På Klostervængets Heldagsskole på Østerbro i København har datalogistuderende Jon Loldrup i et halvt år undervist 8. klasses-elever i at programmere i Python.
– De er nået så langt, at de forstår koden, men det er lidt sværere for dem at være kreative og selv løse problemerne. Men de er kommet et langt stykke og kan selv finde ud af at navigere rundt i terminalen, og de begynder at forstå de grundlæggende koncepter og værktøjer i Python, siger han stolt.
Eleverne Hussein på 15 år og Kawthar på 14 er blevet hevet ud af deres matematiktime for i stedet at lære programmering i en times tid. De sidder udenfor på en trappe i skolegården, fordi det er godt vejr. Eleverne er dybt opslugte af opgaven og skiftes til at skrive koden i terminalen på Husseins laptop, der har fået installeret Ubuntu til lejligheden.
– Det er fedt, at man selv ved, hvordan det fungerer indeni, og det er sjovt at være med til selv at lave det, siger Kawthar, der har ambitioner om at blive hjerneforsker, når hun bliver stor.
Og så er det godt at lære Python, kan Jon Loldrup fortælle hende, for det er et programmeringssprog, der bliver brugt meget i forskning.
– Det er sjovt at skrive alle mulige koder, se om det virker og se resultaterne. Jeg har lært meget, for eksempel hvordan en tekststreng eller kommando kan gøre en hel masse. Den kan kode en hel computer, supplerer Hussein, der gerne vil være professor i fysik og kemi.
Prøve sig frem
Jon Loldrup startede sit undervisningsprojekt, fordi han syntes, det kunne være sjovt at lære andre noget.
– Jeg lagde mærke til skolen, fordi den ligger lige ved siden af DIKU (Datalogisk Institut på Københavns Universitet, red.). Jeg kan godt lide at undervise, og det ville være sjovt at se, om jeg kunne lære dem noget, så jeg spurgte på skolen, om de var interesseret i gratis undervisning, fortæller Jon Loldrup.
Faktisk har han selv lært mange ting om at undervise undervejs. For eksempel at man skal sætte sig ind i, hvem det er, man skal undervise – og 8. klasses-elever skal have vækket interessen på en anden måde end datalogistuderende.
– Jeg har lært, at man bliver nødt til at tage den lidt på gefühl. Man kan ikke starte med at fortælle dem, hvordan en computer virker fra bunden, som jeg ellers lidt naivt havde tænkt mig. Man kan introducere et emne, men så er man nødt til at lade dem prøve det af selv for at holde deres opmærksomhed. Ellers har de et attention span på 10 minutter, hvorefter de begynder at sidde og rulle på stolen, siger Jon Loldrup.
Han havde tænkt sig, at de skulle læse bogen "Land of Lisp", der med sjove tegninger af blandt andet rumvæsner og COBOL-dinosaurer giver en basal forståelse af programmering, men opdagede, at en programmeringsbog på engelsk kan være lidt for teoretisk og uforståelig for en 8. klasses-elev.
– I stedet satte vi os for at lave et program, der viser grafisk, hvor gode kammerater de er med de andre elever. Den idé kunne de godt forholde sig til, og det gav stor begejstring. Kunsten blev så at holde begejstringen hele vejen gennem kodningen.
Venskabsgraf
Alle klassens elever har udfyldt et anonymt spørgeskema, hvor de har givet de andre karakterer fra et til fem, alt efter hvor gode venner de er med dem.
De har lagt alle de indsamlede informationer som en 'karakterbog' på Jon Loldrups server i Tyskland, og den næste opgave bliver at finde ud af, hvordan de tegner veje i grafen, hvor venskabsrelationen er over fire.
– Sidst forsøgte vi at lave en grafik med alle informationerne, og der kom alt for mange streger i grafen, til at man kunne se noget som helst, siger Jon Loldrup og beder børnene om at google en "if then else"-kommando.
De finder frem til den og kan også selv regne ud, på hvilken linje i terminalen kommandoen skal stå. Undervejs mislykkes nogle ting, og eleverne prøver selv at regne ud, hvad der er galt med koden. Grafen er stadig for stor.
– Når man slår op i karakterbogen, returnerer den en tekststreng og ikke et tal, som det var meningen. Så vi skal have lavet det om til et tal, forklarer Jon Loldrup.
Efter nogle forsøg lykkes det at få grafen til at virke med relationer over fire, så de kun kan se de vigtigste venskaber. Glæden er stor hos Hussein og Kawthar, da grafen endelig toner frem.
Næste projekt er at skrive en kode, hvor man kan give programmet sit personlige nummer, så den kan vise ens egne venskabsrelationer.
De diskuterer ivrigt, hvad de skal kalde nummeret, og ender med at kalde det 'personnummer'.
– Det er lidt ligesom brugernavn og kode, siger Kawthar.
– Nu skal vi skrive en kode, som går igennem listen med en iteration, som hver gang spørger: 'Er du lig med mit personnummer?' Men den skal samtidig vide, hvor langt den er nået i rækken af numre, derfor skal vi have en variabel, som tæller op hver gang, den går et nummer hen i listen, forklarer Jon Loldrup.
Kawthar får skrevet: PersonNummer = int (raw_input ("venligst indtast dit personnummer:")).
Så ringer klokken ind til næste time, og de må fortsætte med programmeringen i næste uge.
