Jeg har hørt flere sige, at platformene er en god måde at dele på. Men vi må skelne mellem deleøkonomi og platformsøkonomi. Mens den reelle deleøkonomi har et begrænset omfang, anvendes digitale, kommercielle platforme i dag både til at udleje materiel samt til at tilbyde og efterspørge arbejdskraft. Der er en række positive potentialer ved platformsøkonomien såsom fleksibelt arbejdsliv, varierende arbejdsopgaver og supplerende indtægt. Men arbejdsplatformene kan også fundamentalt udfordre løn- og ansættelsesvilkårene for lønmodtagerne.
Vi er i Danmark vant til et arbejdsmarked med stærke organisationer, der organiserer lønmodtagere og arbejdsgivere. Platformene anerkender sig dog ikke som arbejdsgivere, men alene som teknologiudbydere og regner alle, der får beskæftigelse gennem platformen, som selvstændige eller ’selvansatte’. Derved tilsidesættes mange af de ordninger og love, der regulerer pension, barsel og løn under sygdom. Platformene tager heller ikke ansvar for efteruddannelse eller beskyttelse af arbejdsmiljø. I denne gråzone risikerer mange af platformsmedarbejderne at blive tabere.
Hvis man dertil lægger, at meget arbejde på platforme sandsynligvis ikke beskattes og dermed undslipper betalingen til vores fælles velfærd, er der i første omgang ikke tale om en god model for samfundet.
Hvis platformsøkonomiens gevinster skal høstes, må der rettes op på de store mangler, så platformene gøres attraktive for lønmodtagerne, og så skatteindbetalingen kommer til at fungere. Og der skal spændes et sikkerhedsnet ud under platformsmedarbejderne.
Fire forslag til indsatser
For at vi kan få ordnede forhold på denne del af arbejdsmarkedet, er der mange aktører, som skal trække på samme hammel. Fagbevægelsen skal gå forrest her. Den danske model skal have et serviceeftersyn, og vi skal finde løsninger til de nye typer medarbejdere. Følgende er en række bud på løsninger:
For det første skal vi afprøve, om platforme, der regulerer pris, instruerer arbejdet, og hvor platformsmedarbejderne arbejder hyppigt, ikke juridisk er arbejdsgivere. Disse platforme vil derfor skulle leve op til den almindelige regulering. For andre platforme vil det måske være attraktivt at være en vikarvirksomhed, hvor særlig lovgivning gør sig gældende.
For det andet skal vi afsøge, om nye typer af overenskomster, der dækker platformsmedarbejderne, kan etableres uden at være i strid med konkurrencelovgivningen. Det danske arbejdsmarked har allerede såkaldte tiltrædelsesoverenskomster, hvor man aftaledækker de ansatte på virksomheder og samtidigt aftaler at ingen andre leverandører må honoreres ringere. Dette kan modvirke løndumping.
For det tredje skal vi gennemgå al den lovgivning, der ligger rundt om det danske arbejdsmarked og tilpasse den til det nye arbejdsmarked. I 2017 lykkedes det os for eksempel at lave en aftale om nye dagpengeregler for selvstændige samt personer, der kombinerer lønmodtagerarbejde og selvstændig virksomhed. Vi kom igennem med at forbedre dagpengerettighederne for disse grupper ved langt hen ad vejen at ligestille dem med lønmodtagerne. Noget lignende kunne gøres for platformsansatte gennem de love og ordninger, der gælder for de almindelige ansatte i Danmark. En sådan gennemgang vil blandt andet hjælpe dem, der i fremtiden kombinerer deltidsarbejde med indtægt fra en platform.
For det fjerde skal der indføres regulering, der sikrer minimumstandarder for rating og datahåndtering på platformene. Platformsmedarbejderne vurderes i stigende omfang efter uigennemsigtige ratingsystemer, som er afgørende for deres indkomstmuligheder. Det vil være nødvendigt at kræve, at platformen lægger tilstrækkelig med information op om de bagvedliggende mekanismer og algoritmer, der vurderer platformsmedarbejderne samt dataindsamlingen fra arbejdstagerne/brugerne. Derudover skal man have mulighed for at klage over sin rating, så man ikke rammes af vilkårlig kritik, samt at tage sin rating med sig, når man skifter fra den ene platform til en anden.
Det er interessant, at regeringen har bebudet en Strategi for Deleøkonomi og foreslået at afsætte 100 millioner kroner årligt til ’skatteinitiativer’ på området. Det er glimrende, at regeringen forholder sig til platformsøkonomi, men problematikkerne kan ikke reduceres til kun at omhandle skatteindbetaling. Det handler også om de ansattes rettigheder.
