De første linjer i koden til styresystemet GNU/Linux skrev han i 1982 med en ambition om at gøre det muligt for alle at få kontrol over deres computer. I dag rejser han som en missionær over hele verden for at udbrede sit budskab om, at vi må værne om vores digitale frihed – og arbejde er der nok af:
– Tingene bliver hurtigt meget værre, og der er ikke noget let svar på, hvad vi kan gøre ved det, siger Richard Stallman, grundlæggeren af GNU-projektet og The Free Software Foundation, da Prosabladet møder ham i København.
For år 2013 er langt fra det digitale samfund, han engang drømte om. Hvor han altid har fortalt folk, at de kan gøre deres pc fri ved at installere GNU/Linux, ser vi lige nu en masse enheder, der udelukkende er designet til at være platforme for særlig software, og som ikke vil tillade anden software at blive installeret, forklarer Stallman og peger på en iPhone på bordet foran sig:
– Du kan ikke både have den her og så din frihed. Det er det ene eller det andet.
Ikke nok med det: Overvågningen breder sig og kommer snigende gennem uigennemsigtig software. Den almindelige it-bruger foretrækker lukkede systemer, så den personlige frihed bliver overgivet til magthavere – og brugeren reflekterer ikke engang over det.
Richard Stallman har formuleret ni fænomener, som han mener, truer det digitale samfund, og selv gør han alt for at undvige dem. Interviewet foregår i et kontorlokale i en kvistlejlighed på Gammel Strand, for der er ikke noget hotel, der skal registrere hans pas og færden. Derfor bor han her med en flad madras på gulvet og en kuffert i hjørnet. Han har ikke nogen smartphone og siger, at han aldrig har sendt en sms. Han betaler altid kontant, så han ikke kan spores via elektroniske betalinger. Som der står på det lyserøde badge, han har fæstnet på skjorten: ”Don’t be tracked. Pay cash”.
Den 60-årige programmør, filosof og aktivist har fuldt ud hengivet sit liv til at tale for – og praktisere åbenhed i vores digitale samfund og i særdeleshed for fri software, der giver brugeren kontrol over programmet, ved at koden kan ændres efter behov.
Men ikke alle brugere har nødvendigvis brug for at kunne gå ind og ændre eller læse i programmers kode. Det skal bare være brugervenligt. Kan man klandre folk, at de vælger den løsning, der fungerer bedst for dem?
– Når du stiller spørgsmålet sådan, så antager du, at man vægter komfort højere end frihed. Men hvad nu, hvis vi ikke kan lave noget, der er lige så let at bruge, men som til gengæld respekterer din frihed? Sætter du komfort eller frihed øverst? Det er det spørgsmål, man skal stille sig selv.
Idealisten siger, hvad han mener. Bill Gates repræsenterer ondskaben. Da Steve Jobs døde, afbrød han strømmen af mindeord med udtalelsen: ”Jeg er ikke glad for, at han død, men jeg er glad for, at han er væk”.
Det er en kompromisløshed, der har gjort Richard Stallman til en omrejsende guru for udviklere og brugere, der går ind for åben software. Som en rockstjerne rejser han mellem samtlige verdensdele med et følgebrev på 12 tætskrevne sider, der eksempelvis beskriver, i hvilken temperatur han vil sove – og at han i øvrigt gerne vil bo hos nogen, der har en papegøje, eller i det mindste besøge en om muligt.
Den dag, venner blev fjender
Sådan har Richard Stallman altid været lidt anderledes. De fleste fandt det tåbeligt, da han i 1982 introducerede ideen om at skabe et frit operativsystem, fortæller han. Men lidt efter lidt tilsluttede flere sig projektet og tanken om, at almindelige pc-brugere skulle have mulighed for at tænde en computer uden at være underlagt et privat firmas lukkede kode, der ikke kunne ændres.
I 1988 blev målet nået med styresystemet GNU/Linux. Richard Stallman insisterer på dette navn for det styresystem, som de fleste blot kalder Linux. For mens Stallman i seks år havde arbejdet på GNU, kom Linus Thorvalds ind fra højre og tog æren for det hele ved at levere den kerne, der fik det hele til at fungere. Siden er brugernes krav til software kun vokset, og det er en konstant kamp at følge med de produkter, som de private softwarefirmaer kan udvikle – og få folk til at foretrække den måske lidt mere besværlige løsning frem for de lækre produkter, som eksempelvis Microsoft og Apple kan diske op med.
Kampen er blevet yderlige kompliceret af, at Richard Stallman flere gange om ugen får e-mails fra folk, der takker ham for hans store bidrag til open source-bevægelsen. For det er ikke bare en fornærmelse; det er misinformation, og det repræsenterer det største tilbageskridt, som Richard Stallman har oplevet i sin kamp for fri software:
– Der var folk i miljøet, der ikke kunne lide at præsentere behovet for fri software som et etisk problem. De syntes, at det var for radikalt at kalde en almindelig forretningspraksis for en uretfærdighed. Så de kaldte det i stedet for open source, hvor praktisk komfort i stedet er værdien.
Siden 1998 har han kæmpet for at adskille de to projekter i offentlighedens øjne. Der er ikke nogen teknisk forskel i arbejdet, som de to bevægelser laver, og de arbejder ofte sammen på projekter. Det er måden, idéen bliver promoveret på; som et etisk ophøjet mål om at give mennesker frihed eller som en praktikalitet, der gør computeranvendelse mere fleksibel for dem, der har behov.
En digital yankee-kolonisering
I Sydamerika bliver Richard Stallman belønnet med fulde sale og stående klapsalver for sin kompromisløshed. Som tidligere kolonier ved de, hvad det vil sige at være underlagt andres herredømme og kæmper nu mod den digitale "yankee-kolonisering", som Stallman formulerer det.
En regnfuld aften på Danmarks Tekniske Universitet er auditoriet halvfyldt, da Richard Stallman indleder sit oplæg, som han har gjort så mange gange før. Da en enkelt studerende rækker hånden op og bekender, at han gerne vil gøre alt det, som Stallman prædiker, men at det bare er lidt svært, når alle medstuderende og universitetet bruger lukket software som Windows, svarer Stallman:
– Så tag din egen computer med, og sig, at du ikke taler Windows.
Men hvad så, når han skal ud og have job, og alle firmaer bruger software fra Microsoft eller Apple?
– De skiderikker gider du alligevel ikke arbejde for, svarer han. Så er den diskussion lukket.
For idealisten Stallman er kompromiser og konsensus ødelæggende, fordi de kan ende med at stå i vejen for det endelig mål, forklarer han. Det var det, som skete med open source-bevægelsen.
– Intet ødelægger en sag, som når man opgiver at tale for den, siger han.
Og det kan godt være, at fri software-bevægelsen ikke er i nærheden af nå sit mål. Det vil tage årtier – men præcis derfor er det afgørende, at man ikke glemmer målet. For der er nok, der skal rettes op: Folk, der skal omvendes, elektronik, der skal jailbreakes og programmører, der skal oplyses.
– Lige nu opfører folk sig som fjolser. Bare fordi, der er mange af dem, betyder det ikke, at de gør det rigtige.
