"Ked af, at han er død, men glad for, at han er væk".
Sådan lød de bramfrie og kritiske ord fra free software-ideologen Richard Stallman om den legendariske, men også omstridte og kontroversielle Steve Jobs, da han døde 5. oktober 2011. Jobs' virksomhed er blevet sammenlignet med en religiøs kult og et lukket kontrolsamfund i big brother-stil. Men samtidigt er det også blevet kaldt et kreativt og boblende iværksættermiljø, der til stadighed har sat nye standarder og produceret fænomenalt design og fantastiske ideer på stribe, som andre har været tvunget til at forholde sig til.
At skrive en biografi om en person, der både er så omstridt, men også hyldet og endda har skabt mærkbare resultater som en digital visionær og en effektiv erhvervsleder, er ikke nogen let opgave. Alligevel er den tidligere Time-redaktør Walter Isaacson sluppet godt fra forsøget. Som erfaren mediemand og forfatter til biografier om Albert Einstein, Benjamin Franklin og Henry Kissinger evner han at tydeliggøre mennesket bag myten. Det er i skildringen af de personlige dramaer omkring Jobs, at Isaacson er bedst, sammen med blikket for ledelsesudfordringer og organisationskulturer i de forskellige virksomheder, som Jobs løbende bryder arm med.
En kunstnerisk ildsjæl
En bærende pointe i bogen er, at Jobs aldrig selv var nogen stor ingeniør, men at han til gengæld havde en stærkt veludviklet sans for at se muligheder i skæringspunktet mellem teknologi og kultur. Han brændte lidenskabeligt for at gøre teknologien intuitiv og tilgængelig for det store forbrugermarked og foragtede alt, som han opfattede som rodet eller uskønt. Han kunne charmere, tryllebinde og overbevise som ingen anden – og dermed få folk til at præstere langt ud over, hvad de selv troede muligt. Han evnede at skabe et 'virkelighedsfordrejende kraftfelt' og insisterede på, at viljen kunne forandre alt.
Mens andre it-virksomheder for eksempel først overlod til ingeniørerne at udarbejde hardwaren for derefter at sende den videre til designerne og programmørerne, var Jobs tilhænger af det omvendte princip: Først kom ideen om designet, som ingeniørerne måtte bøje sig efter, dernæst skulle hardware og software udvikles parallelt og integreret. Design, brugervenlighed og elegance var de bærende principper frem for fokusgrupper og markedsundersøgelser.
På denne måde var Jobs langt mere kunstner end forretningsmand. Han afskyede pragmatisme og kortsigtet tænkning og krævede altid det sublime af sig selv og sine omgivelser. Hans vane med at stemple folk og ideer lynhurtigt som enten fuldstændigt 'rådne' eller 'fantastiske' var meget krævende for hans omgivelser og havde det med at brænde folk ud. Til gengæld var det med til at skabe blivende værdier og en langt højere profitmargin end de fleste andre teknologivirksomheder.
Modkultur og blinde punkter
Isaacsons biografi giver både indsigt i personligheden Steve Jobs og i den nye it-branche, som han vokser op sammen med og i høj grad sætter sit mærke på.
Jobs' ungdomsår var en tid, hvor computere gik fra at associeres med staten, militæret og CIA til at blive set som værktøjer for frigørelse og selvrealisering. Selvom Jobs i sit voksne liv blev koncernchef, bevarede han på mange måder sin livslange tilknytning til modkulturen, navnlig hans hang til zen-buddhisme, strenge veganske diæter og manglende respekt for autoriteter. Alt dette får Isaacson fint frem, ligesom han også viser, hvordan kritikere af Jobs i stigende grad så lighedstræk mellem Apples ensrettede monokultur og de "onde imperier", som Jobs selv engang kæmpede imod.
Isaacson har dog også en række blinde punkter, eller i hvert fald en noget forenklet fremstilling af konfliktlinjerne i branchen. I det sidste og opsummerende kapitel i bogen skriver han ganske vist, at Jobs og Apple placerede sig entydigt på den ene side af "den mest grundlæggende skillelinje i den digitale verden: Åben over for lukket".
Bogen har ganske vist forståelse for dele af hackertankegangen, for eksempel i beskrivelserne af miljøet omkring Homebrew Computer Club i det unge Silicon Valley.
Alligevel er det konsekvent Microsoft og Bill Gates, der bogen igennem fremstår som hovedeksponent for 'det åbne', fordi Microsoft vælger at sælge sit operativsystem på licens til forskellige pc-producenter, mens Apple derimod foretrækker en 'integreret' tilgang med kontrol over både hardware og software. Der er næppe mange i free software- og open source-verdenen, der føler sig helt dækket ind af Isaacsons generaliseringer på dette punkt – selvom de vil genkende Jobs' udfald mod Android-platformen, som han er "villig til at indlede en atomkrig" imod.
Ikke et ord om skandaler
På samme måde har Isaacson også valgt at reducere koret af Apple-kritikere fra den globale miljø- og fagbevægelse til ubetydelige statister. På trods af flere års heftig kritik af Apples manglende indsats for at reducere forbruget af miljøskadelige kemikalier og ikke indtænke det i produktionen kan Isaacson kun svinge sig op til at omtale en enkelt happening under en tale ved Stanford University i 2005, hvor et fly kredser ovenover med et banner, der opfordrede ham til "genbrug af alt e-affald".
På samme måde springer det i øjnene, når den angiveligt 'modkulturelle' Jobs vælger at bruge et møde med USA's præsident, Barack Obama, til et udfald imod lærernes fagforeninger – en af de sidste bastioner for fagbevægelsen i USA – som han opfordrer til at knække.
I den knap 700 sider lange biografi står der heller ikke et eneste ord om skandalerne med Apples underleverandører i Kina, navnlig Foxconn, der bryder endog kinesiske miljøstandarder, og hvor arbejderne i stort tal begår selvmord i frustration over de horrible arbejdsvilkår. Derimod bruger Isaacson lang tid på en sag om Apple-bestyrelsens tilbagedatering af aktieoptioner, som dog fremstår i et formildende skær.
Tæt på mennesket
Til trods for de nævnte skønhedspletter er det alligevel en god bog, der formentlig kommer tættere på mennesket Steve Jobs end andre bøger hidtil. Den springende kommatering i den danske oversættelse ville næppe have huet den notoriske perfektionist, der er bogens markante hovedperson.
Når det er sagt, er det dog også klart, at Jobs i sin medvirken til biografien til en vis grad – og meget ukarakteristisk – har givet slip på sin sædvanlige kontrolmani. Bogen er på ingen måde en ensidig hyldest, ligesom den heller ikke er noget karaktermord. Omvendt er det også klart – hvad Jobs også udtrykkeligt citeres for i bogen – at ved at medvirke til biografiens tilblivelse kunne han trods alt være med til at sikre en vis helhed i fremstillingen.
I ægte Steve Jobs-ånd fik han desuden det sidste ord med hensyn til bogens omslag – det er ham selv, der har designet det og også udvalgt fotoet, hvor han med sit magiske blik holder tilskueren fanget selv efter sin dødsdag.
