I årtierne, der følger efter PROSAs stiftelse i SAS i midten af 1960’erne, flyver både SAS og PROSA/SAS højere og højere. Men i begyndelsen af 1990’erne dykker udviklingen. SAS rammes for første gang af den begyndende konkurrence i flybranchen.
– Det går op for os alle, at økonomien ikke kan holde på grund af den øgede konkurrence. Selv om problemerne først tegner sig rigtigt 10 år senere, omkring år 2000, snakker vi meget om de nye vilkår og den dybe konkurrence i de 10 år, fortæller tidligere den personaledirektør og senere administrerende direktør for SAS, Susanne Larsen.
For at imødegå den stigende konkurrence foretager SAS omfattende førtidspensioneringer og afskedigelser i 1991. Det er problematisk, fordi SAS har et pensionssystem, der er baseret på en såkaldt tilsagnsordning. Det betyder, at virksomheden først indbetaler til pensionsdepoterne i slutningen af ansættelsesforholdet, altså når folk holder op og ikke løbende under et ansættelsesforhold.
Modellen for en tilsagnsordning er almindelig brugt i branchen i Sverige. Men reelt stavnsbinder den medarbejdere og virksomhed til hinanden.
– Vi afskedigede og førtidspensionerede mange hundrede gamle SAS-ansatte, fordi det var dem, vi kunne sikre økonomisk. Det var en smertefuld proces. Specielt de, der aldersmæssig var i midtergruppen, kom til at lide skade, erkender Susanne Larsen.
PROSA/SAS strejkede i den forbindelse i nogle få dage og lagde siden sag an mod SAS på vegne af fem ud af 22 fyrede SAS-medarbejdere. Her var netop pensionsordningerne og tryghedsaftalen i fokus, og tre år senere, i 1994, vandt PROSA/SAS sagen i Østre Landsret. Dommen skabte præcedens og kostede SAS omkring 1,3 milliarder kroner. Det fik følger:
– I 1995 ændrede vi pensionssystemet, så det kom til at ligne et mere almindeligt dansk pensionssystem med løbende indbetalinger til pensionsdepoterne, siger Susanne Larsen.
En ligbleg legende
En anden episode, hvor PROSA/SAS ikke lod sig skræmme af en tilsyneladende mægtig modstander, fandt sted i 1991, da den legendariske daværende forligskvinde, Mette Koefoed Bjørnsen, glemte at indkalde PROSA/SAS til overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen.
– Da PROSA/SAS var en lille organisation, blev vi næsten altid taget ind til sidst, når der var forhandlinger i forligsinstitutionen, fortæller Annette Hansen, som har været formand for PROSA i mere end et halvt arbejdsliv - helt præcist fra 1987 og frem til i dag.
I realiteten var det bare en forglemmelse og en procedurefejl, men PROSA/SAS lod det ikke passere i stilhed.
– Mette Koefoed Bjørnsen var en institution i institutionen. Hun sad der med sin store cigar – det var kæft, trit og retning. Hende sagde man ikke imod, fortæller Annette Hansen.
– Historien er, at jeg var på skiferie, da de sidste organisationer skulle indkaldes. Min næstformand, Pia Viholt, der desværre er død nu, skulle have haft indkaldelsen og ikke mindst en indkaldelse til den tekniske gennemgang. Men de glemte at ringe til hende, fortæller hun.
Det står helt klart i forligsloven, at alle parter skal indkaldes. Men det skete altså ikke, og PROSA/SAS lagde derfor sag an mod Forligsinstitutionen og Mette Koefoed Bjørnsen. Det var ord mod ord, og alle regnede med, at PROSA/SAS ville tabe den sag.
– Mette Koefoed Bjørnsen påstod, at hendes kontor havde kontaktet os. Alligevel valgte retten at tro mere på min næstformand. Man tog simpelthen ikke Mette Koefoed Bjørnsens ord for gode varer, og vi vandt sagen, fortæller Annette Hansen og tilføjer:
– Mette Koefoed Bjørnsen blev ligbleg, da hun fik dommen.
Sov i forligsen
Det er forligsmandens opgave er at bistå arbejdsmarkedets parter, når der skal forhandles overenskomster – især når overenskomster udløber og skal fornyes. Han skal forsøge at få arbejdsgiversiden og arbejdstagersiden til at blive enige, så man kan undgå arbejdsnedlæggelser i form af enten strejker eller lockout. Typisk vil han indkalde de to hovedorganisationer LO og DA for at få et overblik over situationen. Og derefter vil han begynde at indkalde forhandlerne fra nogle af de overenskomstområder, hvor der ikke er opnået forlig.
I nogle år lod arbejdsmarkedets parter bare de små overenskomster være og koncentrerede sig om de store linjer. Alligevel har Forligsinstitutionen taget de små overenskomster alvorligt.
– Det skal forligsmanden have stor ros for, siger Annette Hansen med henvisning til Mette Koefoed Bjørnsens efterfølger, Asbjørn Jensen, der blev forligsmand i 1993.
– Efter loven skal jeg undgå konflikter. Det gør jeg ved at indkalde til forhandlinger, også selv om vi er nede på en sag med to-tre biografkontrollører, siger Asbjørn Jensen selv om den sag.
Overenskomstforhandlingerne i Forligsinstitutionen er et kapitel helt for sig selv. Forhandlerne har eksempelvis mødepligt og må ikke gå derfra undervejs.
– Vi har slået danmarksrekord derinde. Jeg tror, at det var fire og et halvt døgn – uafbrudt. Vi fik ikke lov til at gå hjem og måtte sove på gulvet. Men vi fik ind imellem lov til at gå ud at spise og gå hjem for at tage et bad, fortæller Annette Hansen og tilføjer:
– Vi lærte derfor efterhånden selv at tage ting med. Det har set festligt ud, når vi kom. Vi havde både dyner, puder og spil med. Vi flyttede nærmest ind.
Kan lukke flytrafikken
Traditionelt har det været sådan, at man i Forligsinstitutionen gjorde de store overenskomster færdige først, og så måtte mindre fagforeninger rette sig ind efter de store. Men den strategi kunne godt resultere i konflikter efter et stort forlig, hvis små magtfulde fagforeninger, som eksempelvis PROSA/SAS, ikke var tilfredse med den store aftale. Overenskomststridige konflikter på små strategiske områder kan have stor samfundsmæssig betydning, og derfor var man nødt til at respektere de små områder, fordi man her hurtigt kunne mobilisere en utilfredshed.
Af samme grund begyndte arbejdsgiverne på et tidspunkt at interessere sig for at få sikret små overenskomster, som blandt andet den mellem PROSA/SAS og SAS.
– PROSA/SAS er farlig, fordi vi stod uden for LO og var vant til frie aftaler. Og så havde vi en nøgleposition. Vi kunne reelt lukke flytrafikken, fordi vi driftede systemerne, siger Annette Hansen.
Derfor vælger de store forbund – eller rettere Dansk Industri – en ny taktik i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1998. Dansk Industri vil have PROSA/SAS’ overenskomst kædet sammen med det overordnede overenskomstforslag. At kæde overenskomster sammen betyder, at alle forlig indgået mellem en fagforening og en arbejdsgiver organiseret i DA slås sammen i ét mæglingsforslag, som alle berørte lønmodtagere så skal stemme om. Overraskende blev PROSA/SAS inviteret med ind i det store mæglingsforslag mellem arbejdsmarkedets parter.
– Dansk Industris chefforhandler, Peter Schlüter, ville have os med i den samlede mæglingsskitse, på trods af at vi allerede havde forhandlet en lokal løsning på plads i forligsinstitutionen, fortæller Annette Hansen.
Hun sagde klart nej til at blive kædet sammen med den store aftale, i og med det det var ganske svært for lønmodtagerne at stemme en samlet mæglingsskitse ned. Der skal nemlig ikke bare være kvalificeret flertal blandt de medlemmer, som stemmer nej; først og fremmest skal mindst 35 procent af medlemmerne stemme.
– Ellers bliver skitsen vedtaget alligevel, forklarer Annette Hansen, der ikke tøver med at kalde reglerne for udemokratiske. Havde alle PROSA/SAS’ medlemmer stemt nej til skitsen, skulle de alligevel følge aftalen, hvis et flertal af de andre stemmeberettigede stemte ja.
Men der er ingen vej udenom. Hvis LO og DA er blevet enige om, hvilke aftaler der skal med i skitsen, så er forligsmanden nødt til at parere ordre.
– Det nytter ikke noget at brokke sig over det. Sådan er spillet, og jeg kender det jo, siger Annette Hansen.
En ferieuge og en flaske cognac
Til gengæld var mæglingsskitsen i 1998 så dårlig, at Annette Hansen troede, at den ville blive stemt ned – på trods af at stemmereglerne gjorde det svært.
– Peter Schlüter spillede højt spil. Vores billige forslag faldt jo, hvis den samlede mæglingsskitse blev stemt ned, siger Annette Hansen.
Hun var så sikker på, at forligsskitsen ville blive stemt ned, at hun væddede en flaske cognac med Peter Schlüter om udfaldet af afstemningen.
Historien er kendt: Skitsen faldt, store dele af det private arbejdsmarked strejkede og lammede Danmark i 14 dage. Den såkaldte gærkonflikt stoppede først, da parterne enedes om den ekstra ferieuge. Arbejdsgiverne var på den måde nødt til at diske op med mere, end der var aftalt i den nedstemte mæglingsskitse. Så det kom til at koste Dansk Industri og SAS den ekstra ferieuge at kæde PROSA/SAS med den store mæglingsskitse.
– Men det er nok også den eneste gang, hvor vi konkret har fået noget ud af at blive kædet sammen med de store overenskomstforhandlinger, siger Annette Hansen og tilføjer:
– Siden har PROSA/SAS altid været kædet sammen med den store overenskomst. Og cognac’en fik jeg desværre aldrig.
