På it-eventyr i Barcelona

– Vi havde hørt, at Barcelona var en dejlig by.

Sådan lød motivationen for seks år siden, da danske David Givoni sammen med sin chilenske hustru besluttede sig for at flytte til et land midt imellem Danmark og Chile. Han havde dengang afsluttet sin uddannelse som datamatiker og syntes, at det var på tide at realisere sin drøm. Vel ankommet med en udtjent bil med fyldt trailer opdagede han dog hurtigt, at Barcelona ikke er helt så eksotisk, når man hverken har arbejde, bolig eller formue.

Men efter et par måneder med overnatning i omegnens lidt for dyre ferieboliger lykkedes det dog at få fat i en lejlighed ved den berømte kirke La Sagrada Familia, og samtidig fik David Givoni sit første job efter en lidt hård tid med ansøgningsræset.

Jobmarkedet et kaos
– Det var helt anderledes end i Danmark. Du søger bare de stillinger, der er i avisen eller på nettet, men du ved ikke, om der i virkeligheden er et job. Virksomhederne læser ikke din ansøgning, og de bruger ofte annoncerne på at afsøge markedet, uden at de har noget at tilbyde, siger David Givoni.

– Man spilder derfor utroligt meget tid med at tale med folk, der slet ikke har et job, og man kan være helt sikker på, at man aldrig får noget svar, hvis jobbet går til anden side.

Men det blev hans danske tilgang til situationen, der skaffede ham det første job.

– Jeg opførte mig som andre danskere og fulgte op på mine interviews. Og pludselig var der én, der følte sig presset til at tage stilling hurtigt, og så bad han mig starte med det samme, siger David Givoni.

Jobbet i et lille web-udviklings-bureau levede rimeligt op til forventningerne. David Givoni skulle programmere forskellige web-løsninger i ASP – et håndværk, han var så ferm i, at han hurtigt blev forfremmet til gruppeleder med ansvar for sine egne projekter.

– Det var en meget atypisk spansk virksomhed. Vi kunne stort set arbejde på den måde, som vi havde lyst, og vi kunne selv vælge vores arbejdstider, husker han.

En anden detalje ved jobbet var dog typisk spansk: Involvering af menige medarbejder kom slet ikke på tale ved beslutninger i ledelsen.

– Det hele kørte meget ustruktureret og var baseret på spagetti-programmering, så jeg forstod ikke, hvorfor man ikke brugte nogle anerkendte veldokumenterede udviklermetoder. Min chef sagde, at han var enig, men der skete ingenting.

Samtidig fik medarbejderne intet at vide om, hvad virksomheden levede af, fortæller David Givoni.

– Det var en gåde for mig, hvordan vi overlevede, for vi kunne ikke holde på kunderne, og selv om min chef var god til at finde nye kunder og involvere enkelte velbetalte offentlige projekter, så kunne jeg fornemme, at det gik dårligt.
 
Markedet styret af vikarbureauer
Det var dog mest den manglende personlige udvikling, der fik  David Givoni til at søge nye udfordringer. Denne gang blev han udlejet gennem et spansk vikarbureau til et stort projekt, der havde til formål at registrere alle landbrug i hele provinsen. Her fik David Givoni ansvaret for at udvikle et framework fra begyndelsen i et projekt, der involverede 25 mand.

– Det var spændende, men jeg fik ingen information fra ledelsen. Og selv om jeg havde udviklet metoderne selv, så blev det hurtigt kedeligt at lave programstumper efter en bestemt formel hele dagen lang uden at kende perspektiverne.

Jobbet var udmærket, men ikke fantastisk betalt, og det skal et job være, for at man kan få en god bolig i Barcelona med bil m.v., som de fleste ønsker sig i familielivet. Derfor fiskede han flere gange efter den lønforhøjelse, som han var blevet lovet af sit bureau ved starten af projektet.

– Men bureauet udskød hele tiden diskussionen, siger David Givoni, der også måtte se de fastansatte blive tilbudt kurser, som han ikke kunne deltage i, fordi han var ekstern konsulent, men alligevel ikke tjente mere end de andre.
David Givoni fik pludselig hul igennem til 30 procent i lønforhøjelse, da han afleverede sin opsigelse.

– Og så kunne alle løst tilknyttede pludselig godt få fast job. Men da var min beslutning taget – jeg ville lave noget, der var mit eget, i stedet for at arbejde for andre.

Vil bygge systemer til vidensdeling
Den drøm har David Givoni nu fulgt de seneste par år, hvor han har været selvstændig. I den tid har han overlevet på at sælge timer som ASP-programmør, samtidig med at han har bygget på sit livsværk – et system til vidensdeling, der minder lidt om it-fagets eksperten.dk, men som er mere dynamisk og fleksibelt.

– Jeg fik idéen som supporter i Danske Bank, hvor jeg kunne se, hvor elendig man var til at udveksle viden. En programændring hos Microsoft udløste jo kaos hver eneste gang, fordi vi ikke kommunikerede løsninger på en struktureret måde.

Prisen har dog været, at David Givoni har måttet leve på en sten i nogle år for at få råd til det, idet freelancetaksterne i Spanien ligger på en tredjedel af de danske. Men for nogle måneder siden fik han afsluttet sit værk, som han har fået solgt til et par store selskaber.

– Jeg så intet perspektiv i bare at sælge timer resten af mit liv – så hellere bygge noget, der er mit helt eget.

Ved en normal dansk karriere havde David Givoni materielt set formentlig været en del bedre stillet end i Barcelona, men det ville have været at svigte sine drømme.

– Jeg har aldrig haft lyst til bare at være fastansat. Nu har jeg for første gang noget, som er mit helt eget, og som er mere og andet end bare at sælge mine timer.

Hjem til Danmark regner han ikke med at komme igen nu efter seks år i Barcelona. I mellemtiden er han nemlig blevet skilt, og det gør situationen særligt vanskelig, fordi han har en søn på ni år, som har sin mor i byen også.

– Min søn er utrolig glad for at bo hernede, og han taler jo bedre katalansk og spansk, end han taler dansk, så det ville være en stor omvæltning, som der ingen grund er til at tage, så længe jeg klarer mig hernede, siger David Givoni, der først vil tage emnet om bopæl op til fornyet overvejelse, når hans søn går ud af gymnasiet engang.

– Indtil da bliver jeg i Barcelona. Der er jo ufatteligt mange muligheder i en by som denne, og nu håber jeg da, at jeg får lidt mere tid og mulighed for at benytte mig af dem også, siger han.