”Jeg håber, at Folketinget vil lave en vurdering af hele situationen og ikke kun forholde sig til det her med udgangspunkt i spørgsmålet om frihedsrettigheder og retten til privatliv”.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), der vil indføre “massiv overvågning” af borgerne med brug af øget videoovervågning og adgang til at samkøre alle overvågningskameraer i realtid til brug for politiets efterforskning.
Men manglen på etiske overvejelser i statsministerens udspil er dybt problematisk, mener PROSAs formand, Niels Bertelsen.
– Danskernes ret til privatliv er i forvejen udfordret og risikerer nu at løbe helt af sporet. Overvågning i et samfund som det danske bør foregå målrettet – ikke over en bred kam. Det er stik imod værdierne i et samfund som det danske, der bygger på tillid og frihed. Tillid er noget, man opnår gennem information og oplysning, ikke ved at bruge Big Brother-teknologi, siger Niels Bertelsen.
Efterfølgende har Københavns Politi også efterspurgt teknologi til ansigtsgenkendelse i forbindelse med videoovervågningen, og både Venstre og Dansk Folkeparti bakker op om politiets ønske.
Men både videoovervågning og ansigtsgenkendelse kritiseres af eksperter for at give falsk tryghed og for ikke at forhindre alvorlig og personfarlig kriminalitet, der typisk begås enten i affekt eller af organiserede kriminelle, der skjuler deres ansigter under forbrydelsen.
Også Thomas Bolander, der er forsker i kunstig intelligens og professor ved DTU, er skeptisk ved politiets forslag. ”Den type af overvågning, vi skælder ud på Kina for at bruge, overvejer vi nu selv at indføre”, siger han til til Fagbladet 3F.
kga