PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Ansættelsesforhold, Overenskomster

En kongelig resolution trumfer ikke overenskomstrettigheder

Overenskomstrettigheder gælder, også når et område flyttes på grund af en kongelig resolution. Det viser et nyt forlig i en faglig voldgift. ”Det var principielt for os at følge sagen til dørs, og nu står vi bedre, næste gang en statslig arbejdsgiver prøver at gradbøje en aftale”, siger Morten Rønne, forbundssekretær i PROSA.

PROSA-medlemmerne i Rigsarkivet i København mistede deres tillidsrepræsentanter, da driften i it-afdelingen i Rigsarkivet i 2016 blev flyttet til Statens IT i Ballerup. Med flytningen blev tillidsrepræsentanterne flyttet ud af deres funktion, fordi Statens IT ikke har overenskomst med PROSA. Det skete uden hverken forhandling eller respekt for tillidsrepræsentanternes forflyttelsesvarsel fra arbejdsgivers side.  

- Som tillidsrepræsentant taler man på kollegernes vegne om de ting, der kan være upopulære hos ledelsen. Derfor har PROSA en overenskomstaftale på det statslige område, der beskytter tillidsrepræsentanter og blandt andet giver dem et forflyttelsesvarsel og ret til en forhandling? Hvis man bare kan blive flyttet ud af funktionen uden videre, bliver man sårbar og har ikke de forudsætninger for at varetage hvervet, som man skal have ifølge overenskomsten, siger Morten Rønne, forbundssekretær i PROSA.  

En kongelig resolution lå til grund for flytningen, og det satte ifølge arbejdsgiverne overenskomsten ud af kraft. Grundloven giver statsministeren ret til at ændre ressortområder og derigennem flytte arbejdspladser med en kongelig resolution, som dronningen godkender med sin underskrift. Det kan PROSA ikke udfordre, men de overenskomstbestemte rettigheder skulle følge med. Derfor indledte PROSA en faglig voldgift på baggrund af tillidsrepræsentanternes situation.

Sagen har været meget længe undervejs, men den 31. januar indgik parterne et forlig, der siger, at både overenskomstens forhandlingsregler og varslingsregler skal overholdes ved en ressortomlægning.  

- Det var principielt for os at følge sagen til dørs, og nu står vi bedre, næste gang en statslig arbejdsgiver prøver at gradbøje en aftale, siger Morten Rønne, forbundssekretær i PROSA.  

Forhandlingsfællesskabet CO10 og Moderniseringsstyrelsen repræsenterede henholdsvis PROSA og arbejdsgiver ved den faglige voldgift.  

Forliget kan læses her.