Igennem årene med arbejdsløshed har der været meget "take it or leave it" over aftalen om ansættelsesvilkårene. Rækken af arbejdsløse som gerne ville i job var lang, og den enkelte har måske troet, at der sikkert stod mange andre klar til at sige ja til hvad som helst, blot for at få et job. Derfor har mange medlemmer indgået ansættelseskontrakter, selv om arbejdsgiveren har forsøgt at skrive forringelser i forhold til ferieloven ind i ansættelseskontrakterne. Klausuler har også haft temmelig frit spil, arbejdstiden er formuleret stadig mere åben uden, at det på nogen måde har afspejlet sig i lønnen. Og den senere tid, er der kommet mange formuleringer ind i ansættelseskontrakterne, hvor der gives bod af betragtelige størrelser for alle mulige situationer, som en arbejdsgiver gerne vil undgå. Derudover er der angivet, at brud på diverse ordensregler, giver arbejdsgiveren ret til øjeblikkelig bortvisning.
Væk med urimelighederne
Nu er der jo en række af disse forhold, som ikke ville holde, hvis det blev til en retssag. Man kan ikke bare skrive under på, at rettigheder efter Ferielov og Funktionærlov indskrænkes. Alligevel er der altid en risiko for, at man bliver fanget af det, man har skrevet under på. Og i hvert fald kan det betyde, at arbejdsgiveren faktisk bruger det, og at man således skal have en sag om det. Selvom man vinder den, var det jo rarere at være fri.
Men nu ser det anderledes ud. Måned for måned falder antallet af arbejdsløse medlemmer og arbejdsgiveren kan altså ikke længere bare vælge og vrage. Så når vi nu ser ansættelseskontrakter igennem og finder uheldige forhold, så har medlemmet faktisk en reel mulighed for at få fjernet urimeligheder. Og man kan da lige så godt benytte lejligheden til også at få nogle gode ting med i kontrakten.
Vi anbefaler dig altid at få gennemgået din ansættelseskontrakt. Hos PROSA ser vi meget gerne kontrakten igennem, så du ved, hvad du faktisk skriver under på.
Det skal du have styr på
Nogle af eksemplerne jeg vil nævne er:
Få styr på arbejdstiden, så det ikke bare er et tag-selv-bord for arbejdsgiveren. Husk at timelønnen kan blive ret lav, for slet ikke at tale om, at man ikke kan holde til konstant overarbejde.
Hvis du ikke er omfattet af en overenskomst, så husk også at få aftalt, at du ligesom på det overdækkede arbejdsmarked, skal have seks ugers ferie.
Vedrørende løn, så husk lige at checke med PROSAs nyeste lønstatistik. Du behøver ikke at underbyde dig selv.
Det er også vigtigt, at arbejdsgiveren bidrager til din pensionsordning, eller at din løn er tilsvarende højere, så du selv kan lave en ordentlig pensionsordning.
Barns første sygedag og hel eller delvis løn under barsels-, fædre- og forældreorlov er også værd at tage med.
120-dages reglen, som betyder, at du selv efter mange års ansættelse, kan afskediges med blot en måneds varsel, hvis du ryger ind i en længere sygeperiode med 120 dages sygdom indenfor et år - den er der god grund til at sige nej til.
Forbeder din position
Alle former for klausuler bør du virkelig overveje grundigt, før du skriver under. Hvis du begrænser dine muligheder for at skifte arbejde væsentlig, kan du forringe din position på arbejdsmarkedet betydeligt.
Hvis du vil have gennemset din nye kontrakt, skal du blot kontakte faglig@prosa.dk. Vi vil nemlig meget gerne hjælpe dig med at få bedre ansættelsesvilkår.