PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Ansættelsesforhold, Klausuler

Væk med spændetrøjen: Klausuler på vej ud

Der er sket et betydeligt fald i klausuler i it-folks kontrakter. Det er gode nyheder for it-professionelle, der dermed er friere stillet efter en opsigelse.

It-professionelles ansættelseskontrakter indeholder i dag langt færre klausuler end for bare tre år siden. Tidligere var der en klausul i cirka hver 5. kontrakt, som juristerne i PROSA fik til gennemsyn. I dag er der en klausul i cirka hver 20. kontrakt.

Lisa Dalsager, som er jurist i PROSA, mener, at it-folk først og fremmest kan takke den nye lov om ansættelsesklausuler, der trådte i kraft for to et halvt år siden, for faldet i brugen af klausuler. Loven medførte en række væsentlige ændringer for kunde- og konkurrenceklausuler i ansættelseskontrakter.

– Formålet med loven var at begrænse brugen af ansættelsesklausuler, noget som PROSA i mange år har kæmpet for, om end vi gerne så dem forsvinde helt, da vi mener, at de binder medarbejderne unødigt. Færre klausuler giver langt større frihed, når medlemmerne skal søge nyt arbejde, siger hun.

Det er først og fremmest konkurrenceklausuler og kundeklausuler, der er på spil i it-folks ansættelseskontrakter. En arbejdsgiver kan med en konkurrenceklausul forhindre, at en medarbejder efter fratrædelse starter en selvstændig, konkurrerende virksomhed eller tager et job hos konkurrenten. En kundeklausul betyder, at en fratrådt medarbejder ikke må have erhvervsmæssig forbindelse med arbejdsgiverens kunder og/eller andre forretningsmæssige forbindelser, herunder ved at tage ansættelse hos kunder, man selv har haft inden for de seneste 12 måneder. Arbejdsgiver skal betale den ansatte en kompensation, hvis klausulen kommer i spil.

Bedre rettigheder

Den gamle lov, som fortsat er gældende for klausuler indgået før januar 2016, er langt mere arbejdsgivervenlig, end hvad godt er, påpeger Lisa Dalsager.

– Var du omfattet af en kundeklausul, kunne du opleve, at en arbejdsgiver ikke behøvede at kompensere dig, hvis du som fratrådt medarbejder straks fandt et nyt job. Realiteten var derfor, at der stort set aldrig blev betalt for kundeklausulerne, da arbejdsgiverne kunne modregne den nye indtægt fra passende arbejde i det vederlag, de skulle betale krone for krone. Som medarbejder kunne man derimod opleve, at ens markedsværdi faldt, mens man var bundet af en gratis klausul. Konkurrenceklausuler sikrede dig ret til et engangsbeløb, som arbejdsgiver ikke kunne modregne i. Alligevel oplevede vi ofte, at medarbejderen og arbejdsgiveren ikke kendte til denne regel om betaling af engangsbeløbet, så også her slap mange arbejdsgivere billigt, siger hun.

Den nye lov giver bedre rettigheder til medarbejderen, for nu skal der altid betales for en kunde- eller konkurrenceklausul.

– Det beløb, arbejdsgiver skal betale i kompensation for en klausul i dag, kan være mindre end tidligere, men det er kun, hvis man har fået nyt arbejde. Tilsvarende kan beløbet også være højere end tidligere, hvis klausulen er gældende mere end seks måneder fra ens fratræden, eller hvis man er underlagt to klausuler på samme tid, siger Lisa Dalsager.

Forbud mod jobklausuler

Den nye lov har også helt forbudt brugen af de såkaldte jobklausuler. De blev brugt mellem virksomheder, hvor de lovede hinanden ikke at ansætte hinandens medarbejdere – ofte uden at medarbejderne vidste det.

– Jobklausuler er i PROSAs optik helt urimelige over for de ansatte, så det er rigtig godt, at de nu er afskaffet, siger Lisa Dalsager.

Hun oplever, at den nye lov har forsøgt at gøre reglerne mere enkle med klare rammer for, hvornår og hvor meget arbejdsgiver skal betale i kompensation.

– Problemerne med ugyldighed eller manglende engangskompensation er i dag sjældne, efter den nye lov er trådt i kraft, siger Lisa Dalsager.

Hun understreger dog, at retspraksis af den nye lov er meget sparsom her blot to et halvt år, efter den er trådt i kraft.

– Men vi oplever klart færre klausuler og mindre ”ugyldigheder” i kontrakterne. Set med PROSAs øjne har den nye lov forbedret lønmodtagers retsstilling. Særlig da vi kan se, at det har haft en effekt, at arbejdsgiveren nu skal betale for en klausul, hver gang den optræder i en kontrakt. Vi oplever, at arbejdsgivere tænker sig om en ekstra gang og overvejer, om det virkelig er nødvendigt, før de anvender en klausul i den enkelte ansættelse, siger hun.

Du kan læse mere om de generelle regler for både de nye og gamle klausuler på www.prosa.dk

Klausuler

Er min klausul omfattet af ny eller gammel lov?

  • Afgørende er, hvornår kontrakten med din klausul er indgået. Er det før den 1/1/16, så gælder reglerne i den gamle funktionærlovs §§18 og 18a, mens kontrakter indgået efter 1/1/16 er underlagt den nye lov om ansættelsesklausuler.

Hvor meget kompensation skal jeg have for at være underlagt en klausul (efter den nye lov)

  • En klausul med en løbetid på op til 6 måneder skal kompenseres med 40 % af din løn på fratrædelsestidspunktet.
  • En klausul med mellem 6 og 12 måneders løbetid skal kompenseres med 60 % af din løn på fratrædelsestidspunktet.
  • Kombinerede klausuler (kunde- og konkurrence-) skal kompenseres med 60 % af din løn på fratrædelsestidspunktet og kan maksimalt løbe i 6 måneder.
  • Hvis du får andet arbejde i en klausulperiode, sker der en reduktion i din kompensation.