobile data.
• Adgangskontrol til netværk (NAC, Network Access Control).
• MDM (Mobile Device Management).
De kilder, Prosabladet har talt med til dette tema, siger samstemmende, at teknologi ikke gør det alene. Klare regler er afgørende. Ejal Bracha kommer med dette eksempel:
– En medarbejder får udleveret en Nokia-mobiltelefon. Han piller sim-kortet ud og sætter det i en iPhone, han selv har købt. Hvis telefon er det nu? Og hvem ejer data på den?
Den slags spørgsmål skal virksomhederne forberede sig på. Og der bliver mere at tage stilling til. Ejal Bracha nævner muligheden for at spore, hvor medarbejdere befinder sig. Den slags skal der være klare aftaler om.
– I fremtiden vil hovedparten af mobiltelefoner i virksomheder være privatfinansierede. Flere og flere får lov til at tage telefonen med sig, når de forlader firmaet – også mobilnummeret, siger Ejal Bracha.
Han efterlyser, at danske virksomheder tager stilling til BYOD. I dag accepterer mange stiltiende, at medarbejderne bruger deres egne enheder, men de har hverken politikker eller værktøjer til at håndtere det, mener han.
Kilderne er enige om konklusionen: BYOD giver nye udfordringer, men de er ikke værre, end at de kan klares med en kombination af regler, uddannelse og teknologi.