To tredjedele af FTF'erne går på arbejde, selv om de er syge - det viser FTF\'s store undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø. Det passer kun alt for godt sammen med et andet resultat af undersøgelsen, nemlig at FTF\'erne generelt er glade for deres arbejde. På den anden side passer det også lidt for godt sammen med, at hver tredje FTF'er er stresset. Det viser undersøgelsen nemlig også.
Problemet på mange arbejdspladser kan være, at man simpelthen dårligt kan tillade sig at være syg. For hvad sker der, mens man er væk:
Skal andre, overbebyrdede kolleger samle op?
Eller får arbejdet simpelthen lov til at dynge sig op, indtil du melder dig rask igen..?
FTF'erne arbejder stadig mere, og det gør det jo i praksis svært at have tid til at være syg. Hver tredje arbejder mere end 37 timer om ugen.
At man har travlt, kan måske være svært at lave om på. Men med klarere aftaler omkring, hvordan arbejdet skal organiseres under sygdom, kan dine kolleger bedre vælge at være væk, når de er syge.
"Det handler ikke om, at tage engagementet fra medarbejderen. Men der skal være en reel mulighed for at lægge sig syg, uden at man føler ansvaret for, at hele arbejdspladsen lider voldsomt under det", siger Jette Høy, faglig sekretær i FTF.
En sygdomspolitik på arbejdspladsen kan være en måde at sørge for, at sygefravær ikke ender med, at en kollega helt glider ud af arbejdspladsen. Men det kan også være nogle praktiske retningslinjer, som gør det muligt at lægge sig syg uden dårlig samvittighed.
Mere sygefravær
Sygefraværet har været stigende over en årrække. Det har fået Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til at argumentere for at genindføre karensdagen, så de ansatte selv skal betale for den første sygedag. Forslaget er foreløbigt skudt ned af regeringen.
Og i DA's egne tal er der heller ikke megen begrundelse for at tro, at de ansatte pjækker - kun seks procent af sygefraværet hænger sammen med andet end egentlig sygdom eller ulykke. Alligevel ser en del arbejdsgivere på sygefravær på netop den måde: "Sygdom er et problem, som skal minimeres". I stedet for at se på sygefraværet som et symptom på andre problemer, som man først skal have løst.
Og der kan sagtens være andre problemer, som man ikke kan løse ved at straffe medarbejderne. DA's undersøgelse peger medarbejderne nemlig entydigt på bedre psykisk og fysisk arbejdsmiljø, som faktorer, der kan få sygefraværet ned.
Mere fleksibilllitet
Mere fleksibel og kortere arbejdstid er også nogle af mulighederne for at få sygefraværet ned. Det viser blandt andet DA's egne tal. Men indirekte fremgår det også af FTF's undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø.
Det er nemlig især de unge, der er sygemeldt. I FTF's undersøgelse er de yngste under 30 år næsten dobbelt så ofte syge som de ældre over 60.
Et oplagt problem for de unge er, hvordan de får arbejdet til at hænge sammen med små børn. Med daginstitutioner, der lukker før arbejdet - og med børn som bliver sløje med jævne mellemrum.
Så skal I have sygefraværet ned på din arbejdsplads, er det ikke nok, at man ikke bliver syg af arbejdet. Arbejdet skal også være tilrettelagt, så det passer med dine kollegers virkelighed. Hvad enten de selv eller deres børn er syge.
Kilde FTF