- Vi er de to største fagforbund i IBM Danmark, og vi håber naturligvis også på et positivt svar, fortæller Jens Axel Hansen, der er næstformand i PROSA.
Tidligere i år indgik IBM for første gang en overenskomst på koncernniveau med HK Privat. Efterfølgende er det dog blevet afklaret, at den kun omfatter knap 10% af de medarbejdere, der ikke allerede var omfattet af en overenskomst med Finansforbundet, dvs. IBM SDC-DK eller det tidligere DM Data.
Protester fra PROSA
PROSA og Finansforbundet valgte den gang at protestere mod aftalen, blandt andet fordi den blev indgået hen over hovedet på vore medlemmer - der trods alt udgør næsten 1.400 personer. Desuden er Finansforbundets overenskomst i spørgsmål om løn, overarbejdsbetaling, ferie og uddannelse bedre end den nye HK-overenskomst. Derfor går de to forbund nu sammen om både at forsvare den gældende overenskomst og om at udvide den til hele IBM-koncernen.
Ønske om dialog
- Det er helt klart, at der har været problemer med dialogen mellem IBM-ledelsen og medarbejderne. Med en overenskomst får vi et rammeværk at gå ud fra som f.eks. regelmæssige møder mellem tillidsrepræsentanterne og ledelsen. På denne måde bliver der også skabt en modpart til ledelsen. De ansatte repræsenterer ikke længere bare deres egne synspunkter, men er tillidsvalgte, der skal varetage flertallets opfattelser og meninger. En overenskomst forpligter til en øget grad af kommunikation. Både ledelse og fagforbund orienterer normalt hinanden om, hvad der rører sig i virksomheden og har en fælles interesse i at virksomhedens strategi forstås og bliver anerkendt, så der opstår færrest mulige gnidninger og konflikter i dagligdagen, forklarer næstformanden i PROSA Jens Axel Hansen.
Behov for en klub
- Finansforbundet og PROSA har et godt samarbejde om IBM, og vi har også en god kontakt til Akademikernes Centralorganisation (AC), som vi har inviteret med i vores forhandlingsfællesskab. De arbejder for tiden med at få etableret AC-klubber, der skal samle magistre, ingeniører, økonomer osv. Men det har vi også behov for i PROSA, formaner næstformanden.
- Det er de lokale PROSA-medlemmer på arbejdspladsen, der skal være drivkraften i det faglige arbejde. Forbundet kan stille midler og sekretærhjælp til rådighed, hjælpe med at organisere osv., men til syvende og sidst må der etableres en lokal klub af IBM-ansatte, der kan være kontaktpersoner og talspersoner. Fra PROSAs side vil vi støtte alle initiativer, der kan være med til at gøre IBM til en bedre arbejdsplads, hvor det også er helt naturligt at være fagorganiseret og aktiv i sin fagforening, siger Jens Axel Hansen, som er næstformand i PROSA.
4 fordele ved en IBM-overenskomst
1) RAMMEAFTALE:
En overenskomst sikrer de kollektive rammer, samtidig med at den giver plads til de individuelle tillægsaftaler.
2) STØRRE TRYGHED:
En overenskomst handler om at få nedskrevet og fremtidssikret de goder, der eksisterer i dag - fremover skal det være et fælles anliggende at ændre i dem.
3) MERE DIALOG:
En overenskomst skaber en ramme for dialog mellem ledelse og medarbejdere, hvor tillidsrepræsentanter har ret til at blive informeret af og mødes med ledelsen.
4) KONFLIKTLØSNING:
En overenskomst er et sikkerhedsnet, hvis der opstår konflikter imellem en leder og en medarbejder. Begge parter forpligtes til at søge den slags konflikter løst.
Vil du vide mere om PROSAs faglige netværk i IBM, så tag kontakt med Bjarke Friborg (bfr@prosa.dk, telefon 28 88 51 38). Eller du kan følge med på www.prosa.dk/ibm.
Overenskomster