Arbejdsmarkedet, Fagforeningernes rolle, Outsourcing, offshore, It og samfund

Udsat post at være indisk it-formand

En smadret bil og slag i ansigtet hører til blandt de ubehagelige følger af at stå i spidsen for de indiske it-arbejdere. Alligevel ser Karthik Shekhar ud til at stortrives i kampen for at sikre bare nogenlunde vilkår i it-branchen.

Han er kun 39 år, men har allerede været udsat for langt flere prøvelser og udfordringer, end en fagforeningskollega i et vestligt land når at opleve i hele sin karriere.

De indiske it-arbejderes faglige kamp for rettigheder er i bogstavelig forstand en kamp. Selv de mest grundlæggende arbejdsvilkår er ingen selvfølge. Ufine metoder og chikane er også en del af spillet.

Som for eksempel, da Karthik Shekhar fik sin bil smadret af ukendte gerningsmænd. Eller dengang han fik en fortand slået løs, da han blev overfaldet en mørk aften. De to episoder er aldrig blevet opklaret, men for Karthik Shekhar er der ingen tvivl:

– Jeg er en udskældt mand, og jeg har for længst afskrevet min chance for igen at få et job i it-branchen. Det er ikke populært at påpege og dokumentere i medierne, at mange af de store it-firmaer ikke behandler deres medarbejdere særligt godt. En smadret bil og en smadret fortand har været et forsøg på at få mig til at holde mund.

– Men det gør jeg ikke, og der er meget mere, vi skal nå at kæmpe for, siger Karthik Shekhar med et stort smil.

Han er en stor mand og generalsekretær for den indiske it-fagforening Unites Professionals med hovedsæde i Bangalore i Sydindien. Selvom hans kontor er langt mere simpelt og primitivt end de forhold, som han arbejdede under hos IBM for et par år siden, er der ingen tvivl om, at han har fundet sin rette stol og mission.

Unites Professionals har akkurat lige rundet sin femårs fødselsdag, og Karthik Shekhar har været med helt fra begyndelsen. Faktisk var det ham, der fik fagforeningen op at stå.

Festen fik en brat ende

Karthik Shekhar er uddannet it-ingeniør fra 1995 og var i en del år ansat hos IBM, hvor han fungerede som 'brandslukker'. Han skulle tage sig af alle de problemer, der opstod, og som var svære at placere andre steder.

– Jeg arbejdede stort set hele tiden og sov ofte på kontoret. Vi var en del af en eksplosiv vækst, hvor ordrerne bare væltede ind. Det var hårdt, men også sjovt. Lige indtil den dag, hvor IBM blev så stor i Indien, at de begyndte at sælge funktioner fra for at kunne koncentrere sig om kerneydelserne.

– Det ramte mig, fordi mine kompetencer lå i de opgaver, som blev outsourcet. Jeg blev i princippet arbejdsløs på min egen arbejdsplads. Det var her, jeg begyndte at stille 'dumme spørgsmål' om de ansattes vilkår og rettigheder, forklarer Karthik Shekhar.

Han blev flyttet rundt internt hos IBM og blev til sidst placeret i et callcenter, hvor han arbejdede i to et halvt år. Men arbejdsforholdene var dårlige – lange arbejdsdage og få rettigheder.

Til sidst valgte Karthik Shekhar at sige op. Han forsøgte sig først som selvstændig, men efter flere opfordringer fra den indiske fagbevægelse valgte han i 2005 at starte en helt ny fagforening for it-arbejdere.

Svært at få medlemmer

Unites Professionals skulle bruge 100 medlemmer til det stiftende møde for at komme i gang som fagforening. Men det var faktisk noget af et problem at få fat i så mange.

– Folk turde ikke melde sig, og der blev gjort nar af os og grinet.

Fem år efter er der dog kommet skred i medlemstallet. Der er i dag 23.000 medlemmer og seks medlemskontorer fordelt over hele Indien.

Hvert medlem betaler 1 dollar om måneden, og Unites Professionals bliver økonomisk støttet af en solidaritetsfond i Finland. Det har hidtil været uden problemer, men den indiske regering er begyndt at blande sig, fordi den gerne vil være fri for den slags udenlandsk solidaritetsstøtte.

– Indien vil ikke være et modtagende donorstøtteland, men et givende donorland, pointerer Karthik Shekhar.

Selvom Unites i dag har 23.000 medlemmer, er der lang vej igen op til de 2,3 millioner indere, som arbejder i it-branchen.

Tragisk sag blev vendepunkt

Vendepunktet for Unites Professionals kom i forlængelse af en tragisk sag i 2006, hvor en kvindelig it-arbejder hos HP i Bangalore blev voldtaget og efterfølgende dræbt på vej hjem fra arbejde af en taxichauffør.

– Mange var fremme med argumenter om, at kvinder ikke burde arbejde om natten. Vi tog det standpunkt, at selvfølgelig skal kvinder kunne arbejde om natten, men det er arbejdsgivernes ansvar at sørge for deres sikkerhed.

– Det blev et gennembrud. Pludselig blev der lyttet til os, og medlemmerne begyndte at strømme til. Og vi begyndte at blive taget seriøst, også af arbejdsgiverne, fortæller Karthik Shekhar.

Masser af udfordringer

Unites har stadig masser af udfordringer i forhold til helt grundlæggende rettigheder.

– Men der opstår også løbende nye udfordringer, forklarer Karthik Shekhar.

For eksempel når nogle af de indiske delstater laver specielle erhvervszoner for udenlandske virksomheder. De er attraktive set med virksomhedernes øjne, men her er ikke særlig meget fokus på de ansattes vilkår – hvis overhovedet.

– Og selvom vi får lavet en fornuftig aftale et sted, skal vi starte forfra det næste sted. De indiske delstater kører med hver deres regler og lovgivning. Det gør det svært at arbejde med at sikre de ansatte ordentlige og ens arbejdsforhold og rettigheder, understreger han.

Karthik Shekhar håber, at der med tiden vil blive stillet etiske krav til it-opgaver, der bliver outsourcet, således at de indiske it-arbejdere kan blive sikret ad den vej.
– I tekstilbranchen har der for eksempel i mange år været etiske krav til ansættelsesforhold via miljømærkning og fairtrade-mærkning. Ideen kunne med fordel overføres til it-branchen. Det ville gøre det meget nemmere at sikre it-arbejdernes rettigheder og arbejdsvilkår, fastslår Karthik Shekhar.