PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

A-kassen

Nu skal regeljunglen for de ledige beskæres

Et stort flertal i Folketinget har besluttet at forenkle reglerne på beskæftigelsesområdet, så det bliver mindre bureaukratisk.

Ni kilometer. Så langt strakte papiret sig, da Min A-kasse i begyndelsen af 2017 printede alle dagpengereglerne ud for at synliggøre, hvor utroligt mange regler ledige er underlagt.

Nu har politikerne heldigvis besluttet at rydde op i regeljunglen og effektivisere beskæftigelsesindsatsen. Ifølge aftalen, der blev indgået i august, skal bureaukrati og forhindringer for ledige fjernes og kommunernes indsats underlægges et benchmarking-system, som gør det muligt at sammenligne effekten kommunerne imellem. Samtidig får kommunerne større frihed til at gøre det, de mener virker.

Mere ansvar

Et af de centrale initiativer i aftalen er mere ansvar til a-kasserne. Udvalgte a-kasser vil i en fireårig forsøgsperiode få ansvaret for dagpengemodtagere i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsforløbet. Det er i netop denne periode – skiftet fra arbejde til ledig – at der er størst chance for at hjælpe medlemmerne hurtigt videre.

Derfor vil Min A-kasse meget gerne påtage sig den opgave og byder ind på at blive en af de udvalgte a-kasser, der får lov til at have hele kontakten med vores ledige medlemmer i de første tre måneder.

Aftaleparterne har også besluttet at ensrette kontaktforløbet, så alle får fire samtaler i jobcentret de første seks måneder. Ledige skal fortsat have to ekstra fællessamtaler, hvor a-kassen også deltager. Efter seks måneders ledighed aftales behovet for samtaler individuelt mellem jobcentret og medlemmet.

De regler, der gælder for indhold i de individuelle samtaler, forenkles. Fremover skal det i højere grad være op til den enkelte i jobcentret og den ledige at fastlægge indholdet i samtalen.

Mindre kontrol

Politikerne har også besluttet at lempe registreringskrav til ledige, så man ikke længere mindst hver syvende dag skal tjekke jobforslag på jobnet.dk. Fremover vil der kun være ét krav til aktivering efter senest seks måneders ledighed, hvorefter det bliver op til jobcentret at vurdere, hvornår den enkelte har brug for mere indsats.

Kravet til aktiv jobsøgning fortsætter, men det nuværende krav til jobsøgning i de sidste seks uger, inden man går i job, på barsel, efterløn eller folkepension fjernes.

Aftalen understøtter også en højere grad af digitalisering, blandt andet ved at a-kasserne kan deltage i videosamtaler. Der er dog fortsat mulighed for et personligt møde. Virksomheders ansøgning om virksomhedspraktik og løntilskud automatiseres. Løntilskudsordningen forenkles og får kun to varighedsbegrænsninger: én for personer tæt på arbejdsmarkedet og én for personer længere væk fra arbejdsmarkedet.

Jeg skal selvfølgelig gøre opmærksom på, at aftalen alene er en politisk aftale og vil først blive udmøntet i en egentlig lovtekst, der forventes at træde i kraft 1. juli 2019.