”Jeg tror, at om en 50 års tid vil det være muligt at programmere computere ... så de kan spille imitationsspillet så godt, at en gennemsnitlig interviewer ikke har mere end 70 procents chance for at foretage en korrekt identifikation efter fem minutters spørgsmål.”
Sådan skrev den britiske datalogi-pioner Alan Turing i sit essay ”Computing Machinery and Intelligence” fra 1950. I artiklen foreslår Alan Turing et simpelt eksperiment, der kan afgøre, om en computer har menneskelig intelligens. En interviewer har to konversationer, hvoraf den ene konversationspartner er et menneske, og den anden konversationspartner er en computer. Hvis intervieweren ikke er i stand til at afgøre, hvem der er computer, og hvem der er menneske, har computeren bestået Turing-testen.
Datalogisk milepæl
Lørdag den 7. juni i år lykkedes det så et computerprogram i 45 ud af 150 samtaler at overbevise et menneske om, at programmet var et menneske.
”En historisk milepæl i kunstig intelligens”, og ”Første gang et computerprogram har bestået Turing-testen”, lød det blandt andet i en pressemeddelelse fra University of Reading, der stod bag Turing Test 2014 hos det hæderkronede britiske Royal Society i London.
Meldingen blev hurtigt opsnappet og viderekolporteret af internetmedier med historier om, at computere nu havde menneskelig intelligens.
Kurzweils væddemål
Der kom dog hurtigt indvendinger mod eksperimentet.
Blandt kritikerne af eksperimentet var Ray Kurzweil, som egentlig burde være begejstret for eksperimentets resultat. Ray Kurzweil har i mange år talt om ”singularitet” - tidspunktet, når kunstig intelligens overgår menneskelig intelligens. Han er så sikker i sin sag, at han har indgået et væddemål på 20.000 dollars med Mitch Kapor, manden bag regnearket Lotus 1-2-3, om, at et computerprogram inden 2029 vil bestå Turing-testen.
Men i stedet for at indkassere pengene fra væddemålet begrundede Ray Kurzweil på sin blog, hvorfor computerprogrammet ikke havde bestået Turing-testen. 30 interviewere havde hver deltaget i fem tests, hvor de kommunikerede med et rigtigt menneske og chatbotten Eugene Goostman via instant messaging. Der var afsat fem minutter til hver test, hvilket Ray Kurzweil og andre kritikere betegner som alt for kort tid til at danne sig et reelt billede af samtalepartnerens intelligens.
Alan Turing specificerede ikke sit eksperiment i detaljer, så Ray Kurzweil og Mitch Kapor har selv defineret de nærmere regler for deres Turing-test-væddemål. Før de 20.000 dollars skifter hænder, skal computeren i løbet af et interview af to timers varighed overbevise tre mennesker om, at programmet er et menneske.
Ray Kurzweil hæfter sig også ved, at chatbotten præsenterede sig som en 13-årig dreng fra Ukraine, hvilket Ray Kurzweil betegner som en begrænsning ved Turing-testen. De engelsksprogede interviewere vil automatisk sætte forventningerne lavere til Eugene Goostman, da engelsk ikke er hans modersmål, og hans kendskab til engelsksproget kultur er begrænset sammenlignet med interviewerens.
En af programmørerne bag Eugene Goostman-programmet, Vladimir Veselov, nedtoner eksperimentets betydning i et interview med det russiske online-magasin Calvert Journal. Eugene Goostman er ikke et selvlærende system, og Vladimir Veselov vil ikke betegne Eugene Goostman som en milepæl i kunstig intelligens, men fremhæver, at chatbotten har bestået Turing-testen, da den imiterer et menneske:
”Han er ikke et smart system ... Han har viden om bestemte facts og grundlæggende information om forskellige lande, opfindere og så videre. Han bruger en encyklopædi til at besvare spørgsmål og kan foretage simple udregninger. Han kan også kontrollere konversationen, så hvis han ikke kan svare på et spørgsmål, ændrer han konversationen ved at stille et spørgsmål,” forklarer Vladimir Veselov i interviewet.
Simulering – ikke intelligens
En anden af Eugene Goostmans ophavsmænd, John Denning, fremhæver i online-magasinet Mashable chatbottens evne til at overbevise folk om sin menneskelighed:
”Vi skabte ikke menneskelig intelligens. Det handler om at overbevise folk; det handler om den menneskelige oplevelse. Hvis folk tror på den, så er det cool, så har vi opnået noget som er temmelig betydningsfuldt,” siger han.
Alan Turing berører selv skelnen mellem imitation af menneskelig intelligens og reel intelligens i sin gamle artikel fra 1950:
”Vil maskinerne ikke foretage sig noget, som kan beskrives som tænkning, men i virkeligheden er det noget, som er væsensforskelligt fra, hvad mennesker gør?”
Det er en meget stærk indvending, men hvis en maskine kan konstrueres til at spille imitationsspillet tilfredsstillende, så behøver vi ikke at bekymre os over den indvending.
