Stephen Wolfram ser på mig, som var jeg fra en anden planet. Jeg har netop spurgt ham, om hans børn ikke en gang imellem vil til fest, uden at far og mor nødvendigvis skal vide, hvornår de kommer hjem.
– Det er ikke et problem. De ældste er 15, gentager han, halvt bebrejdende, halvt undrende over, at jeg kunne finde på at spørge.
Wolfram har netop fortalt om sit hjem i Illinois.
– Jeg har et stort hus, og der er bevægelsessensorer i alle rum. Så hvis børnene mangler noget, kan vi få et kort over huset frem med alle bevægelsesdata plottet ind, havde han sagt og slået ud med hænderne. Det var dette overvågningsscenarie, der fik mig til at spørge.
Sådan tænker Wolfram ikke på det. Og et sekund efter er han videre – ud ad en ny tangent.
* * *
Wolfram er regelrytter. Men en sjov en af slagsen.
Den engelske videnskabsmand, forfatter, opfinder og virksomhedsleder, der sidder foran mig i sin rejse-krøllede blå skjorte, med skaldet isse og sit konference-badge i en rød snor om halsen, rokker frem og tilbage på stolen og gestikulerer livligt med armene, så hans briller truer med at glide ned ad næsen, mens han taler.
Vi er til Singularity Summit-konferencen i New York, og Wolfram har netop talt til den tætpakkede sal om computere og menneskehedens fremtid. Et emne, han har et ualmindeligt kvalificeret bud på. Han er nemlig ikke bare opfinder af Mathematica, et videnskabeligt beregningsprogram, og af Søg-og-svar-sitet wolframalpha.com. Han er også forfatteren til "A New Kind of Science", et murstensværk fra 2002, hvor han gør op med det meste af den hidtidige videnskabelige tradition til fordel for et verdensbillede, hvor al kompleksitet kan reduceres og forklares ved hjælp af simple beregninger.
Selv de mest kaotiske mønstre kan, mener Wolfram, forklares med ofte forbløffende enkle formler:
– Det er det vidunderlige ved det, fortæller han mig og fortsætter:
– Du tror, at computere er dumme, logiske maskiner. At de ikke kan frembringe noget med stoflighed og følelser. At de ikke kan opføre sig, som om de har deres egen vilje. Indtil det går op for dig, at de faktisk kan.
Faktisk mener Wolfram, at hele universet kan sættes på formel. Og at formlen, som han har en computer til at stå og tygge på derhjemme, måske ikke vil være mere end fire linjer lang, når man finder den.
* * *
Der har altid været meget hjerne i Wolframs liv. Allerede som 10-årig besluttede Wolfram, at han ville være videnskabsmand. Da han var 12, vandt han et scholarship til Eton, hvor han ikke kunne sidde stille i timerne og tjente penge på at lave kammeraternes lektier. Da han var 14, fik han en artikel om partikelfysik optaget i et videnskabeligt tidsskrift, og som 17-årig startede han på Oxford, hvor han deltog i en enkelt forelæsning og ellers studerede selv. Som 21-årig blev han den yngste vinder af den prestigefyldte MacArthur-pris, og derefter skrev han programmeringssproget MBL, forløberen for Mathematica, men blev uvenner med Caltech-universitetet om ophavsretten og startede efter nogle få omveje derefter for sig selv.
* * *
Wolframs sans for regler, data og systematik går igen på det personlige plan. For eksempel har han scannet alle sine gamle papirdokumenter ind tilbage til 1986. Og nu går han dem igennem.
– Når jeg kommer til et, jeg ikke har besvaret, tænker jeg 'Det er uheldigt, det fik jeg ikke svaret på, det er 15 år siden', men jeg besvarer det alligevel.
* * *
Hvis du spørger wolframalpha.com, hvad svaret er på "det ultimative spørgsmål om livet, universet og alting", svarer den ellers knastørre videnskabelige webservice: "42" – med en slet skjult henvisning til kultbogen "Hitchhikers Guide to the Galaxy".
Stiller du manden Wolfram det samme spørgsmål, lyder svaret:
– Nogle få linjers kode.
– Jeg var selv 42, da jeg skrev min bog, fortæller Wolfram med et smil, da jeg spørger ham, om det er et tilfælde. Men nej, tilføjer han:
– Jeg har faktisk aldrig læst hele "Hitchhikers Guide". Kun uddrag.
HAL fra Kubricks "Rumrejsen år 2001" kender Wolfram til gengæld godt.
– Det er interessant at se, hvor godt det ligner, siger Wolfram og ser tilsyneladende en scene fra filmen for sit indre blik.
– På et tidspunkt viser de noget Fortran-kode på skærmen, og der er flere vinduer, men fordelt på forskellige skærme ..., siger han og afbryder sig selv:
– Meget af det, vi ser – computere, der kan svare ved hjælp af vidensbaser – vi er faktisk ved at være der nu.
* * *
Igen spejler Wolframs teoretiske betragtninger sig i hans private liv.
– Det er ret pinligt. Jeg har tonsvis af data om mig selv, og det går op for mig, at jeg ikke har lavet seriøs analyse på dem i lang tid, siger han. Vi taler om det ubevidste og om vaner. Vaner, som kan afsløres, hvis du tracker dig selv godt nok.
Og det er virkelig tonsvis af data, Wolfram har liggende. Alle taste-slag på computeren de sidste 15 år. Skærmbilleder, der optages med et kvarters mellemrum. Alle e-mails sendt og modtaget. Telefonopkald. Kalender. Gps-koordinator på hans færden og log over, hvad han har spist. Og hans fuldt sekvenserede gener.
Men lidt har Wolfram da fundet ud af. For eksempel, som han udbryder med armene i vejret:
– Lige før større produktlanceringer falder min vægt. Det er nok begejstringen over det hele, der gør det.
