For bare 25 år siden ville kun de færreste have troet, at vaskemaskiner, emhætter, biler og badevægte ville blive afhængige af computerchips og avanceret mikroelektronik. At mainframes skulle overtrumfes af client-server-teknologi, der igen skulle overtrumfes af pc'er, internettet, cloud computing og apps. Og at drejeskive-telefonen, papirkalenderen, fotografiapparatet og dagens avis med meget mere ville smelte sammen i et og samme device: Din smartphone.
Skyd gazellen
Hvis den udvikling fortsætter, hvor vil den så føre os hen? Og hvor hurtigt vil det gå? Svaret er: Meget langt og meget hurtigt.
Faktisk så langt og så hurtigt, at det allerede i 2045 ikke længere vil give mening at spørge om, hvad der er computer, og hvad der er menneske. I hvert fald hvis man skal tro tilhængerne af Singularitets-teorien, der netop har været samlet til den årlige Singularity Summit i New York. Der er dog snarere tale om en tankegang, for der er mere tale om et fælles perspektiv end egentligt sammentømrede læresætninger.
Fra tidernes morgen er vi vant til at tænke i lineære udviklingsforløb. Når gazellen sprang ud af busken på savannen, kunne vi hurtigt regne ud, hvornår vi skulle slippe pilen for at ramme den. Selvom gazellen speedede op, var dens acceleration nogenlunde konstant. Men, siger Singularitets-tankens fortalere, sådan dur det ikke længere at tænke udvikling. For teknologien udvikler sig ikke i en jævn fremadskridende bevægelse. Den udvikler sig eksponentielt. I en fortsat accelererende bevægelse bliver alting hurtigere og hurtigere, mindre og mindre, smartere og smartere.
Moores lov
Det var Gordon Moore, en af de to stiftere af processor-producenten Intel, der lagde kimen til Singularitets-bevægelsen. I 1965 så han tilbage på de første fire års produktion i det stadig meget unge firma og kunne konstatere, at processorerne havde udviklet sig i en forbløffende hast og med slående regelmæssighed. Hvert år var antallet af transistorer, det var lykkedes at presse sammen i en og samme processor, fordoblet. I 1965 var de nået til 50 transistorer, og Moore spåede, at udviklingen ville fortsætte i hvert fald 10 år endnu, og at man allerede i 1970 ville nå op på over 1.000.
"Moores lov", som observationerne senere blev døbt, udløste til at starte med ikke det store rabalder. Men han havde, viste det sig, ret. I 1970 var der faktisk over et tusinde transistorer på Intels chips. Og fordoblingen forsatte, selvom fordoblingshastigheden svingede lidt. I 1980 havde chipsene rundet de 68.000 transistorer, i 1990 en million og i 2000 42 millioner. Og loven holder stadig: På Intels Xeon E7-chip, der blev lanceret i 2011, er tallet over 2,6 milliarder.
Samtidig viste det sig, at Moores lov ikke kun gælder for antallet af transistorer og deraf følgende processorhastighed. Også f.eks. båndbredde og hukommelse følger den svimlende fordoblingslogik.
Gælder også for radiorør
Den amerikanske opfinder, forfatter og teknologiekspert Ray Kurzweil er en af Singularitets-bevægelsens hovedmænd. I blandt andet "The Singularity is Near" har han udfoldet og undersøgt Singularitets-ideen, og her har han vist, hvordan Moores lov gælder, også før transistoren bliver opfundet. Helt tilbage til år 1900 viser han, hvordan det antal beregninger, du kunne få for 1.000 dollar hardware, regelmæssigt blev fordoblet, uanset om teknologien var baseret på radiorør, relæer eller elektromekanik.
Kurzweil viser også, hvordan den eksponentielle udvikling forløber rykvist: Når en given teknologi har udviklet sig eksponentielt et stykke tid, tager stigningstaksten af, men samtidig overtager nye eksponentielt voksende teknologier udviklingen, indtil disse dør ud og igen overtages af andre.
Selv før computeren kan fordoblingen af evnen til at håndtere information genfindes. Faktisk helt tilbage til Big Bang. I lang tid efter universets skabelse var der kun et atom, tung brint, i universet, og med kun en enkelt klods at rykke med var der grænser for, hvor avancerede tingene kunne blive. Så blev der langsomt dannet flere og flere atomer. Så begyndte atomerne efterhånden at finde sammen i molekyle-former og så i molekyleformer, der kunne gendanne sig selv: Livet. Hjerner opstår, mennesker opstår, kuglerammer og skriftsprog og til sidst computere opstår i en stadigt accelererende bevægelse, hvor hvert nyt trin bygger videre på det foregående.
Fremtiden er molekylær
Når de nuværende integrerede kredsløb mister pusten i løbet af de næste 10 år, står næste generations molekylære computere klar til at tage over, mener Kurzweil, og klar til at skubbe computerintelligensen mod stadigt nye højder.
Allerede i dag finder chip-produktionen sted i molekylære størrelsesforhold, men den nye molekylære teknologi udmærker sig ved ikke blot at blive printet på en chip, men at være tredimensionelt organiseret. Som det engelske forskerhold fra Imperial College London, der netop har konstrueret de første "and" og "or" gates, grundstenene i al computervirksomhed, af dna'et i e.coli-bakterier. Det giver mulighed for mange flere forbindelsestyper og langt større kompleksitet.
Computere, der tænker med molekyler, baner også vejen for nano-robotter, der f.eks. er programmeret til at udrydde kræftceller, og som er så små, at de vil kunne føres rundt i kroppen med blodet. Eller som kan kobles på hjernens receptorer.
Hvis du spørger Kurzweil, er der ikke noget, der tyder på, at Moores lov skulle tage af. Tværtimod: I 2045 vil forøgelsen i den samlede computerregnekraft være en milliard gange større end den samlede menneskelige regnekraft. Og det vil markere et vendepunkt.
For med så smarte og så små computere vil menneske og maskine blive næsten uadskillelige. De vil i praksis være et. En Singularitet.
