PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Ansættelsesforhold

Varsling af ferie

I flere og flere kontrakter ser vi nu, at arbejdsgiveren forsøger at snige forringelser ind for lønmodtageren i forhold til varsling af ferie. Der står simpelt hen, at det er aftalt, at medarbejderen i en opsigelsessituation ikke har nogen form for varsel. Det betyder, at arbejdsgiveren f.eks. kan afskedige medarbejderen den 30. april og så sige, at der skal holdes ferie i hele maj måned.

 

I PROSA mener vi, at denne form for aftaler er i strid med ferieloven. Vi vil forsøge at få en fortolkning på dette fra ferielovskontoret, da det er vores mulighed for at få en afklaring nu. Alternativet vil være at vente til et medlem står i situationen og så køre en sag ved domstolene for at få aftalen underkendt. Aftaler, hvor man fraskriver sig eller nedsætter sit ferievarsel, skal efter vores opfattelse kun kunne indgås, når man står i situationen og kan overskue, om aftalen er en fordel eller ej.