Ansættelsesforhold

Mere end 10 mio. kr. til medlemmerne

PROSA hjælper hvert år mange medlemmer med at få erstatning, når noget går galt med ansættelsesforholdet. I 2005 er det samlede erstatningsbeløb på over 10 mio. kr.

Det er altid ubehageligt, når der opstår uenigheder og konflikter. Det gælder ikke mindst, når konflikten opstår i relation til ens arbejdsgiver. Det kan være jobbet, som står på spil. Det kan være en stor belastning i en travl dagligdag. Når det sker, er PROSA som din fagforening på din side. Vi er her for at hjælpe dig. Sagerne er ekstra ubehagelige, når det ikke er muligt at løse dem ved en forhandling. I sådanne situationer kan den eneste måde at løse konflikten på være en domstolsafgørelse.

Hvis du mener, at du er blevet urimeligt behandlet eller de aftaler du har indgået med din arbejdsgiver ikke bliver overhold - så skal du kræve din ret. PROSA hjælper hvert år mange medlemmer med støtte og vejledning og i sidste ende retssager mod deres arbejdsgivere. De faglige sekretærer og sagsbehandlere i faglig afdeling har igen i 2005 ført mange sager over for arbejdsgivere og skaffet medlemmerne over 10 mio. kr. i erstatningsbeløb. Det er lavere end i 2004, og jeg opfatter det som et udtryk for at krisen i it-branchen ikke længere kradser så hårdt - der er bl.a. blevet væsentligt færre konkurser.

Igen i år har det givet pote for medlemmerne at henvende sig med store og små problemer til faglig@prosa.dk.

Jeg vil kommentere nogle af de indhentede beløb og udviklingen

Ansættelseskontrakter
Selv om der har været lavet meget propaganda for, at det er synd for de stakkels arbejdsgivere, at det er så dyrt, når de ikke laver ordentlige ansættelseskontrakter, er vores oplevelse en anden. Bl.a. i forbindelse med ejerskifte, lederskifte, konkurser og virksomhedsoverdragelse kan det koste medlemmerne dyrt, hvis der ikke er papir på de rettigheder, man har aftalt sig til. Derfor kræver vi også fortsat penge ind, når papirerne ikke er i orden. Det opgivne beløb er nok en del mindre end de reelle. Det skyldes, at når vi indgår forlig, ikke altid kan skelne, om beløbet reelt gives for mangler i ansættelseskontrakten eller som erstatning for en usaglig afskedigelse.

Konkurser
Selv om der fortsat er hentet rigtigt mange penge hjem i forbindelse med konkurser, er beløbet heldigvis faldet meget i forhold til de tidligere år. Vi ser nemlig ikke nær så mange konkurser som tidligere.

Manglende løn, feriepenge, overarbejde o.l.
Også her er der et fald i forhold til tidligere år. Dette skyldes igen, at det går bedre for branchen.

Usaglige afskedigelser
Beløbet er næsten uændret fra tidligere år. Vi vil gerne her gøre opmærksom på, at vi tror, at mange flere burde henvende sig i forbindelse med afskedigelser. Det sker rigtigt tit, at vi får henvendelser pga. detaljer ved opsigelsen. Det viser sig så, når vi ser på sagen, at afskedigelsen er usaglig. Vi vil derfor generelt opfordre til, at man henvender sig, hvis man bliver afskediget.

Ligebehandlingsloven
Det store beløb er ikke udtryk for særligt mange sager. Men det er meget dyrt, at afskedige gravide og barslende og praksis for, hvornår en arbejdsgiver kan slippe gratis fra det, er ændret, så det sjældent sker.

Opsigelsesvarsel
Her har vi rigtigt mange sager. Arbejdsgivere forsøger sig tit med at slippe med et kortere varsel, end medlemmet har ret til. Herunder forsøges 120-dages reglen tit brugt uberettiget.

Andet vedr. opsigelser
I forbindelse med opsigelser er vi jævnligt med til at lave aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, uddannelse i opsigelsesperioden eller lignende.

Ændring af løn- og ansættelsesvilkår
Det sker jævnligt, at medlemmerne bliver udsat for ændring af løn- og ansættelsesvilkår f.eks. i forbindelse med virksomhedsoverdragelse. De reelle resultater på dette område er langt større, end beløbet angiver. Vi sætter f.eks. ikke kr. på værdien af at beholde sin hjemmearbejdsplads eller sin frie telefon.

Individuelle lønforhandlinger
Det er først og fremmest på vore offentlige arbejdspladser, at vi er med til individuelle lønforhandlinger. Beløbet her er mange gange større end de foregående år. Beløbet er både udtryk for flere forhandlinger og bedre resultater.

Klausuler
Selv om arbejdsgiverne gerne giver medlemmerne klausuler, er det ikke altid, at de er lige så villige til at betale for dem.

Ikke alt er penge
Vi synes, det er interessant at se, hvor mange penge vi indhenter til medlemmerne. Men man skal huske, at vi har mange resultater, som vi ikke gør op her. Hjælp til indgåelse af gode rådighedsaftaler og hjælp til forhindring af afskedigelser er eksempler på ydelser, som ikke fremgår her, men som alligevel har en stor værdi. Her skal også nævnes gennemgang af ansættelseskontrakter, som der heldigvis er mange, der benytter sig af og gode råd og vink til lønforhandlinger, som man derefter selv gennemfører.

Når vi kører en sag for dig
PROSA har udgivet en pjece, der forklarer, hvad der sker, når vi kører en sag over for en arbejdsgiver. I pjecen beskrives, hvad du skal gøre for at sikre, at din sag kan forberedes bedst muligt, og hvordan vi fra PROSAs side hjælper, når du henvender dig. Det er dig, der bestemmer, hvad vi skal foretage os i sagen, og du skal forbedrede sagen grundigt sammen med os. Det beskrives, hvordan og hvornår der inddrages advokater, og hvordan en retssag vil forløbe og hvilke efterfølgende ankemuligheder der er. Endelig beskriver vi de klagemuligheder, du har som medlem over for PROSA, hvis du mener, at den sagsbehandling der er gennemført ikke lever op til dine krav. Pjecen kan rekvireres ved henvendelse til PROSAs kontorer eller findes på PROSAs hjemmeside www.prosa.dk.