Sagen kort
Et medlem af PROSA blev den 12. september 2002 ansat i en mindre virksomhed for at lave en hjemmeside. I forbindelse med ansættelsen blev der ikke udarbejdet et ansættelsesbevis, da virksomhedens ejer overfor medlemmet havde tilkendegivet, at det ikke var nødvendigt, idet hun skulle arbejde som tilkaldevikar. I retten fik medlemmet tilkendt 43.094 kr.
Diskussion førte til ophør af ansættelse
Herefter arbejdede medlemmet i virksomheden frem til den 21. oktober 2002, hvor ansættelsesforholdet ophørte. Det skete efter, at virksomhedens indehaver og medlemmet havde haft en diskussion om kvantiteten og kvaliteten af det udførte arbejde. Diskussionen resulterede i, at medlemmet afleverede sine nøgler og forlod arbejdspladsen. Parterne fremkom med hver sin version af det faktiske hændelsesforløb.
Gik hun selv eller blev hun fyret?
Derfor opstod der under den efterfølgende retssag tvivl om, hvorvidt medlemmet var blevet bortvist af arbejdsgiveren, eller om medlemmet selv havde bragt ansættelsesforholdet til ophør. Der var også uenighed under retssagen om, hvorvidt medlemmet havde været berettiget til at få et opsigelsesvarsel og et ansættelsesbevis, idet hun efter sin tiltræden havde arbejdet fast 5 timer om dagen.
Rod med ansættelse - arbejdsgivers ansvar
Med hensyn til spørgsmålet om, hvem der havde bragt ansættelsesforholdet til ophør den 21. oktober 2002, udtalte dommeren, at det ikke var muligt at træffe en afgørelse på det foreliggende grundlag, idet de faktiske omstændigheder i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør ikke kunne endeligt klarlægges. I forlængelse heraf udtalte dommeren imidlertid, at arbejdsgiveren var den nærmeste til bære risikoen for, at den nødvendige dokumentation ikke efterfølgende var blevet fremskaffet, og i overensstemmelse hermed fandt dommeren, at arbejdsgiveren skulle betale medlemmet kr. 33.094,00, svarende til løn i opsigelsesperioden frem til den 30. november 2002 samt feriepenge heraf og betaling for 1. og 2. ledighedsdag.
Ikke vikar
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt medlemmet havde været berettiget til at få et opsigelsesvarsel og et ansættelsesbevis, udtalte dommeren, at medlemmet hverken i relation til funktionærloven eller ansættelsesbevisloven var at betragte som vikaransat, idet hun i hele ansættelsesperioden de facto havde arbejdet 5 timer om dagen. Endvidere udtalte dommeren, at det manglende ansættelsesbevis havde givet anledning til tvist mellem parterne, idet der under sagen var tvivl om såvel længden af opsigelsesvarslet som timelønnen, og godtgørelsen blev derfor fastsat til kr. 10.000,00.
Dommen viser
1. at en medarbejder, der bliver ansat som tilkaldevikar, i alle tilfælde har krav på et ansættelsesbevis og - når det udførte arbejde er omfattet af funktionærloven - et opsigelsesvarsel, såfremt det efterfølgende viser sig, at ansættelsesforholdet på grund af arbejdets omfang og fast påregnelige karakter reelt skal betragtes som en fastansættelse.
2. at en arbejdsgiver i forholdet til en medarbejder er at betragte som den professionelle part, og at arbejdsgiveren derfor er den nærmeste til at bære den processuelle risiko for, at der ikke bliver tilvejebragt tilstrækkeligt bevis for det faktiske hændelsesforløb i en opsigelsessituation.
