Datakommunikation/telefoni

Trådløs lyd til lavpris

Den udbredte Bluetooth-standard er ikke så tosset til at transportere lyd til og fra dit gamle radiogrej. Og så er det billigt.

Jeg tæller på knapper og grubler over at tage springet fra min aldrende Sony-receiver til de mere digitale og trådløse lytteglæder, som eksempelvis en lækker, men småpebret trådløs Sonos-løsning. Mit anlæg består i kernen af et par britiske kvalitetshøjttalere med tilhørende gammel Sony-reciever.

Anlægget er forbundet til en blu-ray-afspiller og et Philips-fjernsyn, som begge har adgang til internettet på henholdsvis trådløs og kablet maner. Så kan jeg streame fra min netværksdisk og få lyd ud af højttalerne, hvis jeg gider at se YouTube-klip via fjernsynet, som rummer universets mest kiksede internetnavigation. Men det gider jeg ikke. Når en sløv processor og en tv-fjernbetjening er involveret, så spiller det bare ikke.

Lyd i lænestolen

Til gengæld holder jeg meget af at udøve min lørdagsrengøring og støvsugning med en Bluetooth-hovedtelefon på hovedet og min smartphone i lommen. Det bringer mig mobile og trådløse lytteglæder under det fysiske arbejde.

Derfor fik jeg tanken at forsøge at udvide de trådløse lytteglæder til også at omfatte radio- og tv-udsendelser. For det er faktisk meget fint at sidde lyttende i lænestolen uden ledninger.

Og der er faktisk indtil flere muligheder for at indkøbe Bluetooth-baserede lydsendere, som kobles til analoge line-udgange på forstærkere og recievere. Prisen er få hundrede kroner.

Men så opstod tanken: Tænk, hvis jeg ikke bare kunne få sendt lyden over Bluetooth til mit headset. Hvad nu, hvis jeg kunne tage en tilfældig mobiltelefon, parre den med Bluetooth-enheden og så sende lyden ind i recieveren. Så ville det jo være nemt at glædes over egne og andres Spotify-playlister, eksempelvis.

Den slags enheder kunne jeg ikke umiddelbart finde. Men tilfældigvis snublede jeg over et enkelt fabrikat, da jeg kiggede forbi av-cables.dk, som iøvrigt er et veritabelt kabel-mekka med rigtig fornuftige priser.

Simpel lydklods

Navnet er mr Handsfree Blue Music Streamer, og produktet er totalt anonymt. Det ligner til forveksling en lavpris-strømforsyning, og plasticen er af billigste og sorteste slags. Men så er der lige en omskfter og et jackstik, og det gør hele forskellen. For det stik kan både levere lyd ind og ud af enheden, som blot kræver, at tilsluttet Bluetooth-grej understøtter A2DP-Bluetooth-profiler. Prisen er knap 400 kroner, og den anonyme enhed har nu fundet en fast plads i strømudtaget på bagsiden af min receiver.

Jeg har parret både smartphone og Bluetooth-headset uden problemer, og nu kan jeg streame musik begge veje med en o.k. lydkvalitet, mens jeg sidder og glor i Sonos-materiale og på det, der kan blive mit nye lydanlæg. Funktionaliteten er fin, og det eneste umiddelbare minus er, at der skiftes kabelforbindelse, hver gang man skifter fra lyd ind til lyd ud eller omvendt. For der er kun et enkelt jackstik på enheden.

Har du bedre løsninger eller gode tip om moderne lydtransport og integration med tv, så send mig gerne en e-mail, eller læg en kommentar på nettet.