PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arbejdsmarkedet

Sure bits

Bortvisning for ikke at ville arbejde i ferien
Et medlem er blevet bortvist, fordi han nægtede at møde op og arbejde i sin ferie. Arbejdsgiveren havde lavet en betinget aftale om afholdelse af ferie således, at medlemmet først kunne påbegynde sin ferie, når et igangværende projekt var afsluttet. Da det trak ud, blev det aftalt, at han alligevel kunne holde en uges ferie. Medlemmet blev ringet op under sin ferie og udførte en mindre opgave for arbejdsgiveren, men insitsterede på derudover at afholde den aftalte ferie. Arbejdsgiveren bortviste herefter medlemmet. PROSA kører nu sag vedrørende bortvisningen, som er helt urimelig. En ferie kan i ganske enkelte tilfælde kræves udskudt, men en påbegyndt ferie kan under ingen omstændigheder kræves afbrudt.

Manglende bonus
En sag om manglende bonus har vist sig at blive større, end det først så ud til. Medlemmet havde en aftale om en bonus på 1.000 kr. pr. måned, som blev udbetalt kvartalsvis. Da hun blev afskediget på grund af sygdom, ville virksomheden ikke betale hende den aftalte bonus. I første omgang benægtede virksomheden, at der havde været en aftale om bonus, men medlemmet havde faktisk dokumentation for dette. Medlemmet opdagede senere, at hun heller ikke havde fået løn for den sidste måned i virksomheden. På grund af sygdom havde hun ikke været opmærksom på dette. Vi checkede så hendes ferieafregning og fandt også her en for lille udbetaling.

Ansættelseskontrakten var også mangelfuld, så det har vi også krævet kompensation for. Alt i alt ender det med, at det, der startede som et krav om 5.000 kr. i bonus, er blevet til mere end 40.000 kr. til medlemmet.

Afskediget og fritstillet
Et medlem var på grund af alvorlig chikane fra sin leder sygemeldt i længere tid. Medlemmet nåede frem til, at det ville være for belastende for helbredet at komme tilbage til arbejdspladsen. Medlemmet blev opsagt, og vi lavede en aftale, som betyder, at medlemmet under sin opsigelsesperiode på et halvt år, bliver fritstillet uden modregning, selv om han får andet arbejde i løbet af opsigelsesperioden samt, at han ikke skal afholde ferie i opsigelsesperioden.