PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Ansættelsesforhold, Overenskomster

Tillidsfolkene viser vejen

Hvert år arrangerer PROSA et topmøde for tillidsrepræsentanter for at styrke det faglige netværk af it-folk på landets arbejdspladser. Mød fire af dem her.

Som tillidsmand handler det om at gå forrest på vegne af sine kollegaer – både når der er ting på arbejdspladsen, der kræver særlig opmærksomhed, og hvis der opstår uenighed mellem medarbejdere og ledelse.

Sådan lyder det fra en håndfuld af de tillidsrepræsentanter, der i maj brugte to dage på PROSAs topmøde for tillidsrepræsentanter i Nyborg, hvor PROSAs jurister og faglige sekretærer gav et indblik i de faglige udfordringer anno 2019.

De fik selskab af Lizette Risgaard, der er formand for den nye Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) med 69 forbund og 1,4 millioner medlemmer. Og selv om PROSAs godt 15.000 medlemmer ikke fylder så meget i den sammenhæng, så er de vigtige, mener Lizette Risgaard:
– I spiller en stor rolle i arbejdet med at forandre samfundet til det bedre. Det er fagbevægelsen, der har sørget for, at der er ordentlige forhold på arbejdsmarkedet, og det er jer tillidsfolk, der fører an – også for dem, der er så usolidariske at stå uden for en fagforening.

Hun opfordrer alle fagforeningsmedlemmer til at gå mere offensivt til de kollegaer, der nyder godt af fællesskabets privilegier uden selv at bidrage til sammenholdet.
– Desværre er der nogle forældre, der har glemt at fortælle deres børn, at de skal melde sig ind i en fagforening. I mange år har vi nok været for pæne over for dem, for jeg synes sgu ikke, det er i orden at køre på fribillet, siger hun.

Forandringer på vej

Lizette Risgaard forudser store forandringer på arbejdsmarkedet i de kommende år, så mange flere vil uddanne sig gennem hele livet, og hun opfatter PROSAs medlemmer som en gruppe, der i høj grad får behov for livslang læring.
– Særligt i et fag som jeres går udviklingen så stærkt, at det er helt afgørende, at I videreuddanner jer for at kunne klare jer i konkurrencen med it-folk i New Delhi. Nogle vil komme til at tage både to, tre og fire forskellige uddannelser i løbet af deres liv, og det skal vi afsætte penge til, sagde Lizette Risgaard.

FH-formandens vision er et aftalebaseret system for at sikre efteruddannelse til alle i Danmark – for eksempel en model, hvor du optjener en måneds efteruddannelse for hver seks måneders ansættelse.
– Det er en stor kulturændring, vi skal indstille os på, men det er den investering, vi skal gøre i hinanden, siger Lizette Risgaard.

Hvad laver en tillidsrepræsentant?

En tillidsrepræsentant – også kaldet en tillidsmand – er medarbejdernes tals­mand over for ledelsen og fagforeningens forlængede arm på arbejdspladsen. Valg af en tillidsrepræsentant forudsætter, at der er en overenskomst. Der kan godt være flere tillidsrepræsentanter på samme arbejdsplads, fordi de typisk kun repræsenterer én faggruppe.

Den primære opgave er at varetage interesserne hos den gruppe kollegaer, som har valgt vedkommende til at repræsentere dem, og det er ofte i forbindelse med forhandlinger om løn, overenskomster og afskedigelser, at tillidsrepræsentantens rolle bliver tydelig. Men der er mange andre opgaver, som handler om den enkelte medarbejders forhold og trivsel. Samtidig er tillidsrepræsentanten bindeleddet fra ledelsen til medarbejderne. Tilliden skal således gå begge veje.

Tillidsrepræsentanter på private arbejdspladser får almindelig løn og kun sjældent tillæg, mens man i det offentlige normalt får et løntillæg, der er bestemt gennem overenskomsten.

Jesper Kjær
52 år, arbejder med it-drift i ­Siemens Gamesa Renewable ­Energy og har været tillids­repræsentant i fem år.
– For mig handler det om at gøre en forskel for mine kolleger i dagligdagen. Jeg synes, PROSA gør et virkelig godt stykke arbejde for at holde os til ilden.

Lars Løgstrup Sørensen
46 år, fællestillidsmand i CGI ­D­anmark, programmør og uddannet datamatiker.
– Det er vigtigt for mig at gøre en forskel og sørge for, at folk bliver behandlet ordentligt i alle situationer. Jeg kan godt lide min arbejdsplads og vil gerne have, at folk trives dér. Det kan jeg bidrage til ved at være tillidsrepræsentant.

Zita Mørch Larsen
48 år, it-supporter i Folkekirkens IT under Kirkeministeriet og nyvalgt tillidsrepræsentant fra 1. november 2018.
– Indtil nu har jeg mest været på en masse PROSA-kurser, men jeg gør det i bund og grund, fordi jeg gerne vil støtte mine kolleger og gøre noget godt for dem.

Esben Hansen
36 år, fællestillidsrepræsentant for 300 ansatte på Aarhus ­Universitet, uddannet datamatiker og arbejder som webudvikler.
– Det er fedt at mærke, når ens arbejds­plads kommer til at fungere som en gruppe. ­Fagbevægelsen giver mig enormt meget, det får mit fag til at give mening. Desværre er det mit indtryk, at rigtig mange it-­arbejdere ikke er dækket af en overenskomst.