It og samfund, Software, Hardware

Undergrunds-pc'er ændrer alt

De er små og kommer mestendels fra en uregerlig underskov af kinesiske producenter. Men de bedste redefinerer brugen af multimedie-pc'er.

Jeg har købt en pc i det absolutte miniformat. Og nej, det er ikke en smartphone. Sådan lugter den bare, når man sætter strøm på. For inden i det bette kabinet sidder der endog meget potent hardware, som har flerkerne-cpu og -gpu, 8 GB ram, Wi-Fi og Bluetooth.

Men prisen var ikke i smartphone-klassen -  godt 700 kroner - og softwareudbuddet er ganske stort, for der er tale om en Android-baseret, præ-rooted pc med direkte adgang til Googles app-shop, Play.

Android-baseret schweizerkniv

Nu er mini-pc'en med det stolte navn Rikomagic mkiii2 monteret med noget selvklæbende velcrobånd bag på et af husstandens tv'er sammen med en harddisk, som den deler med fjernsynets optagemulighed. Det er reelt smart i forhold til fjernsynets indbyggede og særdeles sløve "smart tv"-internetbrowser og mediecenter. Rikomagic-sticken er decideret spas, fordi du til discountpris får adgang til at installere mange gode Android-apps, og dermed kan du reelt forvandle dit tv til en medieserver (xbmc's Android-app er et fremragende bud med mange gode danske plugins), tekstbehandler, superbrowser og e-mailklient efter behov.


Netflix' streaming video-app kører knirkefrit, især efter at jeg har hentet en "tweaket" udgave, som tilpasser de tisgule undertekster til et velvoksent skærmformat i stedet for en mobiltelefon. HBO-app'en kører dog ikke, fordi den afvikles på en rooted enhed. Suk.

Understrøm går mainstream

Så selvom det er spas med den lille Android-pc, er alt selvfølgelig ikke fryd og
gammen; jeg kunne drømme om en lille pc med et regulært kabinet - gerne med indbygget strømforsyning eller, som minimum, udstyret med en tænd/sluk-knap. Som et brugbart produkt med gode indbyggede muligheder for eksperimenter med diverse firmware-versioner henvender Rikomagic'en sig nok mest til brugere med lyst til eksperimenter. Men kernen i den understrøm af produkter, der udfordrer de store leverandører, er bemærkelsesværdig.

De små enheder har nemlig en mobilitet, fleksibilitet og ikke mindst et overkommeligt prisleje, der viser vej til en verden af valgmuligheder, de færreste forbrugere har oplevet før - og som store leverandører som Apple forsøger at negligere for at kunne kontrollere fødekæden. Her er teknologi, som blot flikker eksisterende hardware sammen med en let adgang til funktionalitet i forhold til et bugnende app-marked. Det er en reel fornyelse. Den kommer fra understrømmen og har gode chancer for at hugge en velkommen del af mainstream-markedet.