Omfanget af den aflytning, som whistleblower Edward Snowden har løftet en lille del af sløret for, har vist sig at være aldeles forbløffende. Ikke nok med, at en stribe af de største amerikanske it-virksomheder som Google og Microsoft har indgået aftaler om direkte adgang for efterretningstjenesten til brugerdata på virksomhedernes servere og datacentre - der sker også en direkte og fuld realtidslogning af den samlede datatrafik på knudepunkter i de lysledernet, som er en væsentlig del af internettets rygrad. Senest har whistleblowerens afsløring af XKeyscore-systemet yderligere bidraget til oplevelsen af aflytningens gigantiske omfang.
Blåstempling af global aflytning
NSA's hemmelige adgang via bagdøre til eksempelvis Microsofts datacentre er i den grad forbavsende. Ikke alene kan efterretningstjenester blotlægge, hvem der kommunikerer sammen - nu er der også direkte adgang til indholdet i mailkonti og data gemt i skyen. Store it-virksomheder har i al hemmelighed accepteret aftaler om adgang. Her er Google, med sit velkendte motto "Don't Be Evil" og den tidligere konsekvente holdning mod kinesisk censur og for internetfrihed, den mest overraskende deltager .
Europæiske politikere og regeringsledere hykler nu uvidenhed, og USA har henvist til, at der ikke er foregået noget ulovligt i forhold til amerikanske borgere. Måske. Men hvad med retssikkerheden og privatlivets fred for alle ikke-amerikanere?
Langt størsteparten af verdens befolkninger er ufrivilligt underkastet USA's de facto-styring af de omfattende aflytningsindgreb. De store amerikanske it-virksomheder fremstår som dikkende lammehaler, der ikke tør gøre op med, hvad storebror dikterer.
Derfor er der mere end nogensinde brug for trefoldig civilcourage. Almindelige borgere må tage afstand fra de vanvittige aflytninger. Politikere må tage det demokratiske ansvar seriøst og droppe den forargede attitude og den passive holdning, at nu må amerikanerne først lige foretage nogle undersøgelser. Virksomheder må kæmpe for at genoprette tilliden. De må nægte at operere på grundlag af hemmelige aftaler og bidrage med civil ulydighed ved at undlade at aflevere data uden konkrete mistanker eller kendelser fra legitime myndigheder. Europæiske it-virksomheder har i øvrigt en historisk chance for at erobre tillid og tilbyde reelt sikre kommunikationsløsninger i international konkurrence.
Uden disse nødvendige handlinger vil tillidsbruddet og de amerikanske aflytningsovergreb få fatale konsekvenser for it-markedet og ikke mindst de almene borger- og menneskerettigheder.
Synspunkter som denne bagsideartikel fra Prosabladet er ikke nødvendigvis udtryk for PROSAs holdning.