Arbejdsmarkedet

Pas på iværksætterlivets administrative helvede

Du skal være parat til arbejde hårdt, også med kedelig administration, hvis du vil være selvstændig. Men drømmen om at starte sit eget lever stadig i Prosabladets brugerpanel.

Der er mange faldgruber i iværksætterlivets morads af uforståelige skatteregler, tidskrævende momsregnskaber, ingen højeste arbejdstid  og løben spidsrod mellem banker og fonde for at få finansieret sit projekt. Alle de erfarne iværksættere i Prosabladets brugerpanel er enige om, at det ikke er let – nogen har alligevel fået tændt iværksætterilden, og andre vil til gengæld ikke røre det med en ildtang.

Af de 65 it-professionelle, der i denne måned har deltaget i undersøgelsen om deres erfaringer med iværksætteri, har en tredjedel prøvet det, en tredjedel tror ikke, det er noget for dem, og en tredjedel drømmer om en dag at springe ud som selvstændig.

Brugerpanelisterne med iværksætterlyst anfører lyst til at starte noget, der er deres eget, og til at realisere nogle konkrete ideer som de to væsentligste årsager til, at de overvejer at blive selvstændige.

En vil ikke være tynget af andres manglende evne til at se mulighederne, en anden har ofte følt sig bremset af bureaukratiet i en stor virksomhed, og så er der dem, som har fået tanken, fordi de er ledige og mangler noget at lave.

De fleste vil enten gerne starte deres egen konsulentvirksomhed eller en virksomhed inden for software og programmering, og nogle få drømmer om deres egen webshop eller et helt andet område end it. Blandt de erfarne iværksættere er det til gengæld størstedelen, der er eller har været konsulenter, måske fordi det er nemmere at gå til end for eksempel at udvikle et softwareprodukt.

Investment manager i venturekapitalfonden Seed Capital Rasmus Bjerngaards råd til it-folk, der går og brygger på en idé, er at komme ud af røret.

– Du går helt sikkert galt i byen, hvis du lukker dig ned i kælderen og udvikler i fire år. For det første har nogen sikkert udviklet det for to år siden, og for det andet er det måske ikke så godt, som du troede. Den inkarnerede produktmand, der brænder for at lave det virkelig godt, kan have svært ved at præsentere noget, men der er ingen anden vej end at komme ud og prøve det af, siger Rasmus Bjerngaard.

Test, om din idé holder

Den største frygt blandt de uprøvede iværksættere er at gå en økonomisk usikker fremtid i møde. Flere er usikre på, om deres idé holder, og efterspørger gode råd til, hvordan man tester den. Det er også noget af det absolut vigtigste at afprøve, inden man overhovedet overvejer at starte virksomhed op, mener Lau Herborg, leder af House of Innovation i Kolding.

– Det er vigtigt at teste ideen, inden man starter virksomheden, for når man først er startet, skal man sælge ideen. Inden du går i gang, kan du få gode råd, og det vil de fleste mennesker gerne give, siger Lau Herborg.

Han har rådgivet over 1.000 iværksættere gennem tiden og har mange års erfaring i at holde kurser om, hvordan man afprøver sin idé på iværksætterhøjskoler. Han anbefaler, at man starter med en lille markedstest.

– Find ud af, hvem dine mulige kunder er, opsøg nogle af dem og bed dem afprøve dit produkt. Det skal helst være et fysisk møde. Det kan også give dig nogle salgsargumenter at spørge ind til, hvad der skal til, for at de vil købe dit produkt, siger Lau Herborg.

Når du har udført en markedstest, har du samtidig fået et større grundlag for at vurdere, hvor meget arbejde der ligger i projektet, og hvor stor omsætning der er mulighed for.

Et almindeligt kendt opfindersyndrom er at være bange for, at nogen vil stjæle ens idé, hvis man fortæller andre om den, men en test er den eneste måde, man kan komme tættere på en realitet, påpeger han.

– Erfaringen viser, at man selv er den bedste til at føre sin egen idé ud i verden, og hvis man mener, der er grund til det, er der også forskellige måder at beskytte den på, for eksempel ved at tage patent.

Team er vigtigt

Flertallet af brugerpanelets selvstændige har kastet sig ud i en virksomhed alene, men det er ikke særlig smart, hvis man spørger Rasmus Bjerngaard.

– Man kan ikke klare det hele selv. At finde det rigtige team er noget af det allervigtigste. Det gælder om at finde nogen, som kan noget andet end det, man selv kan. Måske kan man ikke engang selv noget særligt, men er bare god til at finde dygtige mennesker, foreslår Rasmus Bjerngaard.

Flere i brugerpanelet giver ham ret og nævner manglende team og samarbejdspartnere som en af deres fejltagelser.

– Det kan ikke lade sig gøre at lave alting selv. Gør man det, bliver resultatet kun middelmådigt. Man skal være flere, så de forskellige slags opgaver kan fordeles, skriver et medlem af brugerpanelet.

For at finde det rigtige team til ens projekt råder Rasmus Bjerngaard til, at man går metodisk frem. Find ud af, hvilke kompetencer du mangler – du har måske ideen, men dit produkt skal også markedsføres, sælges, distribueres og administreres. Opdyrk et netværk og brug det.

– Der er kommet et stort iværksættermiljø i Danmark fyldt med folk, der har prøvet det og hjertens gerne vil dele ud af deres erfaringer. På de mange iværksætterevents kan du møde andre stiftere af virksomheder, som du kan sparre, netværke og teame op med.

Barrierer for selvstændige

Til spørgsmålet om, hvad de anser som de største barrierer for selvstændige, kommer flere ind på administrativt kviksand som momsregnskab og årsopgørelse. Brugerpanelisterne synes også, at det er for svært at skaffe penge til sin idé:  
– Manglende økonomisk støtte til opstartsperioden og manglende mentalitet omkring at støtte op som muligheden som iværksætter. Der er meget fokus på at sætte folk i arbejde, men ikke ret meget fokus på, hvordan man starter et arbejde selv (og evt. udvikler nye arbejdspladser).

En anden besvarer udfordrer dog klagesangen om for lidt støtte:

– At det bliver opfattet som svært og økonomisk usikkert af flertallet. At man risikerer at fokusere for meget på støtteordninger mv., når det i virkeligheden er bedre at give afkald og i stedet fokusere på det forretningsmæssige.